Der ligger en særlig slags magi gemt i de scener, hvor kameraet dvæler ved et ansigt i brøkdele af et sekund længere end nødvendigt. I Underverden sker det igen og igen – i et blik udvekslet over en bilmotor, i måden en hånd knytter sig om et telefonrør, i den korte indånding før en beslutning, der ikke kan tages tilbage. Det er i disse mikrosekunder, at medvirkende i Underverden for alvor viser deres værd. Her mødes Fenar Ahmads ubønhørlige realisme med et ensemble af skuespillere, der spiller som én levende organisme, og som sammen skaber noget sjældent: en dansk thriller-serie, der både rummer autentisk gadenerver og en psykologisk dybde, man kun sjældent ser i genren.
Underverden er ikke blot endnu en gangsterfilm. Det er et minutiøst studie i loyalitet, magtspil og det urbane Danmarks skyggesider – og det er rollebesætningen, der sikrer, at hver scene bærer den autenticitet, som gør værket til mere end underholdning. Fra første øjeblik fornemmer man instruktørens blik for detaljer, mens birollerne og hovedkræfterne sammen bygger et univers, der føles både nødvendigt og sårbart.
Læs også artiklen medvirkende i tre mænd anholdt i stor hælerisag
Hvem bærer fortællingen? Hovedroller og kreative kræfter
Medvirkende i Underverden spænder over et bredt lag af talenter – fra etablerede navne til nybrud, der her får deres gennembrudsrolle. I spidsen står Dar Salim, hvis erfaring fra både dansk og international film giver hans karakter en tyngde og tilstedeværelse, der forankrer serien. Ved siden af ham træder Ali Sivandi frem som en af de mest interessante nyfundne stemmer i dansk skuespil – omtalt som “newcomer” i MUBI Notebook allerede i 2017, men med en tilstedeværelse på skærmen, der signalerer, at her er tale om langt mere end en lovende begyndelse.
Instruktør Fenar Ahmad har siden sine tidlige værker jagtet det, han selv kalder “den autentiske kant”. I Underverden skruer han op for sin karakteristiske håndholdte kameraføring og lægger sig tæt – så tæt, at man næsten kan mærke varmen fra skuespillernes ansigter. Som Ahmad udtrykte det i et interview med DGA Quarterly (2018):
“Jeg ønskede ægtheden fra gaderne – hver sten og hver opgang er hostet ind i fortællingen.”
Denne vision gennemsyrer ikke kun fotografi og klipning, men også selve castingprocessen. Blandingen af erfarne kræfter og friske ansigter skaber en dynamik, hvor ingen rolle – uanset varighed – føles som fyld. Hver medvirkende i Underverden bidrager til en helhed, der føles både troværdig og vedkommende.
| Navn | Funktion/rolle i Underverden | Kendt fra | Signaturtræk iflg. analysen |
|---|---|---|---|
| Dar Salim | Hovedrolle | Flere danske & internationale produktioner | Tyngde, erfaring, præcis mimik |
| Ali Sivandi | Hovedrolle (“newcomer”) | Gennembrudsrolle | Nærværende intensitet, autentisk nerve |
| Fenar Ahmad | Instruktør | Tidligere social-realistiske værker | Håndholdt kamera, tætte nærbilleder, gadeægthed |
| Lars Skree | Director of Photography | Senere to internationale reklamefilm | Køligt nordisk lys, scope-format 2.35:1 |
Ahmads værktøjskasse fortjener et nærmere blik. Hans valg af billedformat – 2.35:1 scope – fremhæver det kølige, nordiske urbane miljø og giver plads til både klaustrofobi og åbne byrum (noteret i American Cinematographer, 2018). Linsevalget hviler primært på 35 mm for en realistisk fornemmelse, mens 50 mm tages i brug i de intime øjeblikke, hvor psykologien skal skinne igennem (ASC Q&A, 2018). Lydbilledet kombinerer minimalistisk elektronika med dundrende undergrundsbeats fra danske Gents (DFI katalog, 2017), og klipperytmen skifter mellem hurtige snit under actionkonfrontationer og lange takes i de stille, opbyggende faser (RogerEbert.com, 2018).
Instruktørens værktøjskasse
| Element | Tidligere værker | I Underverden | Hvilken følelse skaber det? |
|---|---|---|---|
| Kameraarbejde | Let håndholdt | Intense nærbilleder | Øget psykologisk spænding, intimitet |
| Social realisme | Subtil | Skærpet, rå | Sætter publikums forforståelse på prøve |
| Lydbillede | Akustisk | Elektronisk beats | Forstærker grovkornede miljøer, moderne nerve |
Læs også artiklen medvirkende i politiagenter deltog undercover i en aktion mod handel med kokain
De oversete biroller, der får helheden til at synge
Selv når Dar Salim og Ali Sivandi bærer tyngden, er de små nuancer fra birollerne umulige at overse. Underverden henter meget af sin nerve fra præcis de øjeblikke, hvor en bifigur træder frem i lyset – ofte blot for få sekunder – og alligevel efterlader et varigt indtryk. Det er her, at medvirkende i Underverden for alvor adskiller sig fra mere konventionelle gangsterfortællinger. Birollerne er ikke blot statister eller kulisser; de er små eksplosioner af autentisk energi, der gør København til et levende, åndedrættende rum.
Tre navne fortjener særlig opmærksomhed:
Mohamad Khouri som “Mikko” leverer noget nær mute-skuespil i gadeopgøret ved Nørrebro. Hans mimik er millimeterpræcis – en hævet øjenbrynsvinkel, et næsten umærkeligt drag om munden – og det er nok til at signalere både tvivl og trussel. Tidligere havde Khouri kun en kort Rema 1000-reklame på cv’et (ifølge TMDb), men her viser han, at timing og kropssprog trumfer dialogue enhver dag.
Sofie Lassen-Kahlke som “Lizzy” bryder med gangster-genrens tendens til at gøre kvindelige figurer til sexede sidekicks. I telefonopkaldet midt om natten hører vi en stemme, der er usigeligt sårbar under den hårde tone. Lassen-Kahlke balancerer perfekt på kanten mellem styrke og sorg, og hendes præstation tilføjer en psykologisk dybde, som sammenligningsmatricen senere vil vise adskiller Underverden fra både Gomorra og Headhunters. Før Underverden kendte man hende primært fra teaterkoncerten “Måske i morgen”, men her åbner hun døren til filmens mere komplekse univers.
Jacob Hauberg Lohmann som “Pavol” leverer en præstation, der kunne have været ren komisk relief – men i stedet bliver det tragisk og tankeforpligtende. Nederlaget i parkeringskælderen spilles med en timing i fysisk komik, der minder om stumfilmens store mestre, blandet med et sniper-øje for detalje, som får os til at se personen bag volden. Lohmann havde tidligere lavet webserien “Gadens helte”, og her bringer han den samme råhed og nærvær med sig.
| Skuespiller | Figur | Nøglescene | Hvorfor det virker | Tidligere nedslag |
|---|---|---|---|---|
| Mohamad Khouri | “Mikko” | Gadeopgøret ved Nørrebro | Tæt på mute-skuespil, millimeterpræcis mimik | Kort Rema 1000-reklame (TMDb) |
| Sofie Lassen-Kahlke | “Lizzy” | Telefonopkaldet midt om natten | Hendes stemme usigeligt sårbar under hård tone | Teaterkoncerten “Måske i morgen” |
| Jacob Hauberg Lohmann | “Pavol” | Nederlaget i parkeringskælderen | Timing i fysisk komik, sniper-øje for detalje | Webserien “Gadens helte” |
Disse tre biroller er ikke tilfældige valg. Fenar Ahmad har bevidst castet skuespillere, der bringer forskellige registre med sig – fra teater over reklame til web-serier – og det er netop den diversitet, der giver Underverden sin særlige tekstur. Hver scene føles levende, fordi intet føles genbrugt eller standardiseret.
Instruktørens kærlige hånd: valg, rytme og blik
At arbejde med medvirkende i Underverden kræver mere end bare et godt manuskript. Det kræver en instruktør, der forstår, hvordan man guider et ensemble – ikke ved at tvinge dem ind i en form, men ved at skabe rum til, at deres individuelle styrker kan blomstre. Fenar Ahmad har hele karrieren igennem været optaget af at finde den ægte tone, og i Underverden lykkes det på en måde, der er både teknisk imponerende og følelsesmæssigt generøs.
Ahmads kameraarbejde er kendetegnende. Hvor han i tidligere værker anvendte let håndholdt fotografi for at skabe en dokumentarisk følelse, intensiverer han i Underverden tilgangen med nærbilleder, der nærmest borer sig ind under huden på skuespillerne. Denne beslutning – at komme så tæt på – skaber en psykologisk spænding, der gør, at publikum ikke kan undgå at blive involveret. Vi bliver næsten fysisk ukomfortable, når en konfrontation eskalerer, fordi vi ser svedperler, pupiller, der udvider sig, læber, der skælver.
Lyddesignet forstærker denne nerve. I stedet for akustiske, organiske lyde – som Ahmad ofte har foretrukket – kombineres her minimalistisk elektronika med dundrende undergrundsbeats fremført af danske Gents (DFI katalog, 2017). Resultatet er et soundtrack, der både føles moderne og rå, og som gør Københavns natteliv til en karakter i sig selv.
Klipningen følger en bevidst rytme: hurtige klip under actionkonfrontationer, der får pulsen til at stige, og lange takes i de stille, opbyggende faser, hvor vi får tid til at mærke de små forskydninger i magtbalancen (RogerEbert.com, 2018). Denne vekslen mellem hast og stilhed er med til at skabe den åndedrætsrytme, som gør Underverden til mere end en actionoplevelse – det bliver en meditation over valg, konsekvenser og loyalitet.
Castingfilosofien er lige så central. Ahmad valgte bevidst at blande etablerede navne som Dar Salim med “newcomeren” Ali Sivandi (MUBI Notebook, 2017). Denne blanding skaber en dynamik på settet, hvor erfaring møder friskhed, og hvor ingen kan hvile på laurbærene. Hver scene føles levende, fordi ingen ved, hvad den anden vil gøre – og den usikkerhed overføres til publikum.
Billedformatet – 2.35:1 scope – fremhæver det kølige, nordiske urbane miljø og giver instruktøren mulighed for at lege med både klaustrofobi og åbne byrum (American Cinematographer, 2018). Linsevalget hviler primært på 35 mm for en realistisk fornemmelse, mens 50 mm bruges til de intime øjeblikke, hvor det handler om øjne, hænder, små bevægelser (ASC Q&A, 2018).
Instruktørens signaturtræk – tidligere værker vs. Underverden
| Element | Tidligere værker | I Underverden | Effekt på publikum |
|---|---|---|---|
| Kameraarbejde | Let håndholdt | Intense nærbilleder | Øget psykologisk spænding, næsten ubehageligt tæt |
| Social realisme | Subtil | Skærpet, rå | Sætter publikums forforståelse og fordomme på prøve |
| Lydbillede | Akustisk | Elektronisk beats | Forstærker grovkornede miljøer, moderne nerve |
Underverden Trailer
Hvor passer Underverden ind? Slægtskab og fornyelse
Når man ser medvirkende i Underverden i aktion, melder sammenligninger sig naturligt. Skandinavien har en tradition for social-realistisk kriminalfortælling, men Underverden placerer sig et sted mellem den italienske hårdhed i Gomorra, den danske nøgternhed i A Hijacking og den norske elegance i Headhunters. Alligevel er det ikke en kopi af nogen af dem. Underverden omfavner gangster-troper – volden, hierarkierne, forræderierne – men bryder dem samtidig ved at lade kvindelige karakterer og biroller træde frem som små eksplosioner af autentisk energi.
Sammenligningen med Gomorra er oplagt: begge serier dykker ned i kriminelle underverdensmiljøer og afviser romantiseringen. Men hvor Gomorra ofte dvæler ved det systematiske, mafia-agtige maskineri, zoomer Underverden ind på individet – på det enkelte valg, den enkelte løgn, det enkelte forræderi. Kvinderollen er også markant anderledes: Lizzys psykologiske dybde (som tidligere nævnt) giver Underverden en ekstra dimension, som Gomorra sjældent tillader sine kvindelige figurer.
A Hijacking – Tobias Lindholms kammerspilsagtige thriller – deler Underverdens kærlighed til lange takes og stille spænding, men mangler den urbane nerve og den musikalske puls, som Underverden får fra Gents‘ undergrundsbeats. Headhunters bringer elegant action og visuel perfektion, men Underverden vælger en mere dokumentarisk præcision – næsten som om kameraet tilfældigt var til stede i de københavnske baggårde.
| Parameter | Underverden | Gomorra (TV) | A Hijacking (film) | Headhunters (film) | Hvad skiller Underverden ud? |
|---|---|---|---|---|---|
| Realistisk vold | ++ | + | + | ++ | Skandinavisk præcision, næsten dokumentarisk |
| Kvinde-rolle | +++ | + | – | + | Lizzys psykologiske dybde, ikke bare sidekick |
| Musikstil | ++ | + | – | +++ | Undergrundsbeats + drønende synth, moderne nerve |
| Miljøskildring | +++ | ++ | + | ++ | Nørrebros beton-jungle, autentiske gademiljøer |
Underverden arver noget fra dem alle – den italienske grovhed, den danske nøgternhed, den norske visuelle elegance – men tilføjer sit eget: en kærlighed til birollerne, en respekt for de små øjeblikke og en troværdighed, der kommer af, at skuespillere og instruktør har arbejdet tæt sammen med de miljøer, de portrætterer.
Læs også artiklen medvirkende i vi skal skærpe indsatsen unge kriminelle
Kulturhistorisk resonans: København, parallelsamfund og streaming
Underverden udkom ikke i et vakuum. Serien ramte skærmen i et Danmark, hvor gentrificering og etnisk segregation stod højt på den politiske dagsorden. Optagelserne fandt sted i maj 2016 i Nordvest, København (Festival Q&A, Berlinale 2018), og præcis som kameraerne rullede, eskalerede debatterne om parallelsamfund i Folketinget. Januar 2017 markerede et højdepunkt i disse diskussioner, og da Underverden fik verdenspremiere på CPH:DOX i oktober samme år, føltes serien både som en kommentar og en spejling af den virkelighed, mange danskere navigerede i.
Det var også et vendepunkt for dansk streaming. November 2017 bragte en SVOD-aftale med Viaplay, der lukkede et gab i det danske streaming-landskab og gjorde Underverden tilgængelig for et bredere publikum. Pludselig var det ikke kun festivalpublikummet, der kunne se medvirkende i Underverden arbejde; det var alle med en internetforbindelse.
Instruktøren forklarede senere i DGA Quarterly (2018), hvordan produktionsprocessen blev præget af virkeligheden omkring dem. Politiets tilladelser blev forsinket, hvilket medførte en todelt produktionsplan og improviserede natoptagelser. Men netop disse kompromiser tilføjede en ekstra kant af autenticitet. Som Ahmad udtrykte det:
“Jeg ønskede ægtheden fra gaderne – hver sten og hver opgang er hostet ind i fortællingen.”
Tidslinje: Vigtige kultur- & branchehændelser omkring premieren
- Maj 2016: Optagelser i Nordvest, København (Festival Q&A, Berlinale 2018)
- Januar 2017: Debat om parallelsamfund i Folketinget
- Oktober 2017: Verdenspremiere på CPH:DOX
- November 2017: SVOD-aftale med Viaplay lukker det danske streaming-gab
Budgettet lå på ca. 18 mio. DKK (SFI-katalog) – ikke overdådigt efter internationale standarder, men nok til at sikre kvalitet i casting, foto og lyd. Optagelserne strakte sig over 6 uger, og lokale gademiljøer blev involveret på en måde, der gav rollebesætningen adgang til de mennesker og steder, de skulle portrættere. Dette er ikke en serie lavet på green screen i et studie; det er en serie skabt i dialog med en by, der selv undergår forandring.
Modtagelse med hjertet: kritik og publikumsreaktion
Når man ser tilbage på receptionen af Underverden, springer to ting i øjnene: den næsten enstemmige ros til fotografi og ensemble, og den måde, publikum hæfter sig ved de små detaljer – de biroller, der kunne have været oversete, men som i stedet bliver husket som seriens hjerteslag.
Rotten Tomatoes (Top Critics) gav Underverden 84 % bedømmelse – en imponerende score for en skandinavisk thriller, der ikke går på kompromis med sin tone (ifølge baggrundsanalysen). Publikum på Letterboxd ligger stabilt på 3,8/5 (Letterboxd, 2020), og i kommentarfelterne er det især medvirkende i Underverden, der roses for deres troværdige nuancer. Igen og igen fremhæves Khouri, Lassen-Kahlke og Hauberg Lohmann som de, der giver serien sin særlige tekstur.
Serien blev nomineret til bedste foto ved Robert-prisen 2018, og DoP Lars Skree cementerede sit navn med to store internationale reklamefilm kort efter (produktionstal, jf. analysen). Men det er ikke kun de tekniske præstationer, der huskes. Det er måden, serien får os til at mærke København – ikke som postkort-billeder, men som levende, åndende, konfliktfyldte gader, hvor valg har konsekvenser, og hvor hver sten bærer historier.
Kritikerne fremhævede især den måde, Underverden bryder med gangster-troperne. Kvindelige karakterer er ikke blot sexede sidekicks, og biroller får tid og rum til at ånde. I en genre, der ofte fører til stereotyper, føles Underverden som et frisk pust – en serie, der stoler på, at publikum kan holde til kompleksitet og nuancer.
Hvad venter for de medvirkende? Karriereperspektiver efter Underverden
At medvirke i Underverden har været mere end et job for mange af skuespillerne; det har været en springbræt. Ali Sivandi oplevede efter seriens premiere en markant stigning i tilbud fra både tv- og spillefilmsproduktioner (Variety, 2019). Fra at være omtalt som “newcomer” er han nu et navn, der står på egne ben – en skuespiller, man booker, fordi man ved, at han kan levere både nerve og nuance.
Birolleprofilen Mohamad Khouri har siden fået kontrakt med DR til en miniserie i 2022 (ifølge analysen). Hans præstation som Mikko – den næsten mute mimik, den millimeterpræcise timing – har åbnet døre til større roller, hvor hans evne til at kommunikere uden ord bliver en styrke.
Sofie Lassen-Kahlke fortsætter sin karriere mellem teater og film, og hendes Lizzy-rolle har vist, at hun mestrer overgangen mellem medier. Jacob Hauberg Lohmann har ligeledes fået flere tilbud, og hans evne til at blande fysisk komik med emotionel dybde gør ham til en eftertragtet karakter-skuespiller.
For instruktør Fenar Ahmad har Underverden bekræftet hans position som en af de mest interessante stemmer i skandinavisk film. Hans næste projekter følges tæt af både publikum og kritikere, og hans metode – den ubønhørlige jagt på “den autentiske kant” – er blevet en slags kvalitetsstempel.
Lars Skree, DoP’en, har som nævnt cementeret sit navn internationalt, og hans visuelle signatur søges nu af reklamebranchen såvel som af spillefilmsproducenter.
Det er sjældent, at en enkelt serie kan åbne så mange døre for så mange. Men medvirkende i Underverden har netop det til fælles: de har alle fået lov til at vise, hvad de kan, i et format, der respekterer deres håndværk. Og publikum har lagt mærke til det.
Konklusion – hvorfor vi bliver ved med at se
Der er film og serier, man ser og glemmer. Og så er der værker, der bider sig fast – ikke fordi de skriger, men fordi de hviskede noget sandt. Underverden hører til den sidste kategori. Fenar Ahmads kompromisløse realisme møder et ensemble, der spiller som én organisme, og sammen skaber de en fortælling, der både er tidløs og dagsaktuelt.
At medvirkende i Underverden leverer så forskellige, men alligevel helt ægte portrætter, gør værket til mere end underholdning. Det bliver et studium i menneskelighed – i de valg, vi træffer, når vi tror, ingen ser, og i de konsekvenser, der følger, når loyaliteten sættes på prøve.
Hvis du kun tager én pointe med fra denne artikel, så lad det være denne: det er i de små biroller, at Underverden eksploderer i sin dybeste menneskelighed. Det er i Khouris stumme mimik, i Lassen-Kahlkes sårbare telefonstemme, i Hauberg Lohmanns tragiske komik. Det er i de øjeblikke, hvor kameraet dvæler ved et ansigt i brøkdele af et sekund for længe – og vi pludselig forstår, at det, vi ser, ikke er skuespil. Det er liv.
Medvirkende i Underverden har givet os noget sjældent: en fortælling, der respekterer både gadens råhed og hjertets skrøbelighed. Og derfor bliver vi ved med at vende tilbage. Ikke fordi vi vil have svar, men fordi vi vil mærke, hvad det betyder at være menneske – også når mørket falder over København, og valgene bliver svære.
