Efter nogle stille år er danskerne igen begyndt at købe feriebolig i Spanien. Men billedet ser anderledes ud end i årene før finanskrisen, hvor Costa del Sol var det selvskrevne valg. I dag går en voksende del af handlerne til Alicante-provinsen længere mod nord, hvor kvadratmeterprisen er en anden. Mæglere i området, blandt andre Lexington Realty, melder om flere danske henvendelser end for to år siden.
Prisen er den halve historie
Forskellen på de to kyststrækninger er markant. Hvor en lejlighed tæt på stranden i Marbella-området ligger i den høje ende, kan man i byer som Torrevieja, Guardamar og Santa Pola få noget tilsvarende for en betydeligt lavere pris. Det forklarer en del af bevægelsen, men ikke det hele.
Den anden del handler om lufthavne. Alicante-Elche har direkte ruter til København og til flere provinslufthavne i store dele af året, og rejsetiden fra lufthavn til bolig er typisk under en time. For en familie, der regner med at bruge boligen ti-tolv gange om året, er det en forskel, der tæller mere end kvadratmeterprisen.
Fra feriebolig til halvårsbolig
En anden ting har ændret sig: hvor længe folk regner med at være der. Hvor ferieboligen tidligere blev brugt tre-fire uger om året, bruger flere den nu i måneder ad gangen. Hjemmearbejde har gjort det muligt for yngre købere, og for pensionister er regnestykket blevet mere attraktivt, fordi leveomkostningerne i Spanien fortsat ligger under de danske.
Det ændrer, hvad folk leder efter. Efterspørgslen er flyttet fra små ferielejligheder i første række til boliger med plads til at arbejde og bo — flere værelser, ordentligt køkken, terrasse man kan sidde på i februar. Og fra kystlinjen til byer, der også fungerer uden for sæsonen.
De praktiske forhold, købere overser
Selve købsprocessen i Spanien er hverken kompliceret eller risikabel, hvis den håndteres rigtigt. Men den adskiller sig fra den danske på nogle punkter, der overrasker.
Der skal bruges et NIE-nummer, en spansk skatteidentifikation, før man kan skrive under på noget. Handelsomkostningerne ligger typisk på ti til tolv procent af købesummen — overdragelsesafgift, notar og tinglysning — og de er ikke indregnet i udbudsprisen. Og der findes ikke en dansk tilstandsrapport; købers undersøgelsespligt er reel, og det er købers eget ansvar at få tjekket, om alle tilbygninger er lovlige og registrerede.
Hvad der taler imod
Der er også grunde til at holde igen. Ejendomsskatten IBI, ejerforeningsbidrag og forsikring løber uanset, om boligen bruges. Korttidsudlejning kræver turistlicens i Valencia-regionen, og mange ejerforeninger begrænser det i deres vedtægter. Og valutakursen mellem kroner og euro er en faktor, som købere sjældent regner på, men som over en tiårig ejerperiode betyder mere end forhandlingen om de sidste titusind.