Medvirkende i Lonely Planet

Hvordan føltes Lonely Planet?

Første gang jeg trykkede play, var jeg ikke sikker på, om jeg var klar. Og det viser sig at være en ret præcis beskrivelse af hele filmoplevelsen – man er aldrig helt sikker på, om man er klar til det, der kommer.

Filmen følger Katherine Loewe, en forfatter i krise, spillet af Laura Dern, som tager til Marokko på et forfatterretreat. Det er en kvinde, der har mistet sin stemme – ikke bogstaveligt, men på den måde, der gør mere ondt. Den måde, hvor man ikke længere ved, hvem man er, når man er alene med sig selv.

Jeg kendte den følelse. Og det er nok grunden til, at filmen ramte mig i det hele taget.

Den er ikke perfekt. Den er ikke den bedste romantiske komedie, jeg nogensinde har set. Men den har noget – en ro, en ægthed i det store, og Laura Dern bærer den med en tilstedeværelse, der føles varm og ærlig på samme tid. Anmeldelse efter anmeldelse har peget på det samme: hun er grunden til, at det fungerer.

Relationer og kemi

Så er der Liam Hemsworth, som spiller Owen Scattered, en yngre mand, der på sin vis befinder sig i samme limbo som Katherine. Han er smuk – det er der ingen tvivl om – og flere anmeldelser af Lonely Planet har da også bemærket, at han fungerer bedre som æstetik end som dybde. Det er ikke usandt. Han er betagende at se på, og der er øjeblikke, hvor kemien mellem ham og Dern føles ægte. Men der er også øjeblikke, hvor man sidder og ønsker, at hans karakter havde et ekstra lag.

Alligevel: kærlighedshistorien mellem Katherine og Owen er ikke fjollet. Den er ikke utroværdig. Den er bare lidt ujævn.

Medvirkende i Lonely Planet inkluderer også Younes Boucif og Rachida Brakni, som begge bidrager til filmens stemning og til det marokkanske univers, som omslutter hele historien. Marokko er ikke bare et baggrundstæppe her – det føles som en karakter i sig selv. Farverne, lyset, tomheden og fylden på samme tid.

Skuespillerne i Lonely Planet løfter altså samlet set, selvom det er Laura Dern, der bærer tyngden.

De øjeblikke der blev hos mig

Der er en scene – og jeg vil ikke sige for meget – hvor Katherine sidder og skriver igen for første gang i lang tid. Det er ikke dramatisk. Der er ingen musik der svulmer op. Det er bare en kvinde ved et bord. Og alligevel sad jeg med knytnæver i sofapuden.

Det er den slags øjeblik, Lonely Planet er bedst til. De stille scener. Dem, hvor intet siges, men alt mærkes.

Marokko bidrager enormt til det. Der er noget ved tanken om at rejse langt væk for at finde sig selv, der resonerer dybt. Jeg mærkede den.

Og så er der Laura Dern. Igen og igen. Et blik, et åndedræt, en lille pause. Hun er en af de skuespillere i Lonely Planet, der kan sige mere med en tavshed end mange kan med en monolog.

Det der ikke helt ramte

Jeg vil ikke lyve: der er dele af filmen, der føles lidt for nemme. Lidt for runde. Romantisk drama kan godt tillade sig at have skarpe kanter, og Lonely Planet glatter nogle af dem ud, der hvor det ville have gjort ondt at lade dem stå.

Liam Hemsworth spiller sin rolle med charme, men hans karakter Owen mangler dybde. Man ved ikke nok om ham til at bekymre sig nok om ham. Det er ikke hans skyld alene – det er manuskriptets. Og Susannah Grant, som instruktør, har lavet stærkere karakterarbejde før.

Desuden føles tempoet i midten lidt hængende. Ikke på en behagelig, mediterende måde – mere på en måde, der får én til at se efter sin telefon. Det er synd, for når filmen er på, er den rigtig på.

Lonely Planet skuespillere gør det bedste ud af det materiale, de har. Men indimellem er det bare ikke nok.

Hvorfor Lonely Planet stadig føles relevant i dag

Vi lever i en tid, hvor mange af os kender følelsen af at stå stille. Af at have mistet noget, vi ikke helt kan sætte navn på. Karriere, kærlighed, retning – eller bare troen på, at man har noget vigtigt at sige.

Lonely Planet handler om alt det. En forfatter på et forfatterretreat, der ikke kan skrive. Det lyder simpelt. Men det er egentlig et billede på noget meget menneskeligt: at miste sig selv og ikke vide, om man kan finde hjem igen.

Det romantiske drama med Laura Dern og Liam Hemsworth tager den kærlighedshistorie og lægger den ind i et marokkansk lys, der gør den smuk uden at gøre den naiv. Det er en film, der taler til dem, der kender til at starte forfra. Og det er de fleste af os.

Netflix har i de seneste år leveret en del romantiske film af svingende kvalitet – Lonely Planet er ikke den bedste, men den er heller ikke overfladisk. Den har noget at sige. Det føltes ægte.

Afslutning

Jeg slukkede skærmen og blev siddende lidt. Ikke i den store, overvældende måde. Men i den stille måde, hvor man tænker: det der rørte ved noget.

Medvirkende i Lonely Planet – og særligt Laura Dern – fortjener ros for at gøre denne kærlighedshistorie til mere end bare en Netflix-romance. Den er ikke perfekt. Den er ikke den film, du husker i ti år. Men den er ægte nok til, at den rammer, hvis du lader den.

Og sommetider er det nok.