”Det dufter lysegrønt af græs”, synges der i sangen med samme titel. Når græsset spirer og pibler, så ved vi, at det er forår. Der skal tages hul på havearbejdet, og græsplænen skal så vidt muligt folde sig ud som et frodigt og grønt tæppe sommeren igennem. Brian Philip, der har etableret Glad Ejendomsservice, har erfaring med og viden om havearbejde og pleje af græsplæner. Ejendomsservice er ikke blot viceværtfunktion og vedligeholdelse af bygninger, men også pasning af udendørsarealer. Brian Philips firma varetager ejendomsservice i store dele af København og passer med ekspertise de tilhørende, grønne områder. Læs her, hvilke råd Brian Philip har til pleje og pasning af plæne og motorplæneklipper.

 

Klargøring af plæne og plæneklipper

Når det er 7-8 grader, og græsset er 6-8 cm og tørt, kan du slå græsset første gang om foråret. Inden du går i gang, er det imidlertid en god idé at sørge for, at både plæneklipperen og plænen er klargjort. Sørg for, at din motorplæneklipper nu og da får et professionelt servicetjek, så holder den længere. Selv kan du evt. tjekke, om tændingsrør og luftfilter trænger til udskiftning. Plæneklipperen skal selvfølgelig være slukket, hver gang du undersøger motordele eller klinger, så skader undgås. Husk også at tilsætte ny olie, inden du tager plæneklipperen i brug. Tank op med benzin, og din plæneklipper er klar. Men også plænen skal klargøres. Riv først plænen, så grene, sten og andet fjernes. Har du mos i plænen, kan den også rives væk eller fjernes med en elektrisk mosfjerner inden græsslåningen. Sørg til sidst for at få børn og dyr af vejen, så de ikke løber ind i plæneklipperen.

 

Græsslåning

græsslåmaskine tegneserieNår du slår græs første gang, slå da kun ca. 1/3 del af. Slår du mere af, risikerer du at give mos gode vækstvilkår, og du kan ødelægge næringen for græsset. Husk, at du ikke må trække motorplæneklipperen baglæns. Det har hverken plæneklipperen eller græsset godt af. Husk også at slukke den, når du skubber den over fx cement, så du ikke ødelægger klingerne. Skulle der trods de indledende forberedelser komme grene eller andet i klemme mellem klingerne, så sluk plæneklipperen, inden du fjerner dem. Brug helst handsker og redskaber til at fjerne genstandene med, så du ikke skærer dig. Har du ikke en plæneklipper, der opsamler græsset, så riv plænen efter endt græsslåning. Vil du få din plæne til at fremstå endnu mere velplejet, klip da kanterne med en kantklipper eller græstrimmer.

 

 

Pleje af græsplænen

Er der opstået bare pletter i din plæne i løbet af vinteren, kan du lægge kompost, sand og græsfrø på disse, så vil pletterne hurtigt dækkes af nyt græs. Det er også en god idé at gøde din plæne tre gange i løbet af forår og sommer. Det kan gøres med kunstgødning eller organisk gødning. Til 100 kvadratmeter skal der bruges ca. 3 kg kunstgødning. Gødning giver græsset gode vækstbetingelser på bekostning af den plagsomme mos. Tidsler og mælkebøtter fjerner du mest effektivt med et mælkebøttejern, der får de lange rødder med.

Følger du ovennævnte råd, kan du nyde synet af en smuk og velplejet græsplæne. God fornøjelse!