Gæsteindlæg, skrevet af Danni Petersen, Osteopaterne Skanderborg og Horsens:

Rygsmerter er én af de mest almindelige smerteproblematikker, vi som osteopater møder i vores klinikker. Rygsmerter findes i mange former og kan have mange årsager. Fælles for dem er, at de kan være meget invaliderendefor den enkelte i hverdagen. Derfor kan det være en god investering at få fundet den korrekte årsag til smerterne og sætte ind med tidlig behandling. 

De fleste danskere oplever på et tidspunkt i livet at have rygsmerter. De kan fx opstå i forbindelse med en uhensigtsmæssig arbejdsstilling, overbelastning af ryggen eller ved fald. Andre gange kommer de uden kendt årsag. I de fleste tilfælde går rygsmerterne over af sig selv efter nogle uger. Men for nogle kan smerten være tilbagevendende eller kronisk, hvilket er stærkt invaliderende. 

Lang de fleste rygsmerter er uspecifikke, hvilket vil sige at patienten oplever tilbagevendende eller vedvarende smerter, uden at det har været muligt at finde en årsag til smerterne gennem fx lægeundersøgelser, røntgenundersøgelser osv. Som osteopater er vi specialiseret i at finde årsager og sammenhænge, som måske ikke har været undersøgt.   

 

Årsager til rygsmerter

Der findes mange forskellige årsager til rygsmerter. Nogle af de mest gængse årsager er:

  • Låsninger eller fejlstillinger i kroppen
  • Afklemte nerver, fx iskiasnerven 
  • Diskusprolaps 
  • Spændte og overbelastede muskler
  • Uhensigtsmæssig arbejdsstilling og stillesiddende arbejde
  • Stress

Der kan også være årsager, som skal findes et helt andet sted i kroppen, som fx nyre, tamsystemet, leveren eller kredsløbet. Endelig kan vores generelle livsstil spille ind. 

 

Osteopatisk behandling af rygsmerter

Som osteopater indleder vi altid behandlingen af rygsmerter med en grundig forundersøgelse for at finde årsagen til smerterne. Vi anvender en række velafprøvede diagnostiske teknikker fra osteopatien til at stille en korrekt diagnose. Dette sammenholder vi med patientens generelle sygehistorie og livsstil, så vi sikrer, at både undersøgelsen og behandlingen bliver så helhedsorienteret som muligt.  Ofte skal der sættes ind på flere parametre for at opnå det bedste resultat af behandlingen. 

Der kan som nævnt være flere årsager til rygproblematikker, og årsagen skal ikke altid findes der, hvor smerterne er. Rygsmerter kan stamme fra en problematik i ryggen som fx låsning i ryghvirvler og afklemte nerver. I dette tilfælde vil behandlingen bestå i at løsne låsningerne, så nerven får mere plads. Derudover vil vi ud fra forundersøgelse forsøge at lokalisere en årsag til, hvorfor låsningen opstår. Det kan være en uhensigtsmæssig arbejdsstilling eller en problematik et andet sted i kroppen, fx en fejlstilling i dit bækken. 

Rygsmerter kan også stamme fra problemer med organsystemet, fx nyren. Dette betyder ikke, at din nyre fejler noget alvorligt. Det betyder blot, at vævet omkring nyren kan være stramt, eller der er nedsat blodforsyning til området. Dette kan irritere lænderygmuskulaturen, som ligger lige ved siden af nyren, og give smerter i lænden. Herudover kan nyren give en overstimulering til brystryggen og nakken. Her vil behandlingen bestå i at løsne det stramme væv omkring nyren og dermed øge bevægeligheden og blodtilførslen i området.

En grundig forundersøgelse er derfor helt afgørende for, at der sættes ind med den korrekte behandling. 

Vil du læse mere om osteopati og rygsmerter, kan du besøge vores hjemmeside.