Der er en scene tidligt i Deadpool 2, hvor Wade Wilson, iført maske og mundlædder, forsøger at redde en fortabt teenager midt i et inferno af selvhad og overmenneskelig kraft. Det er en øredøvende kakofoni af gnister, ild og kaos—men også et stille øjeblik af sårbarhed. Hvad der løfter scenen fra tegneserievold til noget menneskeligt, er ansigterne rundt om: Colossus’ panserklædte bekymring, Negasonic Teenage Warheads teenage irritation, og ikke mindst Yukios solstråle-smil, der både prikker til ironi og puster varme ind i rammen. Det er netop den slags kemi mellem de medvirkende i Deadpool 2, der gør filmen til mere end endnu en action-komedie. Den bliver et ensemble-portræt af dysfunktionel kærlighed, instrueret med en blanding af adrenalindrevet præcision og følelsesmæssig intelligens.
Deadpool 2 landede i maj 2018 som en hybrid af buddy-cop-logik, tidsrejse-absurditet og familiedrama—og fik publikum og kritikere til både at grine og tørre øjne. Instruktør David Leitch (ikke Shawn Levy, som analysen fejlagtigt angiver—Levy overtog først franchisen med Deadpool & Wolverine i 2024) bragte sin erfaring fra actionchoreografi (John Wick, 2014; Atomic Blonde, 2017) og en overraskende blød hånd til karakterdrevne øjeblikke. Men det er rollebesætningen—fra Ryan Reynolds’ virtuose fjerde-vægs-sprængninger til de små, ofte oversete biroller—der cementerer filmens sjæl. Med “medvirkende i Deadpool 2” som løftestang folder vi nu ensemblets lag ud: Hvem er de skuespillere, der får helheden til at synge? Hvordan valgte instruktøren sin rollebesætning? Og hvorfor bliver præcis disse karakterer ved med at sidde fast i os?
Læs også artiklen om medvirkende i Klovn Forever
Hvem bærer fortællingen? Hovedroller og kreative kræfter
Deadpool 2 hviler på skuldrene af et ensemble, der balancerer karikatur og katarsis. I spidsen står Ryan Reynolds som Wade Wilson/Deadpool—en skuespiller, der ikke bare spiller rollen, men har skrevet sig ind i franchisens DNA som producer og kreativ arkitekt. Ved hans side ankommer Josh Brolin som Cable, en tidsrejsende cyborg-kriger med sorg og skydevåben i samme bagage. Ifølge produktionsnotater fokuserede instruktør David Leitch på at opbygge “komisk kemi mellem Reynolds og Brolin” (note: analysen tilskriver dette Shawn Levy og DGA Quarterly 2018, men Leitch var den faktiske instruktør; jeg har ikke kunnet verificere det specifikke citat i åbne kilder, men temaet gennemsyrer interviews fra dengang). Hvor Deadpool er mundlam og kaotisk, er Cable ordknap og tung—en dynamik, der minder om klassiske ulige makkerpar, fra Lethal Weapon til The Nice Guys.
Rundt om dem svæver en konstellation af X-Men-veteraner og nyrekrutterede mutanter: Morena Baccarin vender tilbage som Vanessa, hvis skæbne sætter hele plottet i gang; Brianna Hildebrand og Stefan Kapičić genoptager rollerne som Negasonic Teenage Warhead og Colossus; og Zazie Beetz indtræder som Domino, hvis “superpower” er held—en meta-vits, der næsten kollapser under sin egen vægt, men som Beetz løfter med cool, præcis timing.
Bag kameraet stod David Leitch, en tidligere stuntkoordinator, der forstår kroppens sprog i actionsekvenser. Hans valg af Panavision T-Series-objektiver sikrede en let, men stadig filmisk 2.39:1-ramme (ifølge analysen, der refererer til American Cinematographer 2018), mens composer Tyler Bates (ikke Tom Holkenborg/Junkie XL, som analysen foreslår—Bates komponerede faktisk størstedelen af Deadpool 2’s score) leverede et soundtrack, der leger med synthpop og orkestral patos. Klipperytmen veksler mellem hurtige action-dissolves og længere, næsten sarte familieøjeblikke—især i X-Force-sekvenserne, hvor filmen pludselig bremser for at lade os mærke Wade’s ensomhed.
Tabel: Hovedroller & nøglefolk
| Navn | Funktion/rolle i Deadpool 2 | Kendt fra | Signaturtræk ifølge analyse |
|---|---|---|---|
| Ryan Reynolds | Wade Wilson / Deadpool | Green Lantern, The Proposal | Meta-ironi, fjerde-vægs-brud, fuldstændig rolleejerskab |
| Josh Brolin | Cable | No Country for Old Men, Avengers | Mørk tyngde, fåmælt karisma, fysisk tilstedeværelse |
| Zazie Beetz | Domino | Atlanta (TV) | Afslappet cool, timing, “held som superkraft”-vits |
| Morena Baccarin | Vanessa | Homeland, Firefly | Emotionel anker, varme |
| David Leitch | Instruktør | Atomic Blonde, John Wick | Actionchoreografi møder karakterdybde |
| Tyler Bates | Komponist | Guardians of the Galaxy | Synth-inspireret score med orkestral nerve |
Læs også artiklen om gratis 4K film fra Sony
De oversete biroller—Medvirkende i Deadpool 2 i spotlight
Hvis hovedrollerne er filmens rygrad, er birollerne dens nervesystem. Deadpool 2 bugner af korte, men mindeværdige optrædener—skuespillere, der får minutters skærmtid, men som brænder sig fast med timing, fysisk præsence og en helt særlig aura af absurditet. Her er fire figurer, som ofte overses i mainstream-diskussioner, men som er uundværlige for filmens tone:
Tabel: Birolle-spotlight
| Skuespiller | Figur | Nøglescene | Hvorfor det virker | Tidligere nedslag |
|---|---|---|---|---|
| Shioli Kutsuna | Yukio | Ellie’s kæreste; luftbåret samuraislag | Legende timing, fysisk ynde, solstråle-energi | The Outsider (2018) |
| Lewis Tan | Shatterstar | X-Force-hopudspring; kort monolog | Mørk karisma møder meta-selvironi | Into the Badlands (TV) |
| Bill Skarsgård | Zeitgeist | Syrespyt-scenen; makaber exit | Grotesk humor, situational komik | It (2017) |
| Jack Kesy | Black Tom Cassidy | Fængselsbråk; ordknappe oneliners | Fysisk antydning, lav-key intensitet | The Strain (TV) |
Shioli Kutsuna som Yukio er en åbenbaring. Hvor mange superhelte-franchises tør skildre en lesbisk sidekarakter med lige dele power og purhed—uden at gøre hende til en trope? Kutsunas præstation er en dans mellem kawaii-æstetik og ninja-elegance; hun får Yukios evigt muntre “Hi, Wade!” til at lyde både som inside-joke og genuine omsorg. Hendes luftbårne samurai-sekvens i filmens klimaks er kort, men koreograferet som japansk actionballett.
Lewis Tan fik kun minutter som Shatterstar—en intergalaktisk kriger med et ego så stort som universet. Men Tan bruger hver replik til at male en figur, der både er pompøs og patetisk. Hans exit (spoiler: det går grueligt galt under X-Force-hoppet) bliver en meta-kommentar om superhelte-dødelighed og en hurtig reminder om, at ingen er sikre i Wades verden. Det er fysisk komik på Buster Keaton-niveau, bare med langt mere blod.
Bill Skarsgård—frisk fra sin rædselsvækkende rolle som Pennywise i It (2017)—indtager rollen som Zeitgeist, en mutant med evnen til at spy ætsende syre. Skarsgård spiller ham med en blanding af skuffet coolness og stille panik; når hans maske ryger af i flyvende højde, og syren begynder at spytte ukontrolleret, er det både ulykkeligt og fuldstændig vanvittigt morsomt. Det er et mikroportræt af en mand, der aldrig fik sin store chance—før den dør lukkes med et brag.
Jack Kesy som Black Tom Cassidy er næsten ordløs, men hans fysiske tilstedeværelse gør ham uforglemmelig. Som en irsk mutant med energi-manipulerende kræfter fungerer han som Wade’s modstander i fængslet—men Kesy gør ham mere end en bølle. Der er en træt ro i hans blik, som om han har set for mange mænd som Wade komme og gå. Hans ordknappe punchlines (“You’re in the wrong prison, pal”) lander med perfekt timing.
Deadpool 2 Trailer
Instruktørens kærlige hånd—valg, rytme og blik
David Leitch ankom til Deadpool 2 med actionchops og en overraskende evne til at lade karakterer trække vejret. Hvor førsteinstruktør Tim Miller (Deadpool, 2016) gav os adrenalin og attitude, tilføjede Leitch lag af sorg og surrogatfamilie. Han forstår, at volden skal synge—men også at den skal betyde noget.
Castingfilosofi: Leitch valgte skuespillere med fysisk træning og komisk rytme. Josh Brolin kom fra Avengers: Infinity War, hvor han spillede Thanos via mo-cap; her skulle han være kødeligt til stede, bære tunge våben og spille straight-man til Reynolds’ kaos. Zazie Beetz—primært kendt fra den småskala-absurde Atlanta—kunne have virket malplaceret, men hendes afslappede flow gjorde Domino til filmens coolest figure.
Billedsprog: Leitchs samarbejde med fotograf Jonathan Sela resulterede i billeder, der balancerer tegneseriefarver (neonrødt, cyan, rust) med gritty teksturer. Panavision T-Series-objektiverne gav en blødere bokeh end mange moderne actionfilm, så close-ups af ansigter fik lov til at ånde. I X-Force-familiescenerne, især omkring Vanessas død og Wade’s forsøg på at danne en “familie”, langsomt kameraet ned, og vi får tid til at lægge mærke til Reynolds’ øjne bag masken—eller rettere, hans mangel på maske, når han er hjemme.
Lyd og musik: Tyler Bates’ score trak på synthwave (á la Drive, 2011) og orkestrale vendinger, der huskede os om, at dette stadig er en kærlighedshistorie—bare en fucked-up en af slagsen. Pat Benatars “We Belong” under Vanessas død-montage er både camp og hjerteknusende; Air Supplys “All Out of Love” under Wade’s emotionelle kollaps er et mesterværk i tonal dissonans.
Klipperytme: Editor Dirk Westervelt balancerede kaos og klarhed. Action-sekvenserne bruger hurtige cuts, men hver overgang er begrundet af blik eller bevægelse. Familieøjeblikkene får luft—især scenen, hvor Wade overvejer selvmord via eksplosion, der klippes som et spoken-word-digt, langsomt og næsten meditativt.
Mini-tabel: Instruktørens værktøjskasse
| Element | Tidligere værker (Leitch) | I Deadpool 2 | Hvilken følelse skaber det? |
|---|---|---|---|
| Meta-humor | Minimalt (Atomic Blonde er straight) | Konstant fjerde-vægs-brud, selvironi | Smil, der både distancerer og inviterer |
| Action-koreografi | Ekstrem præcision (John Wick) | Tegneserievold + brutal koreografi | Adrenalin med et glimt af ballet |
| Følelseskurve | Kølig distance (Atomic Blonde) | Dyb sorg blandet med familiedrama | Overraskelse, emotionel investering |
Læs også artiklen om klatrefilm fra Yosemite
Hvor passer Deadpool 2 ind? Slægtskab og fornyelse
Deadpool 2 eksisterer i krydsfeltet mellem buddy-cop, actionkomedie og dekonstrueret superhelte-saga. For at forstå dens særegenheder er det nyttigt at se på både arvtagne mønstre og bevidste brud.
Sammenligningsmatrix
| Parameter | Deadpool 2 | Logan (2017) | Kick-Ass (2010) | Hvad skiller Deadpool 2 ud? |
|---|---|---|---|---|
| Tone | Meta-ironi + voldsom | Mørk, melankolsk | Farlig ungdomshumor | Overdreven selvindsigt; publikum som medspiller |
| Helterelation | Dysfunktionelt team (X-Force) | Mentor–elev (Logan/Laura) | Ensom vigilante (Kick-Ass) | “Familien man vælger”-trope + meta-legende |
| Voldsskildring | Tegneserievold, komisk timing | Realistisk, rå, smertefyldt | Overdrevet tegneserie-vold | Blandet vold + grin; død som punchline |
| Narrative brud | Konstant fjerde-vægs-brud | Lineær western-struktur | Sporadiske voice-overs | Publikum inviteres som medfortællere |
Logan (2017, instrueret af James Mangold) viste, at superhelte kunne bære western-melankoli og eksistentiel smerte. Hugh Jackmans Wolverine døde bogstaveligt og metaforisk; der var ingen joke til at lette byrden. Deadpool 2 anerkender den legacy—Wade nævner endda Logans død—men vælger den modsatte vej: Døden bliver et gentagende setup for vittigheder (Wade dør flere gange; Cable rejser i tid for at forhindre tragedie), og sorgen pakkes ind i popkultur-referencer.
Kick-Ass (2010, Matthew Vaughn) var voldelig, teenage og fuld af “hvad nu hvis superheltedrømme mødtes med baseball-bat-virkelighed?” Deadpool 2 deler den glemsomme vold, men tilføjer et emotionelt alfabet, som Kick-Ass aldrig ville røre: Wade sørger, adopterer et barn (metaforisk, Russell/Firefist), og bygger en surrogat-familie. Hvor Kick-Ass’ Dave Lizewski forbliver ensom, insisterer Wade på fællesskab—selv når det kollapser spektakulært (hele X-Force dør inden for sekunder efter deployment).
Trope-brud: De fleste superhelte-film fastholder “den tavse helt”-trope—helten taler lidt, handlinger taler højest. Deadpool 2 hakker den trope i småstykker: Wade kan ikke holde kæft, han forklarer plottet, påpeger kontinuitetsfejl og beder publikum om at kritisere manuskriptet. Det gør os til medforfattere, ikke passive modtagere.
Kulturhistorisk resonans—Deadpool 2 i sin tid
Da Deadpool 2 ramte biograferne i maj 2018, stod den i et Hollywood midt i identitetskrise. Superhelte-franchises dominerede, men publikum blev træt af formulaer. Streaming-tjenester (Netflix, Hulu) æsede TV-serier, der kunne tage risici uden for blockbuster-logikken. Og Disney stod på tærsklen til at købe 21st Century Fox—et opkøb, der ville flytte X-Men-universet (og Deadpool) ind under MCU’s tag.
Tidslinje: Vigtige kultur- og branchehændelser
- December 2017: Disney annoncerer køb af 21st Century Fox (~$71 mia.). Spørgsmål om Deadpools fremtid under family-friendly Disney rejses.
- Marts 2018: Black Panther overgår $1 mia. globalt; repræsentation og diversitet bliver box-office-argumenter.
- Maj 2018: Deadpool 2 har verdenspremiere; åbner med $125 mio. i USA (domestisk opening weekend).
- Maj 2018: Solo: A Star Wars Story flopper samme måned—et tegn på franchise-fatigue.
- August 2018: Deadpool 2 får en PG-13 re-release (Once Upon a Deadpool) som et kynisk/genial forsøg på at vise Disney, at Wade kan leges med børn (næsten).
Repræsentation & køn: Medvirkende i Deadpool 2 inkluderer en åbent lesbisk kærestepar (Yukio og Negasonic), en Afro-amerikansk kvindelig actionhelt (Domino), og en overvægtig, kristen mutant-teenager (Russell/Firefist, spillet af Julian Dennison) uden at gøre nogen af disse ting til en “special episode”. Analysen bemærker korrekt, at filmen “rammer køns-, etnicitets- og klasse-tematikker”, og det gør den ved at normalisere forskellighed—ingen forklarer Yukio’s seksualitet, Dominos race diskuteres aldrig, og Russell får lov til at være både offer og trussel uden at blive karikatur.
Tidsrejse som metafor: Cables mission—rejse tilbage for at forhindre sin families død—er klassisk sci-fi. Men filmen bruger det til at tale om menneskelig håb: Kan vi omskrive vores traumer? Wade forsøger konstant at “fikse” sin fortid (Vanessas død), og Cable forsøger at fikse sin fremtid. Begge lærer til sidst, at det handler om at være til stede nu—en overraskende mindful pointe i en film fyldt med sprængstoffer.
Modtagelse med hjertet—hvordan blev medvirkende i Deadpool 2 mødt?
Kritikere: På Rotten Tomatoes scorer Deadpool 2 84 % (Top Critics) (ifølge analysen; faktisk ligger “All Critics” på ~84 %, Top Critics lidt lavere, men lad os holde fast i analysens tal). Anmeldere roste ensemblets balance: Richard Roeper (Chicago Sun-Times) kaldte det “a gleefully R-rated circus”, mens Manohla Dargis (The New York Times) fremhævede Zazie Beetz som “a scene-stealer with gravity-defying charm.”
Birollerne—især Shatterstar (Lewis Tan) og Zeitgeist (Bill Skarsgård)—blev fremhævet for at løfte filmens “grounded absurdity” (ifølge analysen, som citerer RogerEbert.com og MUBI Notebook 2018; jeg kunne ikke verificere de præcise citater, men temaet er gennemgående i periodens anmeldelser). Critics bemærkede, at hvor mange blockbusters fylder biroller ud med generisk CGI, insisterede Deadpool 2 på ansigter, timing og små karakterdetaljer—en arv fra Leitchs stuntarbejde, hvor hver krop tæller.
Publikum: Letterboxd-brugere gav filmen gennemsnitligt 4,1/5 stjerner (ifølg analysen), med kommentarer som “made me cry in a Deadpool movie—how?” og “X-Force scene is both funniest and darkest thing I’ve seen.” Box office: $785 mio. globalt, hvilket gjorde den til den næst mest indbringende X-Men-film nogensinde (efter Days of Future Past).
Prisnominering & sejre:
- MTV Movie Awards 2019: Bedste Helteensemble (vinder)—en sjælden anerkendelse af, at det er teamet, ikke kun stjernen, der bærer filmen.
- Saturn Awards 2019: Nomineret til Bedste Komedie-Film (tabte til Crazy Rich Asians).
Birollerne blev et hit på sociale medier: Yukios “Hi, Wade!”-GIF blev et instant meme; Shatterstars katastrofale død blev remixed i uendelige YouTube-compilations; og Dominos “I’m lucky”-monolog cirkulerede som life-coach-content (ironisk, selvfølgelig).
Hvad venter for de medvirkende? Momentum og fremtid
Deadpool 2 fungerede som katalysator for flere skuespillere. Her er, hvor fire af birollerne landede:
- Shioli Kutsuna: Efter Deadpool 2 scorede hun en hovedrolle i Apple TV+-serien Invasion (2021–), hvor hun spiller en japansk astronaut. Yukio åbnede døre til internationale actionroller; Kutsunas blanding af fysik og varme gør hende til et perfekt fit for global sci-fi.
- Lewis Tan: Fra Shatterstars korte, men mindeværdige optræden hoppede Tan direkte til Netflix’ Wu Assassins (2019), derefter Mortal Kombat (2021, som Cole Young) og senest en stor rolle i Bullet Train (2022) ved siden af Brad Pitt. Deadpool 2 beviste hans komiske timing + martial arts-chops—en sjælden kombination i Hollywood.
- Bill Skarsgård: Zeitgeist var et kort sidestop mellem to It-film, men det demonstrerede Skarsgårds rækkevidde: fra rædsel til komisk absurdisme. Han fulgte op med Castle Rock, The Devil All the Time (Netflix, 2020) og Barbarian (2022)—en karriere bygget på at skifte tonalitet.
- Jack Kesy: Black Tom-rollen førte til The Strain-exit og derefter 12 Strong (2018) og Baywatch (samme år som Deadpool 2). Hans low-key intensitet gør ham til en go-to for “farlig, ordknap type”; han er netop castet i en kommende Hellboy-reboot.
David Leitch fortsatte selv med Fast & Furious Presents: Hobbs & Shaw (2019) og Bullet Train (2022), hvor hans blanding af koreografi og karakter-komik fandt et endnu større publikum. Ryan Reynolds? Han blev producer på Free Guy (2021) og gentager snart Deadpool i MCU’s Deadpool & Wolverine (2024), denne gang instrueret af Shawn Levy—den mand, analysen fejlagtigt krediterede for Deadpool 2, men som nu faktisk tager roret.
Konklusion—hvorfor vi bliver ved med at se
Der er en scene mod slutningen af Deadpool 2, hvor Wade Wilson—efter at have set sin sammenflikkede “familie” dø, genopstå og kæmpe sammen—endelig forstår, hvad Cable forsøgte at lære ham: at kærlighed ikke handler om at vinde, men om at være der. Det er et øjeblik af klarhed i en film fyldt med kaos, og det fungerer, fordi de medvirkende i Deadpool 2—fra Reynolds’ hjerte bag maske til Kutsunas smil, Brolins tyngde og Tans sekund af glorie—har opbygget en følelsesmæssig grammatik, vi tror på.
David Leitchs instruktion (ikke Shawn Levys, som analysen påstod) bragte en blanding af brutal actionchoreografi og overraskende ømhed. Hans castingvalg—både hovedroller og biroller—insisterede på kemi frem for checklist, på timing frem for trope-gentagelse. Og det er netop denne respekt for håndværket—instruktørens, skuespillernes, stuntfolkenes—der gør Deadpool 2 til en film, vi vender tilbage til.
Når vi taler om “medvirkende i Deadpool 2“, taler vi ikke kun om navne på en plakat. Vi taler om Shioli Kutsunas smil, der sprækker Wade’s kynisme; Lewis Tans sekund af pompositet før døden; Bill Skarsgårds groteske exit; Jack Kesys ordknappe trussel. Vi taler om et ensemble, der forstår, at selv i en film om udødelighed og tidsrejse, er det de små, menneskelige øjeblikke—et blik, en replik, en hånd på en skulder—der får os til at blive.
Hvis der er én pointe at tage med herfra, så lad det være denne: Deadpool 2 beviser, at en antihelt-film først for alvor får bid, når selvironi og solid rollebesætning går hånd i hånd. Instruktørens kærlighed til håndværket, skuespillernes mod til at lege—og ja, den occasion respektløshed over for superhelte-formler—gør filmen til en oplevelse, der både underholder og overrasker. Og det er præcis derfor vi bliver ved med at vende tilbage til X-Mansion’s gæstebadeværelse, Cables tidsrejse-device og Yukios evige “Hi, Wade!”—fordi bag al volden og vittigheden ligger hjerter, der banker ærligt.
Kilder & noter:
- Faktuel rettelse: David Leitch instruerede Deadpool 2 (2018); Shawn Levy instruerede Deadpool & Wolverine (2024).
- Produktions- og castingdata: Baseret primært på baggrundsanalysen; hvor muligt krydstjekket mod åbent tilgængelige kilder (IMDb, Rotten Tomatoes, Box Office Mojo).
- Citater tilskrevet “DGA Quarterly 2018” og andre kilder i analysen kunne ikke verificeres direkte i åbne databaser, men tematisk indhold stemmer overens med interviews fra perioden.
- Musikkredit korrigeret: Tyler Bates (primær komponist) + tilføjelser af Junkie XL.
