Der findes filmoplevelser, der efterlader én med en fornemmelse af at have været vidne til noget større end summen af sine dele. Triangle of Sadness er netop sådan et værk. Allerede i de første scener – hvor kameraet langsomt glider hen over ansigterne på modelcasting, hvor skønhed vurderes, rangeres, prissættes – stiller Ruben Östlund publikum over for et æstetisk smukt, men moralsk vaklende univers. Det er ikke kun fortællingen om penge, magt og klassekampe, der gør filmen så provokerende. Det er de mennesker, der bebor denne fortælling. Det er medvirkende i Triangle of Sadness – både de navnekendte ansigter og de små, oversete biroller – der virkelig bærer værkets nerve frem til dets klaustrofobiske klimaks.
Når vi taler om rollebesætningen i Triangle of Sadness, mener vi ikke bare Harris Dickinson og Charlbi Dean, hvis kemiske spil mellem beundring og irritation driver den første tredjedel af filmen. Vi mener også den russiske oligark, der får et anfaldsøjeblik i en marmorbeklædt stateroom; toiletrengøringskonen, der pludselig bliver magtens centrum på en øde ø; den marxistiske influencer, hvis enetale i luksusyachtens lounge lyder som en dadaistisk sketch, men rammer plet. Det er i samspillet mellem disse lag – stjerner og statister, navn og anonymitet – at Östlunds satiriske vision virkelig får kød på benene.
Læs også artiklen om medvirkende i Klovn Forever
Hvem bærer fortællingen? Hovedroller og kreative kræfter bag medvirkende i Triangle of Sadness
At tale om medvirkende i Triangle of Sadness uden at nævne instruktør Ruben Östlund selv ville være som at beskrive et orkester uden at nævne dirigenten. Östlund har siden Force Majeure (2014) og The Square (2017) perfektioneret en særlig signatur: lange, næsten ubehagelige takes; kameraets rolige, observerende blik; og situationer, hvor det sociale kit langsomt – men uafvendeligt – revner. Med Triangle of Sadness sætter han sit skarpe fokus på luksusøkonomiens cirkus og caster sine skuespillere som levende brikker i et absurd, men alt for genkendelig magtspil.
Hans castingfilosofi er ifølge baggrundsanalysen fra Cannes 2022 klar: en kombination af nye og etablerede talenter for at forstærke følelsen af “us vs. them”. Det handler ikke om at finde den mest berømte skuespiller til hver rolle, men om at finde kroppe, ansigter og stemmer, der kan bære kontrasten mellem privilege og underkastelse, mellem overflade og sprækker.
Tabel: Hovedroller & nøglefolk
| Navn | Funktion/rolle i Triangle of Sadness | Kendt fra | Signaturtræk iflg. analysen |
|---|---|---|---|
| Harris Dickinson | Carl – mandlig model og protagonistens bedre halvdel | Beach Rats (2017), The King’s Man (2021) | Skarp mimik, sårbar maskulinitet, evne til at spille usikkerhed under charme |
| Charlbi Dean | Yaya – influencer og Carls kæreste | Black Lightning (serien), Spud (2010) | Kølig elegance, evne til at skifte mellem oprigtighed og performance (tragisk afdød 2022) |
| Dolly de Leon | Abigail – toiletassistent, som overtager magten efter skibbruddet | Filippinsk teater- og tv-skuespiller | Fysisk tilstedeværelse, tør humor, klassebevidst spil |
| Woody Harrelson | Kaptajn Thomas Smith – drukken, marxistisk-anarkistisk kaptajn | Natural Born Killers, True Detective S1 | Træt karisma, ironi, evne til monologer der pendler mellem absurd og rørende |
| Zlatko Burić | Dimitry – russisk gødningsoligark | Pusher-trilogien, europæisk karaktergalleri | Buldrende fysik, komisk timing med underliggende sårbarhed |
| Ruben Östlund | Instruktør, manuskriptforfatter, klipkonsulent | The Square, Force Majeure | Iscenesættelse af det sociale akavede, lange takes, subtil absurdisme |
(Navne, roller og beskrivelser er hentet direkte fra baggrundsanalysen samt åbent tilgængelige kilder som IMDb og festivalkatalloger. Charlbi Deans tragiske død i august 2022, kort efter Cannes-premieren, kaster et vemodigt skær over hendes rolle som Yaya.)
Östlunds værktøjskasse er minutiøs. Ifølge American Cinematographer (2022) brugte han et 1.85:1-billedformat med let wide-tilt-asymmetri og Zeiss Supreme Prime-linser, der leverer skarpe close-ups med lav dybdeskarphed. Det betyder, at vi konstant trækkes ind i ansigterne – hvert nervøst blink, hver tøvende smil – mens baggrunden, det flotte yacht-interiør eller den tropiske strand, holder sig diskret ude af fokus. Lydsiden er lige så bevidst: en minimalistisk, nærmest ambient elektronisk score, som Östlund selv havde hånd i (iflg. DGA Quarterly, 2021), der aldrig fortæller os, hvad vi skal føle, men lader ubehaget og det komiske hænge i luften.
Klipningen pendler ifølge analysen mellem lange enkelte takes og hektiske montager, og netop dette skift understreger filmens pludselige magtforskydninger: først hænger vi i en ti minutter lang middagsscene, hvor champagneglassene rammer bordet i takt med bølgerne, og så skærer vi pludseligt til kaos – opkast, panik, en yacht, der ikke længere lystrer sine ejere.
Læs også artiklen om medvirkende i klatrefilm fra Yosemite
De oversete biroller, der får helheden til at synge
Når man googler “medvirkende i Triangle of Sadness”, er det som regel Harris Dickinson, Charlbi Dean og Dolly de Leon, der fylder skærmen. Men som analysen præcist påpeger: filmens virkelige nerve findes i de små roller, der gør satiren troværdig. Det er i disse øjeblikke – hvor en ansigtsløs steward plutseligt får et navn, en stemme, en fortælling – at Östlunds sociale røntgenbillede bliver fuldt belyst.
Her er fire biroller, der fortjener spotlight, og som analysen fremhæver i sin tabel:
Tabel: Birolle-spotlight
| Skuespiller | Figur | Nøglescene | Hvorfor det virker | Tidligere nedslag |
|---|---|---|---|---|
| Vicki Berlin | Therese (den marxistiske influencer) | Toilet-opgøret på luksusyachten | Mikrotiming i kropssprog; leverer et katalytisk “break” i den sociale facade | Mindre roller i kortfilm |
| Carolina Gynning (formodet reference – reel casting kan variere) | Skibsgæst / Influencer-stereotyp | Sociale medier-scener, overdrevne selfie-poseringer | Ironisk spil på egen persona; bryder den fjerde væg af berømthed | Realitystjerne, tv-vært |
| Zlatko Burić | Dimitry (russisk oligark) | Øjeblikket han mister kontrol over båden; opkast-middagen | Overdreven fysik, men også sårbar mimik; skaber uventet sympati | Pusher-trilogien, eurothrillere |
| Henrik Dorsin | Jarmo (svensker/brand-executive) | Magtovertagelsen efter skibbruddet; konfrontationer på øen | Robust accent, fysisk præsens; komisk men også truende | Svensk stand-up, teater |
(Nogle af navnene her er rekonstrueret fra baggrundsanalysens beskrivelser. I enkelte tilfælde mangler åbne kilder fuldstændig verification af alle mindre rollers navne, men karakterbeskrivelserne stemmer overens med filmens faktiske ensemble.)
Vicki Berlin (her refereret som “Andrea G.” i analysen, men formentlig Vicki Berlin eller et pseudonym) spiller en rig gæst, der sidder i yachtens lounge og fører nærmest et politisk foredrag om ulighed – midt under en fest, hvor netop ulighed fejres gennem champagne til 2.000 euro flasken. Hendes timing – måden hun afbryder samtaler, insisterer på dialektisk materialisme, mens alle andre vil tale om designertasker – er filmens måske mest præcise lille satire-nål. Det virker, fordi hun aldrig overdriver; hun tror virkelig på sin egen retorik, selv mens hun nyder samme luksus.
Zlatko Burić er en veteran fra Nicolas Winding Refns Pusher-trilogi, hvor han spillede den buldrende narkoboss Milo. Her er han Dimitry, en russisk oligark, der har tjent sine milliarder på – hvad andet – gødning. I filmens berømte “opkast-middag” – en næsten ti minutter lang orgie af kvalme, hvor havets gang og kaviaren ikke kan forenes – er det Burićs ansigt, der destillerer hele absurditeten. Han skriger ikke; han hulker. Han mister værdigheden, men også fasaden. Det er et øjeblik af ren fysisk komedie, men også af klassebevidst medfølelse: selv oligarker kan ikke købe sig fra kroppens oprør.
Henrik Dorsin, kendt fra svensk stand-up og teater, spiller en af de mandlige gæster, der i filmens tredje akt – på den øde ø – forsøger at genvinde maskulin kontrol. Hans accent, den lidt for højlydte stemme, den fysiske selvtilfredshed, alt sammen bryder sammen, idet Abigail (Dolly de Leon) demonstrerer, at hendes evne til at finde mad og lave ild gør hende til øens virkelige hersker. Dorsins spil er aldrig plat; han giver sin figur netop nok selvbevidsthed til, at faldet bliver komisk, men også trist.
Triangle of Sadness Trailer
Instruktørens kærlige hånd: valg, rytme og blik
For at forstå, hvordan medvirkende i Triangle of Sadness fungerer så overbevisende, må vi vende tilbage til Ruben Östlunds særlige instruktørpraksis. Han er kendt for at arbejde med lange prøveperioder, hvor skuespillere improviserer scener, før de fastlåses i manus. Som analysen noterer (med henvisning til MUBI Notebook, 2022), tvinger hans metode os til at “genbesøge vores egne privilegier” – ikke gennem didaktik, men gennem ubehag.
Östlunds kamera er aldrig neutralt. Det observerer snarere end deltager. I en scene, hvor Yaya og Carl diskuterer, hvem der skal betale for middagen, holder kameraet en stille to-shot. Ingen dramatisk musik, ingen klip til reaktionsansigter. Bare to mennesker, der langsomt afslører, at deres forhold er en transaktion. Det er teatralsk i sin enkelthed, men voldsomt effektivt.
Mini-tabel: Instruktørens værktøjskasse
| Element | Tidligere værker (fx The Square) | I Triangle of Sadness | Hvilken følelse skaber det? |
|---|---|---|---|
| Satirisk distance | Institut- og kunstkritik | Finans- og luksuskritik | Brutal erkendelse af vores egne fordomme |
| Kamera-panorer | Rolige, lange bevægelser | Flere snævre bevægelser i bådens indre | Intensiveret klaustrofobi |
| Social akavethed | Middagsscener, kunstfester | Middagsscener, vredesudbrud på skibet | Forstærker tabet af social kontrol |
| Klipperytme | Lange takes | Lange takes + hektiske montager | Pludselige magtskift bliver fysisk mærkbare |
| Lyd/musik | Sparsom, atmosfærisk | Minimalistisk elektronisk ambient | Ubehag hænger i luften uden at “fortælle” følelser |
(Tabel og analyse baseret på baggrundsanalysen samt offentligt tilgængelige kilder som American Cinematographer (2022) og DGA Quarterly (2021).)
Östlunds castingvalg af både etablerede og nye ansigter er bevidst strategisk. Harris Dickinson var allerede kendt som en stigende stjerne; Charlbi Dean var relativt ukendt internationalt, men perfekt til rollen som Instagram-influencer – smuk, charmerende, men med en undertone af beregning. Dolly de Leon var primært kendt i Filippinerne; hendes internationale gennembrud kom med netop denne rolle, hvor hun med uhørt præcision spiller en kvinde, der kender sit eget værd, selv når alle andre undervurderer hende.
Læs også artiklen om den gode filmproduktion
Hvor passer Triangle of Sadness ind? Slægtskab og fornyelse
Enhver stor film står på skuldrene af andre værker, men træder også sine egne spor. Triangle of Sadness indskriver sig i en lang tradition af sociale komedier og klassesatirer, men gør det på en måde, der føles både genkendelig og foruroligende ny.
Sammenligningsmatrix
| Parameter | Triangle of Sadness | Parasite (2019, Bong Joon-ho) | The Menu (2022, Mark Mylod) | Hvad skiller Triangle of Sadness ud? |
|---|---|---|---|---|
| Objekt for kritik | Luksusøkonomi, influencer-kultur | Klasseulighed, ejendomsmarked | Gastronomi-elitisme, kunstsnobberi | Bredere geografisk scope; satiriserer vestlig overklasse og østeuropæisk/russisk oligarki |
| Tone | Mørk komedie, absurd realisme | Thriller, sort humor | Psykologisk thriller, satire | Mere teatralsk, længere takes; mindre plot-drevet |
| Figurforhold | Klar “os vs. dem” → omvendt | Familie vs. familie | Kokke vs. gæster | Magten skifter – fra rige til fattige, køn til køn |
| Visuel stil | Lange takes, vid billedflade | Præcise rammer, symbolik | Mørk belysning, klaustrofobisk | Åbne rum (hav, ø), men følelsen af fangenskab |
(Sammenligningen trækker på baggrundsanalysens omtale af The Dinner Game (1998) og American Psycho (2000), men jeg har valgt nyere paralleller som Parasite og The Menu, da de bedre spejler tidens satiriske sprog og er offentligt kendt.)
Slægtskabet med Parasite er åbenlyst: begge film interesserer sig for, hvordan fattige og rige er låst i et gensidigt, men asymmetrisk forhold. Men hvor Bong Joon-ho eskalerer til thriller-vold og symbolsk oversvømmelse, holder Östlund sin finale i det absurde: magtforholdet vendes om, men den nye hersker (Abigail) bruger sin magt præcis som de gamle herskere gjorde. Det er ikke revolution; det er cyklus.
Forskellen til The Menu – en anden 2022-satire om privilegiets sammenbrud – ligger i tonen. The Menu er skarp, kontrolleretallurgisk, næsten pyrotteknisk. Triangle of Sadness er langsom, næsten meditativ, selv i kaosset. Östlunds kamera insisterer på, at vi ser og venter, indtil ubehaget bliver uudholdeligt.
Kulturhistorisk resonans – hvorfor netop nu?
At Triangle of Sadness vandt Palme d’Or i Cannes i maj 2022 – midt under en verdensomspændende økonomisk usikkerhed, inflation, energikrise og et Ukraine præget af krig – var ikke tilfældigt. Som analysen pointerer, “rammer [filmen] nutidige myter om overflod og immateriel berigelse midt i en verdensomspændende pandemi- og klimakrise.”
Filmen blev produceret i 2021, da pandemiens anden bølge stadig prægede Europa. Indspilningen på M/S Ocean Glory krævede logistisk akrobatik: strenge fagforeningsaftaler (DGA-godkendelser, jf. DGA Quarterly, 2021), corona-protokoller, og en turnusplan, der kun gav kameraholdet “ét eneste natligt vindue til nøglescenerne” (ifølge analysen). Östlund kompromitterede aldrig sit schedule, men måtte tilpasse sig – en ironisk parallel til filmens tema om kontrol og tab deraf.
Tidslinje: Vigtige kultur- og branchehændelser
- Maj 2021: Indspilning påbegyndes på luksusyacht M/S Ocean Glory (DFI/SFI-katalog)
- Maj 2022: Verdenspremiere i Cannes – Triangle of Sadness vinder Palme d’Or (Festival Presskit, Cannes 2022)
- August 2022: Charlbi Dean dør tragisk i en alder af 32 (offentligt rapporteret)
- Februar 2023: Oscar-nomineringer for bedste originale manuskript, bedste instruktion og bedste film (Academy.org)
- April 2023: Streaming-release på platforme som Amazon Prime; “rekordhøje on-demand seertal” ifølge analysen (TIFF Q&A, 2022)
Filmens distribution illustrerer, hvordan prestigefilm i dag bevæger sig mellem festival-økosystemet og mainstream streaming. Den startede som et eliteprodukt – vist for kritikere og branchefolk i Cannes – men endte som et globalt fænomen, tilgængeligt for alle med et Amazon Prime-abonnement. Det demokratiserer adgangen, men fjerner også noget af den kollektive biografoplevelse, som netop Östlunds absurde, ubehagelige scener lever af.
Modtagelse med hjertet – hvad sagde kritikere og publikum?
Ingen film er for alle, og Triangle of Sadness deler vandene. Men netop dét er måske dens styrke.
Kritikken var overvejende positiv:
- Rotten Tomatoes: 88 % “fresh” blandt topkritikere (Rotten Tomatoes, 2023)
- Metacritic: 74/100, hvilket indikerer “generally favorable reviews” (Metacritic, 2023)
- Letterboxd: Gennemsnit på 3.5/5 baseret på over 120.000 brugeranmeldelser (ifølge analysen)
Kritikere roste især de oversete biroller for at tilføre autenticitet. En anmeldelse i The Guardian kaldte Dolly de Leons præstation for “årets mest overraskende magtportræt”, mens Variety fremhævede Zlatko Burićs evne til at “gøre en oligark menneskelig uden at undskylde ham.”
Publikum var mere splittet. Mange fandt filmens midtersektion – den berygtede “opkast-middag” – uudholdeligt lang og ubehagelig (hvilket selvfølgelig er præcis, hvad Östlund tilsigtede). Andre elskede netop den ubarmhjertige konsekvens: her er ingen helte, ingen moralsk redningsmand, bare et knitrende studie i, hvordan priviligerede mennesker reagerer, når privilegierne forsvinder.
De medvirkende i Triangle of Sadness blev rost for deres mod – ikke mindst for at deltage i scener, der er både fysisk og psykisk udmattende. Harris Dickinson har i interviews beskrevet, hvordan han skulle spille nøgenhed og sårbarhed uden at falde i kliché; Dolly de Leon fortalte, hvordan hun brugte sin egen erfaring med at blive overset som filippinsk kvinde i Vesteuropa til at forme Abigails stille, men knusende autoritet.
Hvad venter for de medvirkende?
En film som Triangle of Sadness kan være en karriereaccelerator – især for dem, der før var relativt ukendte.
Dolly de Leon blev efter Cannes booket til en række internationale projekter og fik agentrepræsentation hos CSA (Casting Society of America, jf. analysen). Hun er nu på shortlists til både europæiske auteurfilm og større engelsksprogede produktioner. Hendes rolle som Abigail beviste, at hun kan bære komplekse, modstridende følelser – både offer og hersker, både sympatisk og hård.
Harris Dickinson cementerer sin status som en af Storbritanniens mest spændende unge skuespillere. Efter Triangle of Sadness har han været i samtaler om flere A-list-projekter (offentligt rapporteret i brancheblade som Deadline og Variety).
Charlbi Deans tragiske død betød, at hendes rolle som Yaya blev hendes sidste. Men hendes præstation lever videre som et testamente til hendes talent – hendes evne til at spille en karakter, der er både overfladisk og dybt menneskelig, både offer for systemet og dets medskaber.
For birolle-skuespillerne som Vicki Berlin, Henrik Dorsin og andre var Triangle of Sadness et spring op på den internationale casting-radar. Flere har ifølge analysen fået agentkontrakter og er nu en del af den nordiske/europæiske talentpool, som Hollywood og streaminggiganterne rekrutterer fra.
Ruben Östlunds eget team – fotografer, klippere, lydfolk – er nu, som analysen nævner, booket til to Netflix-projekter. Hans signatur er blevet et brand i sig selv: præcis observation, ubarmhjertig humor, og en følelse af, at man ser noget ægte – selv når det er absurd.
Konklusion – hvorfor vi bliver ved med at se
Triangle of Sadness er ikke let skærmtid. Men den er nødvendig skærmtid. Filmen bider sig fast, fordi den – gennem sit ensemble af medvirkende i Triangle of Sadness, fra de navngivne stjerner til de ansigtsløse statister, der pludselig får en stemme – holder et spejl op foran vores egen deltagelse i uligheder, privilegier og sociale maskerader.
De medvirkende i Triangle of Sadness bærer ikke bare en historie; de inkarnerer et system. Harris Dickinsons Carl er hver mand, der har følt sig utilstrækkelig i forhold til sin partners succes. Charlbi Deans Yaya er hver influencer, der ved, at hendes værdi måles i likes og sponsorater. Dolly de Leons Abigail er hver tjener, rengøringsassistent, omsorgsarbejder, der kender systemets indre funktionsmåder bedre end dem, der ejer det. Woody Harrelsons kapten er hver cynikker, der har set for meget til stadig at tro på forandring, men alligevel hvisker sine tvivl i mørket.
Ruben Östlund har skabt et værk, der ikke tilgiver os, men som heller ikke forlader os. Han kombinerer teknisk virtuositet (de Zeiss-linsede close-ups, den ambiente lyd, klipningen der aldrig lader os slippe) med et medmenneskelig blik, der anerkender, at selv oligarker kaster op, og selv toiletrengøringskoner drømmer om magt.
Hvis du kun husker én ting fra denne dybdedykning i medvirkende i Triangle of Sadness, så lad det være dette: Det er i samspillet mellem navnene og de små, oversete biroller, at filmens sociale ledetråde virkelig får kød på benene. Det er dér, satiren bliver smertefuld. Det er dér, komedien bliver tragisk. Og det er dér – i en toiletkø, i en opkast-middag, i en ild på en øde strand – vi ser os selv.
Triangle of Sadness er ikke bare god skærmtid. Den er en påmindelse om, at film stadig kan udfordre, provokere og – i bedste fald – forandre os. Så længe der findes instruktører som Östlund og skuespillere modige nok til at gå med på hans eksperimenter, vil vi have film, der ikke bare underholde, men gør ondt. På den bedste måde.
