Jeg vidste ikke, hvad jeg gik ind til. Jeg troede, det var endnu en post-apokalyptisk fortælling om overlevelse, zombier og action. Men det var det ikke. Eller – jo, det er det på overfladen. Men under det hele handler The Last of Us om noget meget mere simpelt og meget mere svært: hvad vi gør for dem, vi elsker, når verden er gået i stykker.
Jeg sad med et tæppe over benene og tænkte, at jeg bare ville se én episode. Det var en løgn, jeg fortalte mig selv. For der er noget ved denne serie, der holder fast i dig fra første scene. Ikke med vold eller chok – men med mennesker. Med øjeblikke. Med stilhed, der siger mere end ord.
Hvis du har stået og tænkt over, om du skal se The Last of Us, er svaret ja. Ikke fordi den er perfekt. Men fordi den rammer noget ægte.
Hvordan føltes The Last of Us?
Serien er baseret på det hylede PlayStation-spil fra Naughty Dog, og det er skabt af Craig Mazin og Neil Druckmann til HBO. Jeg kendte ikke spillet. Jeg kom som en helt blank seer – og det tror jeg faktisk var en fordel.
Det, jeg mødte, var en verden lagt i aske af en svampeinfektion, der har gjort mennesker til noget, man ikke vil møde i mørket. Men den verden er bare rammen. Det, serien egentlig handler om, er Joel og Ellie – to mennesker, der på ingen måde burde passe sammen, men som langsomt, næsten umærkeligt, finder vej ind til hinanden.
Jeg mærkede den. Allerede i de første episoder sad jeg og holdt vejret uden helt at vide hvorfor.
Relationer og kemi – føles det ægte?
Pedro Pascal spiller Joel, og jeg vil bare sige det direkte: han er fænomenal. Han behøver ikke sige meget. Det er det, der gør ham så stærk. Joel er en mand, der har lukket af for verden – og Pascal viser det med kroppen, med øjnene, med de pauser han tager, inden han svarer. Det føles ægte. Det føles som et menneske, ikke en karakter.
Bella Ramsey spiller Ellie, og hun er den modsatte energi. Skarp, sarkastisk, levende – og alligevel med et sår under alt det. Kemien mellem Pascal og Ramsey er det, der bærer serien. Det er ikke romantisk, det er noget dybere. Det er to ensomme mennesker, der finder en slags hjem i hinanden.
De medvirkende i The Last of Us er generelt valgt med omhu. Det er ikke et cast, der forsøger at imponere – det er et cast, der forsøger at overbevise. Og det lykkes.
Anna Torv spiller Tess, og hendes tilstedeværelse i de tidlige episoder er tung og varm på én gang. Gabriel Luna spiller Tommy, Joels bror, og der er en scene mellem de to, som sidder i mig endnu. Merle Dandridge er med som Marlene og bærer sin rolle med en ro og kompleksitet, der gør hende svær at glemme.
Og så er der Nick Offerman og Murray Bartlett som Bill og Frank. Jeg vil ikke sige for meget. Men den episode de er i – den er ikke bare god tv. Den er et lille mesterværk af menneskelig varme. Jeg græd. Jeg er ikke flov over det.
Troy Baker og Ashley Johnson, der begge har stemmegivet til Joel og Ellie i det originale videospil, optræder også i serien i nye roller – og det er en lille detalje, der varmer mit hjerte.
De øjeblikke der blev hos mig
Der er et billede fra første episode, der aldrig forlader mig. Ikke fordi det er dramatisk – men fordi det er stille. Og sandt.
Der er en scene med Joel og en pige, der hedder Sarah, som spilles af Nico Parker. Den scene er ikke lang. Men den gør noget ved én, som man ikke er forberedt på. Jeg sad stille. Jeg vidste, hvad der kom. Og alligevel rammede det.
Det er, hvad The Last of Us gør bedst. Det forbereder dig ikke. Det lader dig bare sidde i det.
Bill og Franks episode er allerede blevet talt om som noget af det smukkeste, HBO har lavet i nyere tid. Jeg er enig. Det er en kærlighedshistorie fortalt på 60 minutter – og den er mere komplet end mange to-timers film om det samme emne.
Jeg mærkede de små ting. Et blik. En pause. En hånd, der rækkes ud.
Det føltes ægte.
Det der ikke helt ramte
Jeg vil ikke lade, som om alt er perfekt. Der er episoder, der føles lidt langsommere end de andre – og i dem kan man mærke, at verden simpelthen er stor, og at serien ind imellem ikke ved, om den vil være intim eller episk. Det er dens eneste svaghed i mine øjne: den er bedst, når den er lille. Når det bare er Joel og Ellie. Når ingen af dem siger noget, og man stadig forstår alt.
De episoder, der forsøger at udvide universet, er gode – men de er ikke dem. Og jeg savner dem, når de ikke er der.
Det er en mild kritik. For det siger noget godt om serien, at man savner dens hjerte, selv når der sker meget.
Medvirkende i The Last of Us
| Skuespiller | Rolle | Note |
|---|---|---|
| Pedro Pascal | Joel | Føles ægte – siger mere med tavshed end med ord |
| Bella Ramsey | Ellie | Levende og sårbar – bærer serien på sine skuldre |
| Anna Torv | Tess | Varm og tung – efterlader et mærke |
| Gabriel Luna | Tommy | Rammer rigtigt i de stille øjeblikke |
| Nick Offerman | Bill | Giver den bedste episode i serien |
| Murray Bartlett | Frank | Utrolig kemi – rørende og sandt |
| Nico Parker | Sarah | Kort men uforglemmelig |
| Merle Dandridge | Marlene | Kompleks og rolig – svær at glemme |
| Troy Baker | James | Original stemme bag Joel – en kærlig detalje |
| Ashley Johnson | Anna | Original stemme bag Ellie – cirkel sluttet smukt |
| Storm Reid | Riley | Sårbar og nærværende |
Hvorfor The Last of Us stadig føles relevant i dag
Vi lever i en tid, hvor det er svært at stole på fremtiden. Hvor verden føles usikker, og hvor vi alle stiller os selv spørgsmålet: hvad ville jeg gøre for dem, jeg holder af?
The Last of Us handler ikke egentlig om svampeinfektioner. Det handler om, hvad der sker med mennesker under pres. Hvad kærlighed gør ved os. Hvad tab gør ved os. Og om man kan lære at elske igen, når man har mistet det, der betød mest.
De medvirkende i The Last of Us formår at bære de spørgsmål frem på en måde, der ikke føles tungt eller moraliserende. Det føles bare… menneskeligt. Og netop det er grunden til, at serien resonerer så bredt – den handler ikke kun om overlevelse i en ødelagt verden. Den handler om overlevelse i sig selv.
Serien har modtaget Emmy-nomineringer og kritikerros over hele verden. Men det, der gør den vigtig, er ikke priserne. Det er, at folk skriver om den, som om den rørte ved noget personligt. Det er sjældent.
Afslutning
Jeg tænker stadig på Joel og Ellie. Ikke som karakterer, men nærmest som mennesker, jeg kender. Det sker ikke tit. Det sker, når noget er lavet med omsorg.
The Last of Us er ikke let at se. Den tager noget fra dig. Men den giver dig også noget tilbage – en påmindelse om, at selv i det mørkeste, varmeste menneskelige øjeblik, er kærlighed det eneste, der egentlig tæller.
Jeg er glad for, at jeg ikke stoppede efter én episode.
Den blev hos mig.
FAQ – Medvirkende i The Last of Us
Hvem spiller Joel i The Last of Us?
Joel spilles af Pedro Pascal, som de fleste kender fra Game of Thrones og The Mandalorian. Hans præstation er rolig, kontrolleret og dybt følelsesmæssig.
Hvem spiller Ellie i The Last of Us?
Ellie spilles af Bella Ramsey, der ligeledes har en fortid i Game of Thrones. Hun er overraskende, levende og utrolig troværdig i rollen.
Er der kendte skuespillere i The Last of Us udover Pascal og Ramsey?
Ja – blandt de medvirkende i The Last of Us finder du bl.a. Nick Offerman, Anna Torv, Gabriel Luna, Merle Dandridge, Storm Reid og Murray Bartlett. Serien er fyldt med stærke karakterskuespillere.
Handler The Last of Us kun om zombier og overlevelse?
Nej, slet ikke. Det er en følelsesbaseret fortælling om kærlighed, tab og menneskelige relationer. Infektionen og faren er baggrunden – mennesker er historien.
Er The Last of Us værd at se, hvis man ikke kender spillet?
Absolut. Jeg kendte ikke spillet, og serien fungerer fuldt ud på egne præmisser. Du behøver ingen forkundskaber.
Hvor kan man se The Last of Us i Danmark?
The Last of Us kan ses på HBO Max (nu Max) i Danmark. Den streames løbende, og begge sæsoner er tilgængelige på platformen.
