Der findes øjeblikke i biografmørket, hvor en enkelt skuespillers blik siger mere end hele replikkæder. Et skuldertræk. En pause før ordet kommer. Det er i sådanne detaljer, at Kvinden i Guld folder sig ud—ikke bare som juridisk thriller eller historisk opgør, men som et fintfølende ensemble-portræt, hvor hver medvirkende i Kvinden i Guld tilfører et nødvendigt lag af mening.
Filmen fra 2015, instrueret af Simon Curtis, fortæller Maria Altmanns årtilange kamp for at få tilbageleveret Gustav Klimts berømte portræt af hendes tante—plyndret af nazisterne i 1938. Men hvor mange historiske dramaer hviler tungt på én stjerne, bygger Kvinden i Guld en følelsesmæssig arkitektur, der rækker langt ud over Helen Mirrens værdige, bitre facade. Som baggrundsanalysen fremhæver, indtager medvirkende i Kvinden i Guld “alle lag i fortællingen”: fra Tatiana Maslanys unge, lidenskabelige Maria til en række biroller, der bringer “overraskende komiske og menneskelige nuancer” (ifølge baggrundsanalysen, BFI 2015). Det er præcis denne flerstemmighed—hvor selv tredje- og fjerdebilledspræstationer får lov til at trække vejret—der gør filmen til mere end sædvanlig Oscar-foder.
I det følgende dykker vi ned i rollebesætningen: hvem de er, hvordan instruktøren formede dem, og hvorfor selv de mindste præstationer bider sig fast. Vi trækker primært på den omfattende baggrundsanalyse og supplerer kun med åbent tilgængelige kilder, hvor de bekræfter eller nuancerer.
Hvem bærer fortællingen? Hovedroller og kreative kræfter bag medvirkende i Kvinden i Guld
At tale om medvirkende i Kvinden i Guld uden at starte hos Helen Mirren ville være som at beskrive et Klimt-maleri uden guld. Mirren spiller den 82-årige Maria Altmann—en kvinde, der har levet med tab, eksil og tavs vrede i et halvt århundrede. Mirrens præstation er karakteristisk tilbageholdt: blikket skarpere end ordene, kroppen bærende på et helt livs erindringer. Som baggrundsanalysen formulerer det, “bærer [hun] følelsesmæssige ar med værdighed” (BFI, 2015).
Men Curtis valgte bevidst ikke at lade Mirren bære filmen alene. I flashback-sekvenserne fra 1930’ernes Wien overtager Tatiana Maslany rollen som den unge Maria—en kvinde i fuld blomst, fanget mellem kærlighed, kunstnerisk arv og den tiltagende nazistiske terror. Maslany, dengang primært kendt fra TV-serien Orphan Black, bringer en fysisk intensitet, der gør de historiske scener til noget mere end blot forklarende flashbacks. Analysen understreger, at kombinationen af “en veteran (Mirren) og en rising star (Maslany) skaber alderskontrast og følelsesmæssig dynamik” (Festival Q&A, Berlinale 2015). Resultatet er en dobbelt-portrætstruktur, hvor nutid og fortid taler sammen i ét ansigt.
Ved siden af dem står Ryan Reynolds som advokat Randy Schoenberg—en rolle, der nemt kunne have sunket ned i “charmerende sidekick”-klischéen. I stedet giver Reynolds—mod sin typecasting—figuren en blanding af usikkerhed, principfasthed og underspillet humor. Hans kemi med Mirren er ujævn, men det virker: to generationer, to temperamenter, der gnider mod hinanden, indtil gensidig respekt vokser frem.
Bag kameraet stod instruktør Simon Curtis og fotograf Ben Smithard. Curtis havde allerede i My Week with Marilyn (2011) vist, at han mestrer det biografiske portræt med intimitet og ømhed. Her forfiner han metoden: hvor Marilyn var pastelfarvet og blødt belyst, arbejder Curtis og Smithard i Kvinden i Guld med “mørke juveltoner og gyldent lys” (ifølge baggrundsanalysen). Curtis’ signaturtræk—præcision i æstetik, rytme og små detaljer i kostumer og dialog (RogerEbert.com, 2015)—bliver her skærpet af en dobbelt tidsstruktur: korte, skarpe klip i nutidsscenerne, længere, mere mediterende takes i fortiden.
Tabel: Hovedroller & nøglefolk
| Navn | Funktion/rolle i Kvinden i Guld | Kendt fra | Signaturtræk iflg. baggrundsanalysen |
|---|---|---|---|
| Helen Mirren | Maria Altmann (ældre) | The Queen, Gosford Park | Følelsesmæssige ar båret med værdighed; skarpt blik, tilbageholdt spil |
| Tatiana Maslany | Maria Altmann (ung) | Orphan Black | Fysisk intensitet; bringer central konflikt til live (BFI, 2015) |
| Ryan Reynolds | Advokat Randy Schoenberg | Deadpool, The Proposal | Underspillet humor, usikkerhed og principfasthed |
| Simon Curtis | Instruktør | My Week with Marilyn | Biografisk intimitet; præcision i æstetik og rytme (RogerEbert.com, 2015) |
| Ben Smithard | Director of Photography | Downton Abbey (film) | 1.85:1 anamorfisk optik; praktiske locations; gyldent lys (Am. Cinematographer) |
| James Horner | Komponist | Titanic, Braveheart | Diskrete strygere i erindringssekvenser (MUBI Notebook, 2015) |
Curtis’ castingfilosofi var klar: autenticitet skulle veje tungere end stjernepower. Baggrundsanalysen nævner, at cirka 300 ansøgere blev vurderet til birollerne, med fokus på “kulturel og sproglig autenticitet” (Backstage, 2015). Denne omhu præger især Wien-scenerne, hvor selv statister taler tysk med det rette tonefald fra 1930’erne.
De oversete biroller, der får helheden til at synge
I en tid, hvor streamingalgoritmer bombarderer os med “lead actor”-klip og trailere, der kun viser hovednavnene, er det let at glemme, hvor meget et filmværk hviler på sine biroller. Kvinden i Guld er et fremragende eksempel på, hvordan skuespillere i tredje- og fjerdebilledet kan løfte en hel fortælling—hvis instruktøren giver dem plads.
Harry Lloyd som Gustav Bloch (Marias onkel)
Harry Lloyd—måske bedst kendt fra Game of Thrones og The Theory of Everything—spiller Marias onkel Gustav, en kultiveret wiener-intellektuel, der ser nazismens skygge falde over sin familie. I en nøglescene samles familien omkring middagsbordet i 1938. Gustav observerer tavst, mens samtalen glider fra kunst til politik. Lloyd bruger minimal mimik: et blik mod sin niece, en lille vejrtrækning før han taler. Analysen roser hans “understatement i øjnene; ét blik siger mere end ord” (Birolle-spotlight, baggrundsanalysen). Det er præcis denne tilbageholdenhed, der gør scenen uudholdelig: vi ved, hvad der kommer, og Gustavs tavse angst spejler vores egen.
Katie Holmes som Pam (Altmanns assistent)
Katie Holmes’ rolle som Pam kunne let være glemt—en funktionel assistent-figur, der svarer på telefoner og arrangerer møder. Men Curtis giver Holmes et par scener, hvor hendes timing og fysiske komik “bryder alvorens tyngde” (ifølge analysen). I en satirisk sekvens i Los Angeles ringer Pam desperate kunder op for at skaffe penge til sagen—hendes “yelpende telefonsalgs-satire” (baggrundsanalysen) er et åndehul midt i den juridiske og følelsesmæssige tyngde. Det er en lille rolle, men Holmes—der i Batman Begins spillede i et langt mere dystert univers—viser her, at hun mestrer lettere, komisk timing.
Jürgen Prochnow som Professor Stein
Veteranen Jürgen Prochnow (Das Boot, Dune) træder ind i rollen som kunsthistoriker Professor Stein—en figur, der både repræsenterer den østerrigske stats modvilje mod restitution og den personlige ambivalens hos en mand, der elsker kunsten, men ikke vil opgive den. I en diskussionsscene om kunstværdi møder Stein Schoenbergs juridiske argumenter med en “autoritær kropssprog, troværdig fagmand”-attitude (baggrundsanalysen). Prochnows fysiske tilstedeværelse—den stive ryg, de præcise håndbevægelser—gør Stein til mere end en gnaven bureaukrat. Han bliver et symbol på den institutionelle skyld, der gemmer sig bag akademisk respektabilitet.
Christian Friedel som arkivar Müller
Christian Friedel, kendt fra Labyrinth of Lies og The White Ribbon, spiller en mindre, men afgørende rolle som arkivar i Wien. I scenen, hvor gamle dokumenter opdages i arkivet, leverer Friedel en “mimikmix af begejstring og skyld” (ifølge analysen). Hans ansigt lyser op, når han finder bevismaterialet—men øjnene fortæller en anden historie. Her kan man fornemme, at selv denne lille embedsmand bærer på sin egen families fortid. Det er præcis denne type nuancer, der adskiller Kvinden i Guld fra generisk retsdrama.
Tabel: Birolle-spotlight
| Skuespiller | Figur | Nøglescene | Hvorfor det virker | Tidligere nedslag |
|---|---|---|---|---|
| Harry Lloyd | Gustav Bloch (onkel) | Familien ved spisebordet i 1938 | Understatement i øjnene; ét blik siger mere end ord | The Theory of Everything |
| Katie Holmes | Pam (assistent) | Yelpende telefonsalgs-satire i LA | Timing og fysisk komik bryder alvorens tyngde | Batman Begins |
| Jürgen Prochnow | Professor Stein | Diskussionsscene om kunstværdi | Autoritær kropssprog, troværdig fagmand | Das Boot |
| Christian Friedel | Arkivar Müller | Opdagelsen i Wien-arkivet | Mimikmix af begejstring og skyld | Labyrinth of Lies |
Disse skuespillere deler én vigtig egenskab: de forstår, at deres rolle ikke handler om at fylde skærmen, men om at forme den. Som baggrundsanalysen pointerer, bryder Kvinden i Guld med biopic-troper ved at lade birollerne “bære lige så meget følelsesmæssigt ansvar som hovedfigurerne” (Rotten Tomatoes, Top Critics). Det er en sjælden gave i en tid, hvor selv mindre roller ofte skrives som blotte funktioner.
Instruktørens kærlige hånd: valg, rytme og blik
Simon Curtis er ikke en flashy instruktør. Han arbejder ikke med store kamerabevægelser eller postmoderne klipperytmer. I stedet bygger han sine film gennem akkumulering af detaljer—en metode, der kræver både tålmodighed og præcision. I Kvinden i Guld får denne tilgang en ekstra dimension, fordi filmen opererer på to tidsplaner: nutid (juridisk kamp i USA og Østrig) og fortid (1930’ernes Wien).
Castingfilosofi: autenticitet over stjernepower
Curtis’ tilgang til casting er velkendt fra hans tidligere værker. I My Week with Marilyn samlede han Michelle Williams, Kenneth Branagh og Judi Dench—men det var ikke bare navnene, der talte. Det var den måde, han komponerede scener, så hver figur fik plads til at ånde. I Kvinden i Guld går han et skridt videre: han lader to forskellige skuespillere spille samme person (Mirren og Maslany) og insisterer på, at de skal mødes midt i karakteren, ikke bare side om side. Analysen fremhæver, at kombinationen af veteran og rising star “skaber alderskontrast og følelsesmæssig dynamik” (Festival Q&A, Berlinale 2015). Det er ikke to adskilte præstationer, men én fælles fortælling.
Billedsprog: intimitet og distance
Ben Smithards fotografi blev optaget i 1.85:1 anamorfisk optik (American Cinematographer, 2015). Det lyder teknisk, men effekten er håndgribelig: i Wien-scenerne føles billedet intimt, næsten fladt—som et maleri. Vi er tæt på ansigterne, tæt på de små genstande (smykker, dokumenter, tekopper), der bærer historien. I Los Angeles-scenerne, derimod, åbner billedet sig; widescreen understreger “distance og usikkerhed” (baggrundsanalysen). Her er Maria fremmed, advokaten usikker, og selv lysets kvalitet er køligere.
Curtis og Smithard insisterede på praktiske locations frem for greenscreen, selvom det forlængede optagelsestiden med op til 20 % (American Cinematographer, 2015). Som Smithard udtrykte det: “Vi ønskede det autentiske støv på gulvet i Belvedere” (DGA Quarterly, 2015). Det er netop denne respekt for det materielle—for gulvstøvet, for træværket, for lysets vinkel i et rigtigt rum—der gør Kvinden i Guld til en sanselig oplevelse, ikke bare en juridisk beretning.
Musik og klipperytme: følelsernes arkitektur
James Horners musik er diskret, næsten umærkelig. Hans “diskrete strygere understøtter erindringssekvenser” (MUBI Notebook, 2015) uden at manipulere. Hvor mange historiske dramaer drukner i symfonisk patos, lader Horner scenerne tale for sig selv. Musikken kommer ind, når Maria lukker øjnene og husker—et varsomt akkompagnement, ikke en følelsesmæssig kniv.
Klipningen følger en dobbelt logik: i retssalsscenerne bruges korte klip for at “konfrontere publikum med juridisk kompleksitet” (baggrundsanalysen), mens flashbacks får længere takes, der “lader følelserne trække ud”. Denne rytmiske kontrast skaber konstant engagement. Vi springer ikke bare mellem tidsplaner; vi mærker forskellen mellem nutidens bureaukratiske træghed og fortidens intense, levede liv.
Mini-tabel: Instruktørens værktøjskasse
| Element | Tidligere værker (My Week…) | I Kvinden i Guld | Hvilken følelse skaber det? |
|---|---|---|---|
| Farvepalette | Bløde pasteller | Mørke juveltoner, gyldent lys | Forstærker fortidens nostalgi vs. nutidsrealitet |
| Klip & tempo | Moderat, dialogtunge scener | Skarpe klip mellem tidsplaner | Skaber konstant engagement; følelsesmæssig kontrast |
| Skuespiller-fokus | Koncentreret på én hovedperson | Parallelportrætter af to generationer | Øger tematisk dybde; to stemmer i én fortælling |
| Location-valg | Studie-settings, kontrolleret | Praktiske locations (Belvedere, Wien-gader) | Autentisk sanselig oplevelse; “støvet på gulvet” (Smithard, DGA) |
Curtis’ kærlighed til detaljen—kostumer, rekvisitter, små gestus—er ikke fetichisme. Det er en erkendelse af, at historie bor i tingene. Når Mirren tager et fotografi op, er det ikke bare en prop; det er et ankerpunkt for hendes erindring. Og når Maslany danser i en wienersal, er det ikke bare en flashback; det er et liv, der stadig vibrerer.
Kvinden i Guld Trailer
Hvor passer Kvinden i Guld ind? Slægtskab og fornyelse
Hvis man skal placere Kvinden i Guld på et filmhistorisk landkort, tegner der sig hurtigt tre slægtslinjer: retssalsdramaet (A Few Good Men), den historiske biopic (The King’s Speech) og familiedramaet med rødder i tavshed og tab (Philomena). Men hvor mange film låner fra disse genrer, formår Curtis’ værk at trække på alle tre uden at forsvinde i deres skygge.
Sammenligning med A Few Good Men (1992)
Aaron Sorkins A Few Good Men er definerende for retssalsdramaet: skarpe dialoger, moral som våben, og en kulminerende scene, hvor sandheden bryder igennem. Kvinden i Guld har den samme juridiske kerne—her ejendomsret i stedet for militær underkastelse—men hvor Sorkin skriver verbale ildhav, vælger Curtis og manuskriptforfatter Alexi Kaye Campbell en mere mediterende tone. Retssalene i Kvinden i Guld er bureaukratiske, træge, kolde. Her vinder man ikke gennem den perfekte replik, men gennem udholdenhed og dokumentation. Det er mindre teatralsk, men desto mere realistisk.
Sammenligning med The King’s Speech (2010)
Tom Hoopers Oscar-vindende biopic om Georg VI og hans stammen deler med Kvinden i Guld fokus på en enkelts persons kamp for værdighed—her selvværd, der personligt ophav. Men hvor The King’s Speech næsten udelukkende holder sig til én protagonist og ét tidsplan, opererer Curtis’ film i konstant vekslen mellem nutid og fortid. Analysen fremhæver, at Kvinden i Guld har “historiske flashbacks tæt koblet med nutid” og et “parallelt fortalt kontinuerligt følelsesflow” (Genremæssige koder, baggrundsanalysen). Resultatet er en rigere, men også mere kompleks fortælling.
Sammenligning med Philomena (2013)
Stephen Frears’ Philomena fortæller historien om en kvinde, der leder efter den søn, hun blev tvunget til at opgive. Ligesom Kvinden i Guld blander den juridisk kamp, personlig erindring og en kerne af tab. Men hvor Philomena er bitter-sødt og ofte ironisk, vælger Curtis en mere alvorlig tone. Baggrundsanalysen pointerer, at Kvinden i Guld adskiller sig ved “kunstens symbolske kraft som drivkraft” (Genremæssige koder, baggrundsanalysen). Det handler ikke bare om at få et barn eller en ejendom tilbage; det handler om at genvinde et stykke identitet, nedfældet i et portræt malet af en mester.
Sammenligningsmatrix
| Parameter | Kvinden i Guld | A Few Good Men | The King’s Speech | Philomena | Hvad skiller Kvinden i Guld ud? |
|---|---|---|---|---|---|
| Juridisk kerne | Ejendomsret | Militær underkastelse | Titelfigurens kamp | Personlig søgen | Kombination af familiearv og internationalt ophav |
| Historiske flashbacks | Tæt koblet med nutid | Enkel flashback | Minimalt | Løbende flashback | Parallelt fortalt med kontinuerligt følelsesflow |
| Emotionel kerne | Retfærdighedsfølelse | Æresbegreb | Selvværd | Tiltro & tab | Kunstens symbolske kraft som drivkraft |
| Birolle-vægtning | Høj (biroller bærer ansvar) | Middel | Lav (fokus på konge) | Middel | Birollerne bærer lige så meget følelsesmæssigt ansvar (RT, Top Critics) |
Det, der adskiller Kvinden i Guld, er ikke bare dens tema, men dens struktur: to tidslinjer, der taler sammen; en rollebesætning, hvor selv små præstationer får rum; og en instruktør, der stoler på, at publikum kan bære kompleksiteten.
Kulturhistorisk resonans: hvorfor Kvinden i Guld ramte i 2015
Film eksisterer ikke i vakuum. De lander i en verden af strømninger, debatter og sociale bevægelser. Kvinden i Guld havde premiere i 2015—midt i en genopblussen af diskussioner om nazistisk kunstplyndring og restitution af jødisk ejendom. Filmen blev et talerør for disse spørgsmål og affødte debat om “national stolthed vs. historisk ansvar” (SFI-catalog, 2016, ifølge baggrundsanalysen).
Repræsentation og kønsroller
Samtidig markerede filmen et skifte i genren: en kvindelig hovedrolle med moralsk pondus i en traditionelt mandsdomineret juridisk genre. Helen Mirren som Maria Altmann er ikke offer, men aktør—hun er den, der starter sagen, bærer kampen og vinder. Det er sjældent, især i historiske dramaer, hvor kvinder ofte placeres som katalysatorer for mænds handlinger. Her er det omvendt: Reynolds’ Schoenberg er Marias allierede, ikke hendes redder.
Distribution og streaming
Filmen markerede også et skifte i distributionsøkologien. Som baggrundsanalysen noterer, blev Kvinden i Guld “først [udgivet] i biograferne, senere på Netflix, hvilket belyser ændringer i distributionsøkologien” (TIFF Presskit, 2015). I 2015 var Netflix stadig primært en streaming-platform for katalogtitler, men Kvinden i Guld blev en af de film, der hjalp med at legitimere biograffilm på streaming. Det betød også, at filmen nåede et bredere publikum end den ellers ville have gjort—især uden for de store biografmarkeder.
Tidslinje-boks: Vigtige kulturelle og branchehændelser omkring premieren
- Maj 2015: Premiere på Berlinale; festival-Q&A med Curtis, Mirren og Maslany (ifølge baggrundsanalysen)
- Juni 2015: Officiel biografdistribution i USA & Europa (TMDb)
- December 2015: Oscar-nominering for Art Direction (Academy, ifølg. analysen)
- 2016–17: Streaming-release på flere platforme, herunder Netflix
Filmen ramte samtidens nerver, men ikke på en sensationalistisk måde. Den inviterede til eftertanke, ikke ophidselse. Som baggrundsanalysen udtrykker det: Kvinden i Guld er “skærmtid, der både inviterer til eftertanke om nazistemmens kunsttyverier og hylder en personlig kamp for retfærdighed.” Det er præcis denne balance—mellem det historiske og det intime—der gjorde filmen relevant.
Modtagelse med hjertet: kritik og publikum
Kritikken var blandet. Med et Metacritic-gennemsnit på 60 og en Rotten Tomatoes-score på 55 % blandt Top Critics (ifølge baggrundsanalysen) blev Kvinden i Guld ikke fejret som et mesterværk. Flere anmeldere kritiserede den for en “til tider for pudset dramaturgi” (Reception & efterliv, baggrundsanalysen). Der er sandhed i denne kritik: Curtis’ stil er klassisk, næsten gammeldags, og filmen undgår provokation.
Men præcis derfor fandt den sit publikum. Letterboxd-brugere giver i snit 3,2/5, hvor “birollernes charme fremhæves” (Letterboxd, ifølge analysen). På IMDb-fora blev de medvirkende i Kvinden i Guld diskuteret i årevis efter premieren—især når nyhedsstrømmen bragte nye historier om restitution. Som analysen udtrykker det: “Birollerne gjorde, at passionerede filmfans genbesøgte filmen, når diskussionen om restitutionssager dukkede op” (Archive.org, interviews, ifølge baggrundsanalysen).
Helen Mirrens præstation blev især rost. Hendes evne til at bære en hel film på sine skuldre—uden at overdrive, uden at ty til sentimentalitet—blev fremhævet som filmens rygrad. Men flere kritikere og seere begyndte også at tale om de mindre roller: Harry Lloyds øjne ved middagsbordet, Katie Holmes’ telefonsalg, Prochnows tavse autoritarisme. Det er sjældent, at biroller får sådan opmærksomhed—men Kvinden i Guld inviterer til det, fordi instruktøren selv har prioriteret dem.
Hvad venter for de medvirkende i Kvinden i Guld?
For Helen Mirren var Kvinden i Guld endnu et bevis på, at hun kan bære hvilken som helst rolle med værdighed. Hendes karriere fortsatte stabilt med både biografroller (The Good Liar, 2019) og prestigeserier.
Tatiana Maslany fik, som baggrundsanalysen noterer, “nye rolletilbud i biografisk drama” (MUBI Notebook, 2016, ifølge analysen). Hendes præstation her viste, at hun kunne bære et biograflærred—ikke bare en TV-serie. Siden fik hun hovedrollen i She-Hulk: Attorney at Law (2022), men det er værd at huske, at Kvinden i Guld var hendes første store biografiske birolle.
Harry Lloyd fortsatte i internationale karakterroller (Deadline, 2017, ifølge analysen), især i britiske og europæiske produktioner. Hans evne til at sige så meget med så lidt placerede ham i en lang række ensemble-projekter.
Bag kameraet fik Ben Smithard—takket være sin “valgfrie filtoptik” (ASC Q&A, 2018, ifølge analysen)—tilbud om større budgetter. Hans arbejde på Kvinden i Guld viste, at han kunne balancere historisk autenticitet med visuel skønhed.
Konklusion: hvorfor vi bliver ved med at se
Der findes film, vi ser én gang og glemmer. Og så findes der film, vi vender tilbage til—ikke fordi plottet overrasker os igen, men fordi vi opdager nye lag. Kvinden i Guld er af sidstnævnte slags. Det er ikke en perfekt film. Dramaturgien er til tider forudsigelig, og Curtis’ stil vil aldrig vinde priser for innovation. Men det, filmen gør rigtigt—og det, der binder os til den—er respekten for alle de medvirkende i Kvinden i Guld.
Som baggrundsanalysen konkluderer: “Ved at knytte kunsthistorie og familieerindring sammen i en juridisk nervekrig skaber Kvinden i Guld et følelsesmæssigt og intellektuelt fodfæste.” Instruktørens signaturtræk, de velanlagte biroller, filmens kulturhistoriske tyngde—”alt sammen pakket ind i en visuelt stringent æstetik—gør den til en sjælden fugl i fortællingen om naziofre” (Konklusion, baggrundsanalysen).
Hvis du kun tager én pointe med, så lad det være denne: Kvinden i Guld beviser, at selv oversete medvirkende kan være afgørende for et filmværks slagkraft. Det er ikke bare Mirrens blik eller Maslanys dans, der bærer historien. Det er også Harry Lloyds tavse angst, Katie Holmes’ komiske timing og Christian Friedels skyldbetonede begejstring. Sammen skaber de et ensemble, der minder os om, hvorfor vi elsker biografmørket: fordi vi der, i et par timer, får lov til at leve mange liv—og se verden gennem mange øjne.
