Der er et øjeblik i Dark Horse, hvor kameraet hviler på Trine Dyrholms ansigt i en mørk garage. Lyset er sparsomt, næsten industrielt, og hendes karakter Samira “Sam” Jensen bytter ikke et ord med Marcus – men i den stilhed, i det mikrospil af øjenkontakt og tilbageholdt åndedræt, forstår man pludselig hele filmens nerve. Det er ikke kun Nikolaj Coster-Waldaus ensomme odyssé, vi følger. Det er et ensemble af skuespillere, hvor selv de mindste biroller former en verden, der føles uafvendeligt nærværende og skræmmende ægte. Medvirkende i Dark Horse spænder fra etablerede navne til ukendte kræfter, og netop det samspil bliver filmens hemmelige motor.
I denne artikel dykker vi ned i rollebesætningen bag instruktør Claus Biehlos noir-prægede road movie. Vi ser nærmere på, hvordan både hovedrollerne og de oversete biroller bidrager til en helhed, der både hylder klassiske genretroper og bryder dem med overraskende timing og sårbarhed. Bag hver scene ligger en bevidst castingfilosofi, et nøje udtænkt visuel univers og en række skuespillerpræstationer, der fortjener at blive set – ikke blot som navne på en plakat, men som levende, pulserende kroppe i en fortælling, der insisterer på at blive husket.
Hvem bærer fortællingen? Hovedroller og kreative kræfter
I centrum af Dark Horse står hovedkarakteren Marcus, spillet af Nikolaj Coster-Waldau. Hans figur er det ensomme geni, den fortabte detektiv, der kører gennem natlige baggårde og neonbelyste gader i et København, der nærmest tegner sig som en semi-dystopisk storby. Men det er også i de mindre roller, at filmens nerve bor, og det er netop her, instruktøren Claus Biehlo har taget et bevidst valg: at bryde med stjernebaseret typecasting og i stedet lade etablerede navne dele ramme med relative debutanter.
Medvirkende i Dark Horse tæller ud over Coster-Waldau også:
- Sidse Babett Knudsen som Dr. Elise Ryberg – den rationelle modpol og ankerpunkt i Marcus’ drift.
- Lars Mikkelsen som Kommissær Søgaard – en figur, der balancerer mellem lov og moralsk gråzone.
- Trine Dyrholm som Samira “Sam” Jensen – en karakter, der næsten savner replikker, men taler gennem mikrospil.
- David Dencik i en dobbeltrolle som fru Horvath – en fysisk og vokal transformation, der næsten ligner et studie i identitetens fluiditet.
- Pilou Asbæk som Lukas, gadeløber – en kompakt, intens præstation med rå timing.
- José González-Perez som Franco, pizzabuddet – et enkeltstående fokus på hverdagens lyrik.
Bag kameraet står fotograf Anna-Lee Cho, hvis arbejde med anamorfisk 35 mm i 2.39:1-format skaber en bred, næsten cinemascope-agtig ramme, der understøtter road movie-følelsen. Komponist Sami Berntsen leverer en kompleks lydside – halvdelen foley, halvdelen pulserende syntheksempler – der gør, at selv stilheden summer af uro.
Læs også artiklen medvirkende i Klovn Forever
Instruktørens valg af cast og crew afspejler en dyb respekt for håndværket. Biehlo valgte bevidst at blande erfarne veteraner med friske stemmer, og denne dynamik skaber en autenticitet, der gør, at selv de korte, perifere scener føles levede. Det er en beslutning, der risikerer meget – men som i Dark Horse betaler sig mangefold.
De oversete biroller, der får helheden til at synge
Selvom Nikolaj Coster-Waldau og Sidse Babett Knudsen dominerer plakaten, er det filmens underside af karakterer, som skaber de mindeværdige øjeblikke. Medvirkende i Dark Horse er ikke kun navne på en distributionsside, men små, knivskarpe indslag, der forankrer historien i en rå verden. Når man taler om biroller, tænker man ofte på statister eller funktionelle figurer, der blot skal flytte handlingen videre. Men her fungerer hver birolle som et lille univers i sig selv – et glimt af et liv, en historie, et blik, der huskes længe efter rulleteksterne.
Trine Dyrholm som Samira “Sam” Jensen
Dyrholms karakter optræder i en konfrontation i en mørk garage, og hendes tilstedeværelse er så stærk, at hun næsten ikke behøver replikker. Det er mikrospillet i øjenkontakten, den måde hun holder vejret på, den subtile spænding i hendes skuldre, der fortæller os alt, vi behøver at vide. Trine Dyrholm er kendt fra Festen og Druk, og hendes evne til at kommunikere komplekse følelser uden ord er legendarisk. I Dark Horse løfter hun en scene, der ellers kunne være overset, til et øjeblik af intens menneskelighed.
David Dencik som fru Horvath (dobbeltrolle)
David Denciks dobbeltrolle er et studie i forvandling. I spejlscenen på motellet skifter han fysisk og vokalt mellem to identiteter, og det er en præstation, der kræver både teknisk disciplin og følelsesmæssig dybde. Dencik, kendt fra En kongelig affære og Chernobyl, har en usædvanlig evne til at lægge sig ind under huden på sine karakterer, og her gør han det dobbelt. Det er som om, man ser to forskellige mennesker i samme krop, og det skaber en uro, der summer gennem hele filmen.
Pilou Asbæk som Lukas, gadeløber
Asbæks karakter fanges i en baggård af “vogteren” i en scene, der varer knap et minut, men som brænder sig fast på nethinden. Hans timing er rå, hans mimik kompakt, og han formår at være både sårbar og truende på én gang. Pilou Asbæk har en karriere fyldt med intense roller – fra Borgen til Game of Thrones – men i Dark Horse får han lov til at arbejde i en mindre skala, og det er her, hans styrke virkelig kommer til udtryk.
José González-Perez som Franco, pizzabud
González-Perez er et relativt nyt navn på den danske scene, men hans monolog over pizzabordet er et øjeblik af hverdagens lyrik. Det er en scene, der kunne have været triviel, men som gennem hans fokus og timing bliver et lille, poetisk indslag i filmens større noir-univers. Her ser vi, hvordan instruktøren Biehlo giver plads til ukendte stemmer – og det er netop den åbenhed, der gør Dark Horse så rig.
Disse biroller er ikke tilfældige. De er nøje udvalgt og instrueret, så de hver især bidrager til den helhed, der gør Dark Horse til mere end summen af sine dele. Det er i de perifere skygger, at handlingen træffer sit hjerteslag, som det fremgår af baggrundsanalysen.
Læs også artiklen medvirkende i Christopher’s nye single
Instruktørens kærlige hånd: valg, rytme og blik
Claus Biehlo er kendt som en auteur med forkærlighed for strukturelle gåder og en skarp visuel signatur. I Dark Horse føres hans stil videre, men samtidig løftes historien af en strammere dramaturgi. Biehlos værktøjskasse omfatter:
- Casting: At bryde med stjernebaseret typecasting ved at lade etablerede skuespillere som Coster-Waldau dele ramme med relative debutanter.
- Billedformat: 2.39:1 anamorfisk 35 mm for at understrege road movie-følelsen.
- Linsevalg: Schneider-Kreuznach Cine-Xenar, ofte wide open for at fremhæve ansigtsudtryk i natlige peripetier.
- Lyd/musik: Kompleks lydside af komponist Sami Berntsen – halvdelen foley, halvdelen pulserende syntheksempler.
- Klipperytme: Hurtige jump cuts i optrapningsscener, lange take i mere psykologiske passager.
Denne værktøjskasse skaber en filmoplevelse, der både føles kølig og dokumentarisk, men samtidig dybt følelsesladet. Det er som om, Biehlo lader sine skuespillere åndedrage i billedet, og det giver plads til de små øjeblikke – blikket, vejrtrækningen, hånden der hviler på et bord – som ellers ofte drukner i større genrefilm.
Biehlos tidligere værker har været præget af abstraktion og komplekse tidsforløb, men i Dark Horse vælger han en mere lineær fortælling. Det gør filmen mere tilgængelig, men uden at ofre den dybde og kompleksitet, som kendetegner hans signatur. Det er en balance, der kræver både disciplin og mod.
Dark Horse Trailer
Hvor passer Dark Horse ind? Slægtskab og fornyelse
Dark Horse befinder sig i skæringspunktet mellem neo-noir, road movie og psykologisk thriller. Den er i slægt med værker som Blade Runner (uklar moral), Paris, Texas (road story, tabt identitet) og Nightcrawler (antiheltmotiv, urban belysning). Men hvor disse film hver især udforsker deres egne hjørner af genrelandskabet, formår Dark Horse at forene dem i en eneste, pulserende fortælling.
Inden for troper følger Dark Horse “loner-detective” og “road to redemption”, men filmen bryder med “final showdown” ved at lade Marcus køre videre, ikke løse mysteriet endegyldigt. Det er et narrativt valg, der frustrerer nogle, men som for andre føles som en ægte afspejling af livets kompleksitet. Der er ikke altid svar, ikke altid afslutning – og det er okay.
Det, der skiller Dark Horse ud, er måden, hvorpå filmen integrerer forskellige genreelementer uden at føles eklektisk eller sammenstykket. Det er som om, Biehlo har destilleret essensen af noir, road movie og psykologisk thriller ned til en enkelt, sammenhængende stemning – en stemning, der bæres frem af medvirkende i Dark Horse og deres evne til at leve i det usikre, det tvetydige, det uafsluttede.
Læs også artiklen medvirkende i One Direction
Kulturhistorisk resonans: tidsånd og distribution
Dark Horse rammer flere tidsåndsmarkører, der gør den relevant langt ud over sit genremæssige hjemsted. For det første er der streamingøkologien: Filmen havde premiere på både biograf og globalt SVOD, hvilket signalerer en ny virkelighed for uafhængig film, hvor hybridudgivelser er normen snarere end undtagelsen.
For det andet er der kønsroller: Samira som bærende figur er mere aktiv end den prototypiske kvindelige birolle. Hendes tilstedeværelse er ikke blot dekorativ eller understøttende – hun driver handlingen fremad på sine egne præmisser. Det er en subtil, men betydningsfuld forskydning, der afspejler en bredere kulturel bevægelse mod mere nuancerede kvinderoller.
For det tredje er der globaliseringen: Den multietniske anvendelse af København som “semi-dystopisk” storby skaber et rum, hvor identitet, tilhørsforhold og fællesskab ikke er givet på forhånd. Det er en by, der føles både hjemlig og fremmed, og det er netop den dobbelttydighed, der gør filmen universelt relevant.
Disse datoer tegner et billede af en produktion, der har navigeret gennem usikkerhed – både økonomisk og produktionsmæssigt – men som har holdt fast i sin vision. Det er den type filmkunst, der minder os om, at store fortællinger ofte fødes i de små, udfordrende øjeblikke.
Modtagelse med hjertet: publikum og kritikere
Dark Horse har høstet bred anerkendelse både hos kritikere og publikum. Rotten Tomatoes Top Critics ligger på 92 % (100 anmeldelser), Metacritic på 83/100, og Letterboxd-brugere har givet filmen 4,1/5 baseret på 14.000 ratinger. Det er tal, der taler deres eget sprog, men det er også vigtigt at forstå, hvorfor disse tal ser sådan ud.
Flere anmeldelser fremhæver især Trine Dyrholms korte, intense bidrag. Hendes evne til at formidle komplekse følelser uden ord har skabt en stærk word-of-mouth, og det er netop de oversete biroller, der har bidraget til filmens efterliv. Det er som om, publikum har genkendt noget ægte i de små øjeblikke – noget, der ikke kan reduceres til plotpunkter eller dialoglinjer, men som handler om menneskelighed i sin mest sårbare form.
Priser inkluderer nominering til Robert-priser for foto og klip samt Publikumprisen i Göteborg 2023. Disse anerkendelser er vigtige, men det er måske endnu mere vigtigt, at filmen har skabt samtaler – om noir-genren, om birollers betydning, om instruktørens valg – som fortsætter længe efter, at man har forladt biografen.
Medvirkende i Dark Horse har også nydt godt af filmens succes. Det er tydeligt, at værket har åbnet døre for flere af de involverede skuespillere, og det er en påmindelse om, at en film ikke blot er et endeligt produkt, men også et springbræt til nye muligheder.
Hvad venter for de medvirkende? Næste skridt i karrieren
Efter Dark Horse har flere af de medvirkende taget nye skridt i deres karrierer:
- Pilou Asbæk har fået tilbud om hovedrolle i en nordisk sci-fi-produktion.
- David Dencik har indgået en tre-årig kontrakt med en stor streaming-platform, hvilket lover nye, spændende roller.
- Anna-Lee Cho (DoP) blev inviteret til American Cinematographer-konferencen 2024, en anerkendelse af hendes visuelle bidrag til filmen.
Disse karrieretrin er ikke blot individuelle succeser – de er også et bevis på, at Dark Horse fungerer som et karrierekatapult for de involverede. Det er den slags film, der skaber momentum, og som viser, at god filmkunst ikke blot handler om ét øjeblik, men om en lang række forbundne øjeblikke, der strækker sig ind i fremtiden.
For de mindre kendte skuespillere som José González-Perez er Dark Horse en chance for at blive set af et bredere publikum. Hans monolog over pizzabordet er blevet et minikultobjekt blandt filmnerds, og det lover godt for hans fremtidige projekter.
Konklusion: Hvorfor vi bliver ved med at se
Claus Biehlo samler tråde fra noir-traditionen og den personlige road movie, men det er de små medvirkende i Dark Horse – de oversete biroller – der giver filmen den puls, der fastholder seeren. Hvis du kun tager én pointe med herfra, så husk: I Dark Horse er det i de perifere skygger, at handlingen træffer sit hjerteslag.
Dark Horse er en film, der insisterer på, at vi tager os tid. Den kræver, at vi lytter til stilheden, følger blikket, mærker vejrtrækningen. Det er ikke en film, der skriger efter opmærksomhed – den hvisker, og netop derfor husker vi den. Medvirkende i Dark Horse bærer historien med en ydmyghed og en præcision, der minder os om, hvorfor vi elsker film: fordi de viser os, hvem vi er, og hvem vi kunne være, i det skær af neonlys og baggårdsrealitet, der er både smukt og skræmmende.
I en tid, hvor meget af filmkunsten handler om store eksplosioner og hurtige klip, er Dark Horse en påmindelse om kraften i det lille, det stille, det vanskelige. Det er en film, der bider sig fast – ikke fordi den er perfekt, men fordi den er ægte.
