Jeg satte mig ned med forventninger. Ikke store, ikke små – bare stille forventninger om at blive taget med et sted. Netflix havde brugt det, der svarer til næsten to milliarder kroner på denne film. Russo Brothers bag kameraet. Millie Bobby Brown og Chris Pratt i hovedrollerne. En graphic novel af Simon Stålenhag som fundament. Alt pegede mod noget, der i det mindste ville forsøge at ramme mig.
Og det forsøgte det. Det forsøgte det virkelig.
Men der er forskel på at forsøge og på at lykkes.
The Electric State er en dystopisk sci-fi-film fra 2025, tilgængelig på Netflix, og den fortæller historien om en ung kvinde, der søger sin forsvundne bror i en verden, hvor droner og robotter har overtaget, og menneskene er gledet ind i en slags teknologisk søvn. Det lyder smukt. Det ser smukt ud. Men følte jeg det?
Lad mig fortælle dig det ærligt.
Hvordan føltes The Electric State?
Der er øjeblikke i denne film, hvor jeg mærkede et lille ryk i brystet. En stemning af ensomhed, en verden der er faldet fra hinanden uden at nogen rigtig lagde mærke til det. Den dystopiske verden i The Electric State er ikke den slags dommedagsscenarie, der råber af dig. Den er stille og trist på en måde, der faktisk kan ramme, hvis du lader den komme tæt nok på.
Men problemet er, at filmen ikke rigtig lader dig komme tæt nok på.
Jeg sad der og kiggede på noget, der var teknisk imponerende, visuelt overdådigt – og følelsesmæssigt på sikker afstand. Som at kigge på noget smukt gennem et vindue, du aldrig får lov at åbne. Anmeldere har kaldt den “totalt ligegyldig”, og selv om det er hårdt sagt, forstår jeg, hvor det kommer fra. Der er en tomhed i midten af filmen, som ingen mængde specialeffekter kan fylde ud.
Jeg ville så gerne have følt mere.
Læs også artiklen medvirkende i Heart of Stone
Relationer og kemi
Millie Bobby Brown spiller Michelle, den unge kvinde på jagt efter sin bror. Hun er god til at bære noget tungt indeni – det har hun vist før. Og der er øjeblikke, hvor hendes sårbarhed føles ægte, hvor jeg troede på hendes smerte og hendes desperations-drevne kærlighed til en bror, hun ikke vil give op.
Chris Pratt spiller ved hendes side – en slags vagabond-figur med sit eget hjerte gemt godt væk. Hans charm er der. Den er altid der. Men kemien mellem dem forbliver overfladisk det meste af tiden. De to finder aldrig rigtigt hinanden på den måde, der får dig til at holde vejret.
Michelle Yeoh er med, og hun bærer en naturlig værdighed, der gør selv korte scener interessante. Stanley Tucci og Ke Huy Quan er en del af castet, og Jason Alexander lægger stemme til en af filmens robotkarakterer – et lille detalje, der faktisk gav mig et smil.
Men ingen af relationerne når helt det sted, hvor jeg glemte, at jeg sad og kiggede på skuespillere. Og det er det, der skal til.
De øjeblikke der blev hos mig
Der er faktisk øjeblikke, jeg bærer med mig.
Den dystopiske verden som helhed – en Amerika i forfald, hvor folk har givet sig selv hen til teknologi og drømme, mens den virkelige verden langsomt ruster ned udenfor – den stemning sidder stadig i mig. Ikke som en stor følelse, men som en lavmælt melankoli.
Og Michelle og hendes brors relation. Den er filmens hjerte, selv om den ikke altid banker stærkt nok. Tanken om at rejse igennem et ødelagt land for én person – det rammer noget universelt i mig. Det er den slags kærlighed, jeg forstår.
Desuden er der noget ved idéen om denne verden – hentet fra Simon Stålenhags graphic novel – som er så original, at den sætter sig. Det er ikke en verden, vi har set hundrede gange før. Og det tæller.
Læs også artiklen medvirkende i From
Det der ikke helt ramte
Jeg vil være ærlig, for det er den eneste måde at gøre dette rigtigt.
Filmen er for lang og for bred. Den vil for mange ting på én gang og ender med at føles spredt. I stedet for at grave sig ned i de menneskelige øjeblikke – dem, der kunne have gjort ondt på den gode måde – vælger den igen og igen det store og det spektakulære.
Og budgettet… man mærker budgettet. Det er paradoksalt, fordi pengene burde frigøre historien, men i stedet føles det som om, de har kvalt noget af det rå og ægte. Filmen er poleret til ukendelighed.
Jeg savnede mudder. Jeg savnede noget ufærdigt, noget der skar. Soundvenue har beskrevet det som to milliarder kroner tabt på gulvet, og selv om jeg er mere blid i min dom, er der sandhed i den sætning.
Medvirkende i The Electric State
Her er et overblik over skuespillerne i The Electric State og deres roller:
| Skuespiller | Rolle | Note |
|---|---|---|
| Millie Bobby Brown | Michelle | Sårbar og troværdig – filmens bedste øjeblikke |
| Chris Pratt | Keats | Charmerende, men kemien mangler dybde |
| Michelle Yeoh | Dr. Amara Mukherjee | Naturlig og værdigt tilstedeværende |
| Stanley Tucci | Del | Birollekarakter med personlighed |
| Ke Huy Quan | Bilde | Varm tilstedeværelse, underudnyttet |
| Jason Alexander | Stemme til robot-karakter | Et lille overraskende smil |
De medvirkende i The Electric State tæller et stærkt ensemble – men filmen bruger dem ikke fuldt ud.
Læs også artiklen medvirkende i The Bear
Hvorfor The Electric State stadig føles relevant i dag
Selv om filmen ikke ramte mig følelsesmæssigt, som jeg håbede, er der noget i dens verden, der taler til noget aktuelt.
Vi lever i en tid, hvor teknologi langsomt overtager mere og mere af vores opmærksomhed, vores tid, vores forbindelser til hinanden. Den dystopiske virkelighed i The Electric State – hvor folk foretrækker en simuleret verden frem for den virkelige – er ikke så langt fra noget, vi kender. Det er bare gjort mere bogstaveligt.
Og spørgsmålet filmen stiller, stille og uden at råbe: Hvad er du villig til at give slip på for at føle dig tryg? – det er et spørgsmål, der er værd at sidde med.
Simon Stålenhags oprindelige graphic novel havde noget at sige om dette. Og selv om filmen ikke siger det klart nok, er ekkoet der.
Afslutning
Jeg ville ønske, jeg sad her og fortalte dig, at The Electric State havde revet noget op i mig. At jeg sad stille lidt for længe bagefter. Men det gjorde jeg ikke.
Det er ikke en dårlig film. Det er en film, der valgte sikkerhed frem for sårbarhed. Og for mig er sårbarhed det, der gør en film levende.
De medvirkende i The Electric State gør, hvad de kan. Russo Brothers har skabt noget smukt at se på. Men hjertet – det lille urolige, ægte hjerte – det manglede.
Måske er det dig, der sidder der, som vil føle noget andet. Og det håber jeg for dig.
FAQ – Alt du vil vide om The Electric State
Hvem er de medvirkende i The Electric State?
De vigtigste skuespillere i The Electric State er Millie Bobby Brown, Chris Pratt, Michelle Yeoh, Stanley Tucci, Ke Huy Quan og Jason Alexander. Samlet set er det et stærkt cast, der dog ikke altid får plads til at folde sig ud.
Hvem instruerede The Electric State?
Filmen er instrueret af Anthony Russo og Joe Russo – også kaldet Russo Brothers – der er kendt fra Marvel-universet.
Hvad handler The Electric State om?
Den handler om en ung kvinde, der rejser gennem et dystopisk, forfaldent Amerika for at finde sin forsvundne bror i en verden domineret af droner og robotter.
Er The Electric State baseret på noget?
Ja, den er baseret på Simon Stålenhags graphic novel med samme navn, som allerede var noget særligt i sig selv.
Hvor kan jeg se The Electric State?
Den er tilgængelig på Netflix – globalt fra marts 2025.
Er The Electric State værd at se?
Hvis du elsker visuelle sci-fi-verdener og store produktioner, er der noget at hente. Leder du efter en film, der rammer dig følelsesmæssigt dybt, risikerer du at blive skuffet. Men giv den en chance – du mærker måske noget, jeg ikke gjorde.
