Hvad vejer en elefant? Det kommer selvfølgelig helt an på, hvilken elefant der er tale om. Der findes nemlig tre forskellige slags. Elefanterne har verdens længste graviditet, og deres unger tager omkring et kilo på om dagen de første år af deres liv.

Der findes tre forskellige arter af elefanter, så det er lidt forskelligt, hvor meget en elefant egentlig vejer. Den afrikanske elefant er den største og vejer typisk op til 6 tons. I 1956 blev der dog skudt en i Angola, der vejede hele 11 tons. Den slags basser er dog en sjældenhed.

Den asiatiske elefant er noget mindre og vejer op til 5 tons. Den kan kendes på, at ørerne er mindre end hos den afrikanske elefant.

Den tredje form for elefanter er skovelefanter, der også lever i Afrika. I lang tid troede forskerne, at det var savanneelefanter, der bare ikke var blevet så store. Det har dog vist sig ved hjælp af DNA-analyser, at der er tale om to forskellige arter. Skovelefanterne vejer typisk omkring 2700 kilo. Nogle store hanner kan dog godt komme op på 6 tons, ligesom den afrikanske savanneelefant.

Elefanten er to år om at skabe sin kæmpebaby

Det tager to år for en elefantko at skabe en elefantkalv, som det hedder. Det gør elefanten til det pattedyr, der er gravid i længst tid. Selv ikke blåhvalen, der ellers er verdens største pattedyr, er gravid i lige så lang tid. Den er kun 10-11 måneder om at producere sin kæmpebaby på 2,5 tons.

En elefantunge er slet ikke lige så tung, når den bliver født. Der vejer den mellem 50 og 120 kilo, alt efter hvilken art elefant der er tale om, og hvor store dens forældre har været. De første år tager en elefantunge i gennemsnit et kilo på om dagen.

Stor hjerne – endnu større hjerte

Elefantens hjerte er hele 60 gange større end et menneskehjerte. Det vejer typisk 21 kilo, hvorimod et menneskehjerte kun vejer 350 gram. Omvendt er elefantens hjerne slet ikke så meget tungere end menneskets. Den vejer ”kun” 6 kilo, eller cirka 3 til 4 gange så meget som en menneskehjerne.

Men hvordan hænger det sammen med, at elefanten skulle være så klog? Selvom elefanten har en lille hjerne i forhold til sin enorme krop, er den stadig meget intelligent. For eksempel har den en stor hukommelse. Gamle elefanter kan huske placeringen af vandhuller, vandreruter, og hvor det er muligt for flokken at finde føde. Det er oplysninger, som de har samlet over et langt liv.

Et andet udtryk for elefanternes intelligens er lidt mere narcissistisk. Det er nemlig langt fra alle dyr, der kan genkende deres eget spejlbillede, men det kan elefanterne faktisk. Det har forskerne bevist ved at male elefanterne i panden med maling. Da elefanterne så sig i spejlet, førte de snablerne op til pletten – et tegn på, at de kunne kende sig selv i spejlet.