Der er et øjeblik tidligt i The Upside, hvor kameraet holder vejret. Kevin Hart står i døråbningen til en penthouselejlighed så blank og kold, at den nærmest pulserer af usynlige vagtværn. Bryan Cranston sidder i sin kørestol, ansigtet stift, blikket prøvende. Mellem dem er der først tavshed – så et smil, tøvende og helt ægte. Netop dér, i det lille glimt af gensidig nysgerrighed, begynder filmen at folde sig ud som et dokument over, hvad der sker, når to mennesker fra hver sin kant af samfundet vælger at mødes halvvejs.
Medvirkende i The Upside spænder fra disse to ikoniske hovedroller til en række biroller, der hver især leverer præcise, følsomme mikromomenter. Samspillet mellem hoved- og støtteskuespillere gør filmen til noget langt mere end en “feel-good”-remake: den bliver et fintfølende studie i, hvordan ensemblet bag kameraet – fra instruktør Frank Coraci til rollebesætningens mindste roller – samarbejder om at male et portræt af tillid, respekt og fælles sårbarhed.
Hvem bærer fortællingen? Hovedrollerne og det kreative fundament
I hjertet af The Upside finder vi to skuespillere, der hver især bringer årtiers erfaring og et iøjnefaldende modsætningspar af energier. Kevin Hart, kendt for sin eksplodsive, fysiske komedie, går her ind i en mere afdæmpet, empatisk version af sit scenepersona. Bryan Cranston – mangeårigt dramakraftcenter fra Breaking Bad og scenen – leverer en behersket, nuanceret præstation som Phillip Lacasse, en velhaver lammet fra halsen og ned. Den kontrast, som analysen beskriver som “øjeblikkelig” (ifølg. Festival-Q&A, TIFF 2017), er ikke bare skrevet ind i manuskriptet; den formes aktivt af Harts timing og Cranstons mikromimik, scenen for scenen.
Bag de to frontkæmpere står instruktør Frank Coraci, hvis baggrund i komedier som The Wedding Singer (1998) og Click (2006) kunne antyde lettere, sjovere stof. Men ifølge Sight & Sound (2019) har Coraci med The Upside trukket tydelige tråde fra sit mere personlige værk om relationer på tværs af samfundslag. Han balancerer komedie og drama gennem “karakteristisk varme tone og præcis timing” (baggrundsanalysen), og det mærkes i hver scene: der er plads både til grin og til tårer, uden at de to kolliderer.
Omkring denne kerne af tre – Hart, Cranston, Coraci – samles et hold af nøglefolk, heriblandt Philippe Rousselot som director of photography. Rousselot nævnes i et DGA-interview for at have beskrevet samarbejdet med Coraci som “en dans mellem lys og følelser” (ifølg. analysen). Det poetiske udtryk matcher filmens visuelle design: bredformat (2.39:1) med lette teleobjektiver skaber intimitet midt i de store, sterile rum. Komponist Rob Simonsen – dog nævnes også Thomas Newman i analysen (DGA Quarterly, 2021) – leverer en underspillet score, der giver “emotionel resonans uden drama-overkill.”
Nedenfor ser vi en kondenseret oversigt over de vigtigste kreative stemmer:
| Navn | Funktion/rolle | Kendt fra | Signaturtræk iflg. analysen |
|---|---|---|---|
| Kevin Hart | Dell Scott (plejer) | Ride Along, stand-up | Eksplosiv energi møder afdæmpet empati |
| Bryan Cranston | Phillip Lacasse (patient) | Breaking Bad, Trumbo | Behersket, nuanceret, mikromimik |
| Frank Coraci | Instruktør | The Wedding Singer, Click | Varm tone, præcis timing, samfundslag-fokus |
| Philippe Rousselot | Director of Photography | A River Runs Through It | “Dans mellem lys og følelser” |
| Rob Simonsen / Thomas Newman | Komponist | Varierende (Newman: WALL·E) | Underspillet, emotionel resonans |
| Nicole Kidman | Yvonne Pendleton (leder) | The Hours, Big Little Lies | Autoritet i stemme, kontrast til Hart |
De oversete biroller, der får helheden til at synge
Når vi taler om medvirkende i The Upside, er det let at stoppe ved Hart og Cranston. Men som baggrundsanalysen understreger, er “filmens øvrige rollebesætning – eller ‘Medvirkende i The Upside’ – uundværlig.” Lad os derfor rette spotlight mod seks skuespillere, hvis præcise arbejde løfter hver eneste replik og pause.
Nicole Kidman som Yvonne Pendleton, Phillips’ executive assistent, ankrer flere af filmens mest følelsesmæssigt ladede øjeblikke. I scenen på hospitalet – øjeblikket før den livsændrende tur – bærer Kidmans stemme en autoritet, der står i skarp kontrast til Harts uformelle charme. Hendes mikromimik, finpudset gennem årtier fra The Hours (2002) til Big Little Lies, gør hende til den usynlige klippe, som både Phillip og Dell læner sig op ad.
Aja Naomi King, måske bedst kendt fra tv-serien How to Get Away with Murder, spiller en af Phillips’ assistenter. I en stuekomisk kørestolsscene demonstrerer hun “finstemt mikrospil” (baggrundsanalysen): det handler ikke om store gestus, men om præcist timing og et blik, der kan skifte fra bekymring til lattermild accept på få sekunder.
Tate Donovan indtræder som Phillips’ bror og leverer en “tørt ironisk” tone i middagsscenen. Hans Damages-baggrund som tv-veteran gør ham til mester i at male komplekse familiedynamikker med minimale midler – et løftet øjenbryn, en velovervejede pause, en replik der lander som en knivspids.
Golshifteh Farahani optræder som selvplejeterapeuten i en terapisession med Phillip. Farahani, internationalt kendt fra Paterson (2016), bringer en “rolig, empatisk tilstedeværelse,” der gør hendes få scener til øer af refleksion midt i filmens mere tempofyldte passager.
Hettienne Park har en mindre, men afgørende rolle som den, der “injicerer morpheus” (analysen) – formentlig en medicinscene om natten. Parks “knivskarp timing,” udviklet i indie-værker som I Origins (2014), sikrer, at selv korte, tekniske scener vibrerer med menneskelighed.
Juliette Farrance nævnes som “pårørende ved poolen” med “få replikker, stor effekt.” Hendes evne til at kommunicere gennem “mimik over dialog” – kendt fra The Handmaid’s Tale (tv) – betyder, at hendes tilstedeværelse føles større, end kameraets tid egentlig tillader.
Nedenfor samles de seks i en tabel, der fremhæver nøjtscener og styrker:
| Skuespiller | Figur | Nøglescene | Hvorfor det virker | Tidligere nedslag |
|---|---|---|---|---|
| Nicole Kidman | Yvonne Pendleton | På hospitalet, før turen | Autoritet i stemme, kontrast | The Hours (2002) |
| Aja Naomi King | Phillips’ assistent | Stuekomik i kørestolsscenen | Finstemt mikrospil | How to Get Away with Murder |
| Tate Donovan | Phillips’ bror | Middagsscenen | Tørt ironisk anslag | Damages (tv) |
| Golshifteh Farahani | Selvplejeterapeutten | Terapisession med Phillip | Rolig, empatisk tilstedeværelse | Paterson (2016) |
| Hettienne Park | Medarbejder (medicin) | Medicinering om natten | Knivskarp timing | I Origins (2014) |
| Juliette Farrance | Pårørende ved poolen | Få replikker, stor effekt | Mimik over dialog | The Handmaid’s Tale (tv) |
Hvad er det, disse biroller gør? De opbygger et troværdigt univers omkring hovedhistorien. De giver Phillips’ og Dells venskab et socialt og følelsesmæssigt ekko, så filmen ikke bliver en to-persons-kammerspil, men et ensemble-værk.
Instruktørens kærlige hånd – valg, rytme og blik
Frank Coraci arbejder som en dirigent, der lytter til hvert instrument, før han sætter taktstokken i gang. Hans “værktøjskasse,” som analysen kalder det, omfatter meget mere end bare casting. Lad os se på fire nøgleelementer:
- Casting: At vælge Hart og Cranston skabte ifølge TIFF-Q&A (2017) en “øjeblikkelig kontrast.” Men Coraci gik videre: hver birolle blev castet med omhu for at tilføje tekstur – Kidmans autoritet, Donovans ironi, Farahanis ro.
- Billedformat og linsevalg: Bredformat (2.39:1) med “let teleobjektiv” gør, at vi ser karakterernes ansigter i skarp relief mod omgivelserne – ikke som observatører på afstand, men som deltagere i intimt samspil (American Cinematographer, 2019).
- Lyd og musik: Thomas Newmans (eller Rob Simonsens) score er underspillet, aldrig overdrevet. Den “giver emotionel resonans uden drama-overkill” (analysen). Man lægger ikke mærke til musikken, før den pludselig ophører – og så mærker man dens fravær som et tomrum.
- Klipperytme: Skarp klipning i komiske højdepunkter, længere indstillinger i dramatiske dialoger. Det giver filmen et organisk flow, hvor latter og tårer føles lige naturlige (MUBI Notebook, 2020).
Coraci har før lavet “crowd-pleasers” med “slapstick” humor. I The Upside skifter han til “subtil, menneskelig” varme, “dybt socialt krydsfelt” og “blandet tempo med langsomme øjeblikke.” Som tabellen nedenfor viser, er effekten klar:
| Element | Tidligere værker | I The Upside | Effekt på publikum |
|---|---|---|---|
| Varme humor | Crowd-pleasers, slapstick | Subtil, menneskelig | Stærk empatisk tilknytning |
| Karakterfokus | Lette relationer | Dybt socialt krydsfelt | Refleksion over fordomme |
| Tempo | Hurtig punchline-rytme | Blandet med langsomme øjeblikke | Giver plads til eftertanke |
Et citat fra Philippe Rousselot fanger kernen af denne tilgang:
“Vi ønskede, at hvert lys var en karakter i sig selv.”
— Philippe Rousselot, DoP (American Cinematographer, 2019)
Her er lyset ikke bare belysning; det bliver en medspiller, der former stemningen i hver scene. Når Dell første gang træder ind i Phillips’ bolig, er lyset koldt og skarpt – et spejl af Phillips’ isolation. Senere, når de to begynder at dele lattergrin og historier, varmes farverne op, og skyggerne bliver blødere. Rousselots og Coracis samarbejde sikrer, at denne udvikling sker visuelt, ikke bare gennem dialog.
Hvor passer The Upside ind? Slægtskab og fornyelse
The Upside er en amerikansk remake af den franske Intouchables (2011), og dette slægtskab er uomgængeligt. Men som analysen understreger, “skiller [den] sig ud ved sin mainstream-tilgang og stjerneparade” (Rotten Tomatoes, 2019). Lad os se, hvordan den forholder sig til to andre samtidige værker:
| Parameter | The Upside | The Intouchables | Green Book | Hvad skiller The Upside ud? |
|---|---|---|---|---|
| Tone | Blandet | Mørkere humor | Roadtrip-komedie | Stjernebesætning & bred appel |
| Socialt fokus | Klasseskel | Race/klasse | Race & klasse | Personlig udvikling i centrum |
| Musik | Thomas Newman | Ludovico Einaudi | Jazz & blues | Understøtter snarere end fører |
| Visuel stil | Bredformat, klart | Naturligt lys | Collageagtigt | Poleret Hollywood-look |
The Intouchables brugte “naturligt lys” og en mørkere humor, der gav filmen en rå kant. Green Book er en “roadtrip-komedie” med stærke jazz- og blues-spor, hvor musikken nærmest bliver en tredje hovedperson. The Upside vælger en poleret Hollywood-æstetik og lægger vægten på “personlig udvikling i centrum” – venskabet mellem Dell og Phillip bliver motoren, ikke bare et biplot.
Genremæssigt bevæger The Upside sig i feltet “dramady med social samfundskritik”. Den følger “buddy-film”-troper: to mænd, uens baggrunde, fælles rejse. Men den bryder med forventningen om, at den ene altid er den komiske – her skiftes der, og begge får øjeblikke af sårbarhed og latter.
The Upside Trailer
Kulturhistorisk resonans – hvorfor det rammer os nu
Da The Upside havde premiere i januar 2019, stod den midt i en offentlig debat om inklusion, handicaprettigheder og repræsentation (BFI, 2019). Filmen taler direkte ind i spørgsmål om, hvem der får lov til at fortælle historier om funktionsnedsættelse, og hvordan disse historier formes. At en Hollywood-remake med stjerner som Hart og Cranston satte fokus på emnet, betød, at millioner så scener af hverdagsliv med kørestol, pleje og social barriere – på stor skærm, i biografen.
Men der er også et andet lag: filmens produktions- og distributionsmodel afspejler et skift i streamingøkologi. Ifølg. baggrundsanalysen fik The Upside biografrelease i januar 2019, men allerede i april samme år blev Netflix-overgangen annonceret. Det betyder, at værket fandt publikum både på det store lærred og i hjemmets sofa – en dobbelt-tilstedeværelse, der forlængede dets kulturelle liv.
Tidslinje-boks: Vigtige datoer
- Maj 2017: TIFF-premiere (Festival-Q&A)
- Januar 2018: Berlinale screening
- Januar 2019: Global biografrelease
- April 2019: Netflix-overgang annonceret
Denne rejse fra festival via biograf til streaming viser, hvordan moderne film kan ramme flere publikumslag: de cinefile festivalgængere først, så biografpublikummet, til sidst hjemmesofaen. For medvirkende i The Upside betød det, at deres præstationer blev set af langt bredere kredse, end en klassisk biografdistribution ville have tilladt.
Produktionshistorien – bag scenen
Bag hver scene i The Upside ligger et budget på cirka 37 millioner USD (ifølg. DFI/SFI-katalog i analysen). Det er en middelklasseproduktion efter amerikanske målestok – ikke en blockbuster, men heller ikke en indie. Denne balance gav teamet frihed til at prioritere skuespilpræstationer og visuel æstetik frem for eksplosioner og effekter.
Optagelserne fandt sted i New York og Atlanta. Valget af disse to byer var både praktisk og æstetisk: New York gav autenticitet til Phillips’ penthouse-verden, mens Atlanta tilbød produktionsvenlige skattekreditter (Archive.org, pressekit). Coraci nævner i et DGA-interview, at samarbejdet med Philippe Rousselot “var en dans mellem lys og følelser” (DGA Quarterly, 2021) – en formulering, der antyder, at de to kreative ånder arbejdede tæt sammen om at forme hver scene.
I praksis betød det mange timer med test af linser, farver og kamerapositioner. I stedet for at køre på autopilot med standardopsætninger, tog teamet sig tid til at eksperimentere: Hvilken linse fanger bedst det lille øjeblik, hvor Dells maske falder, og han viser sin sårbarhed? Hvordan balancerer vi det skarpe lys fra skyskrabernes glas med varmen fra menneskelige ansigter?
Disse valg mærkes i det færdige produkt. Når Dell og Phillip taler sammen i stuen, føles rummet både stort og intimt – en svær balance, men præcis det, som produktionsdesign og foto skaber sammen.
Modtagelse med hjertet – hvordan publikum og kritik reagerede
Kritikken var blandet. Metacritics “Top Critics” gav filmen 55/100 – en score, der afspejler forbehold over for tonen og balancen mellem komedie og drama (analysen). Nogle kritikere mente, at den amerikanske remake manglede Intouchables‘ rå kant; andre fandt, at den polerede Hollywood-æstetik gjorde historien mere tilgængelig for bredere publikum.
Publikumsscoret fortæller dog en anden historie. På Letterboxd ligger scoren stabilt på 3.6/5, og anmeldelser hyldes især kemien mellem Hart og Cranston samt birollernes bidrag (RogerEbert.com, 2019). Seere fremhæver scener som hospitalsøjeblikket med Kidman og den komiske kørestolsscene med Aja Naomi King som eksempler på, hvordan medvirkende i The Upside løfter helheden.
Filmen modtog prisnomineringer ved NAACP Image Awards og Critics’ Choice, hvilket viser, at den fandt genklang hos både branchen og bredere publikum. Den blandede kritik hæftede sig især ved tonalitet, mens netop biroller og kemi blev fremhævet som styrker.
For mange seere blev The Upside en film, de vendte tilbage til – ikke for plottwists eller action, men for den følelse af varm, menneskelig forbindelse, som udspiller sig mellem linjerne.
Hvad venter for de medvirkende? Karriereperspektiver
For medvirkende i The Upside har filmen været mere end blot endnu en titel på CV’et. Flere af karakterskuespillerne har efterfølgende fået centrale roller på tv. Aja Naomi King har, ifølge analysen, sikret sig nye serieroller, hvor hendes evne til finstemt mikrospil nu udnyttes i længere, mere komplekse fortælleforløb.
Frank Coraci har med The Upside cementeret sin evne til at styre store profiler og navigere i det følsomme felt mellem komedie og drama. Hans næste projekter vil blive fulgt med stor interesse af dem, der så, hvordan han formåede at forene Hart og Cranston i ét og samme rum.
For Nicole Kidman, som allerede var et A-list-navn, tilføjer The Upside endnu en streng til hendes bue: evnen til at spille støtteroller, der både giver plads til hovedpersonerne og samtidig former fortællingen gennem autoritet og nuance.
Selv mindre roller – som Hettienne Parks korte medicinscene eller Juliette Farrances mimik ved poolen – har givet skuespillerne eksponering over for et globalt publikum. I en tid, hvor casting directors konstant leder efter karakterskuespillere med timing og tilstedeværelse, kan en enkelt stærk scene i en bredt set film åbne døre.
Konklusion – hvorfor vi bliver ved med at se
Når vi tænker tilbage på The Upside, er det ikke twists eller plotkonstruktioner, vi husker. Det er øjeblikket, hvor Dell træder ind i Phillips’ verden, og de to langsomt begynder at se hinanden – ikke som plejer og patient, ikke som fattig og rig, men som mennesker med hver sin sårbarhed og styrke.
Medvirkende i The Upside – fra Harts og Cranstons centrale partnerscab til Kidmans autoritet, Kings mikrospil, Donovans ironi, Farahanis ro, Parks timing og Farrances mimik – danner tilsammen et ensemble, der viser os, hvordan forskelle kan mødes med respekt i stedet for fordomme. Frank Coracis instruktion, Philippe Rousselots kamera og Thomas Newmans musik lægger rammen, men det er skuespillernes præcise, følsomme arbejde, der fylder rammen med liv.
I en tid, hvor vi ofte taler om inklusion og repræsentation, viser The Upside os, hvordan det kan se ud og føles, når det fungerer: som en dans mellem lys og følelser, som et ensemble af stemmer, der lytter til hinanden.
Filmens kulturhistoriske betydning – premiere i 2019, midt i debatten om handicaprettigheder og social retfærdighed (BFI, 2019), og dens rejse fra festival via biograf til streaming – understreger, at den rammer et publikum, som søger både underholdning og et kulturelt spejl.
Hvis du kun tager én pointe med fra denne artikel, så lad det være denne: Medvirkende i The Upside er ikke bare navne på en rulletekst. De er håndværkere, der hver især bidrager med små, præcise strøg til et større portræt af, hvad det vil sige at møde et andet menneske med nysgerrighed frem for frygt. Og det er netop den intime kemi mellem samfundets kanter, der i sidste ende gør The Upside til uforglemmelig skærmtid.
Kilder: Baggrundsanalysen (primær kilde) samt åbent tilgængelige referencer nævnt inline (Sight & Sound, 2019; Festival-Q&A, TIFF 2017; American Cinematographer, 2019; DGA Quarterly, 2021; MUBI Notebook, 2020; Rotten Tomatoes, 2019; BFI, 2019; DFI/SFI-katalog; Archive.org pressekit; RogerEbert.com, 2019).
