Sommeren er over os, og der findes næppe noget mere sommerligt end at samle venner og familie under den varme sommerhimmel og invitere dem på en udsøgt middag. Hvad end du fejrer fødselsdag, nyt job eller bare, at sommeren er over os, disker vi her op med en masse anbefalinger til den perfekte sommermiddag i aftensolen.

Velkomstdrink

Man ved, at det bliver en god aften, når man ankommer til middagen og får stukket en velkomstdrink i hånden. Forkæl derfor dine gæster med en let og læskende drik at starte aftenen på. Tænk på en drink der er let og frisk, gerne med citrus og hyldeblomst.

Et godt tip er at lave en punchbowle med din velkomstdrink, som dine gæste selv kan øse mere op af. Udsmyk med spiselige blomster for et ultimativt sommerligt tvist. Sørg også for en alkoholfri variant for at vise det helt store overskud.

Forret

Til forret skal I have fisk! Server din yndlingsfisk sammen med friske sommergrøntsager. Du kan overveje at grille fisken i små sølvpapirspakker sammen med asparges, gulerødder, en klat smør og hvidvin. På den måde får dine gæster deres forretter serveret i de fineste små pakker, der leder tankerne hen på en skøn sommerpicnic.

Hovedret

Til hovedret skal I have de skønneste tærter. Det fantastiske ved tærter er, at der er noget for enhver smag. Du kan både lave dem vegetariske eller for eksempel overveje en tærte med chorizopølse. Gedeost og tomat er også en sommerklassiker. Til tærterne drikker I rødvine fra Italien, der komplimenterer den smørholdige tærtedej.

Brug sommerens skønne bær, der er i sæson, i et par salater, der serveres til tærterne. Jordbær er for eksempel et fremragende valg. Deres sødme fungerer rigtig godt i mere syrlige salater.

Dessert

Til dessert står menuen på Pavlova. Den luftige marengskage er efterhånden blevet en populær sommerklassiker. Den er luftig og sød, men får alligevel modspil af endnu flere sæsonmodne bær. Prøv dig for eksempel frem med ribs, som mange danske sommerhaver er i overflod af. Marengskagens sødme og flødeskumsfyld kan sagtens bære syrligheden fra danske ribs.

Udendørslege

Mellem måltiderne eller efter middagen, skal I selvfølgelig op af stolene og lege! Det er oplagt at give dine gæster mulighed for at gøre brug af den lune sommeraften og for eksempel give sig i kast med vikingespil, stangtennis eller måske endda et slag rundbold. Alt du skal sørge for er de nødvendige redskaber til legene, og så sørger dine gæster for resten.

Pynt

Under hele middagen har bordet selvfølgelig også været fyldt med den fineste og mest sommerlige pynt. Det behøver bestemt ikke at koste en formue. Gør din pengepung og miljøet en tjeneste og brug blomster fra naturen som oppyntning. Du kan plukke buketter, som du sætter i vaser, men du kan også vælge at sprede dem løst over hele bordet som en del af opdækningen. Derudover er nogle søde bordkort også oplagt.

Rigtig god sommermiddag!