Skal du have kat? En kat er et fantastisk kæledyr fyldt med personlighed, som både vil være kælen og en smule selvstændig. På trods af kattens selvstændighed, er der stadig nogle ting, som du skal hjælpe den med. Dit hjem skal nemlig gøres klart til kat.

Kattens basisbehov

Ligesom alle dyr, har katten brug for mad, vand og et sted at besørge. Nogle mennesker har altid kattens mad stående fremme, så katten kan spise, når den er sulten. Det er dog langt fra alle katte, der kan styre det, så hvis du vil være sikker på at undgå, at katten bliver overvægtig, skal du selv dosere maden. Til gengæld skal der selvfølgelig være vand tilgængeligt hele tiden. Når katten skal på toilet, kan det være en god idé, at katten både har muligheden for at bruge en kattebakke eller at gå udenfor. Oftest vil kattebakken primært være i brug om vinteren, imens jorden er frossen.

En kattelem til døren

Modsat hunde, er katte mere selvstændige, og det betyder også, at de kan komme og gå som de vil, uden at de bliver væk. Der er ingen tvivl om, at katten elsker sin ejer, så selvfølgelig vil den altid komme hjem igen. Men hvis du vil undgå at konstant åbne og lukke døren for katten, skal du anskaffe dig en kattelem. Det gør det nemt for katten at komme og gå, som den har lyst, og du undgår rollen som dørmand.

Mange steder at sove

Noget, som alle ved om katte, er, at de elsker at sove. En kat sover faktisk ofte 12-16 timer i døgnet, og det betyder, at der skal være mange steder tilgængelige, hvor den kan ligge og putte. Hvis du ikke vil have dyr i din sofa, er det måske ikke en kat, som du skal have; det kan blive svært at opdrage den til at lade vær. Men har den nok alternative sovepladser, kan det dog alligevel sagtens lade sig gøre. Den kan have en kurv at sove i, en kattehule, en stor pude, eller noget helt andet. De kan godt lide at være højt oppe, så et kattetårn er også en oplagt mulighed.

Nyd livet som katteejer

Det er skønt at være katteejer. Man har en lille, glad og nysgerrig ven, der gerne følger en overalt uden at være klistret. Der følger ikke så stort et ansvar med, som med en hund, men der følger stadig lige så meget glæde med.