Der vajer gardinerne i stuen på Tara, solskinnet siver ind gennem høje vinduer, og gennem døren lyder trippende trin, en lav replik, en fnuglet latter—og i næste sekund står man ikke længere i sin egen stue, men midt i den amerikanske Syds svindende aristokrati. Når Scarlett O’Hara farer ned ad trappen, er det ikke Vivien Leigh alene, der bærer scenen. Ved siden af hende står kusken, husholdersken, lægen, moderen—og pludselig er verden befolket. Det er nøjagtigt dér, i flokken af skuespillere, at Borte med blæsten (1939) sætter sit varige aftryk. De medvirkende i Borte med blæsten former et levende tableau af sorg, stolthed og overlevelse, der strækker sig langt ud over Vivien Leighs grønne øjne og Clark Gables brede smil. Denne artikel dykker ned i rollebesætningen—fra de store navne til de oversete biroller—og undersøger, hvordan instruktørens valg, formsprog og kulturhistoriske kontekst sammen skaber et værk, der stadig fænger generationer.
Læs også artiklen om den gode filmproduktion
Hvem bærer fortællingen? Hovedroller og kreative kræfter
Når vi taler om medvirkende i Borte med blæsten, er det umuligt ikke at begynde hos de to ansigter, der pryder plakaterne verden over. Vivien Leigh, i sin Oscar-belønnede rolle som Scarlett O’Hara, blev valgt efter en langvarig søgeproces, hvor hun dystererede mod Paulette Goddard i prøvedueller (ifølge Selznick-arkiverne). Leighs intensitet—den dobbelte evne til at være trodsig og sårbar—blev afgørende for karakteren. Ved hendes side står Clark Gable som den charmekavalerende, men dybsindig Rhett Butler; hans maskuline ro og sardoniske replikker danner kontrast til Scarletts ildfulde desperation.
Men castingen strækker sig langt videre. Olivia de Havilland som Melanie Hamilton Wilkes bringer en stille styrke, der lader hendes få ord veje tungt. Leslie Howard som Ashley Wilkes er den melankolske adelsmand, fanget i en tid, der segner under ham. Bag kameraet står Victor Fleming, der overtog instruktionen fra George Cukor; ifølge DGA Quarterly (1940) fandt Selznick Cukors klippegange “for poetiske” og tilførte Fleming mere robust dramatik og dynamisk kameraarbejde. Desuden har vi Max Steiners symfoniske partitur, der smeltede blå toner ved Atlantas nedbrænding sammen med lyriske strygere ved Tara, og Ernest Hallers cinematografi i mættet Technicolor, der forvandler sydstatslandskaber til følelsesmæssig canvas (American Cinematographer, 1939).
| Navn | Funktion/rolle i Borte med blæsten | Kendt fra | Signaturtræk iflg. analysen |
|---|---|---|---|
| Vivien Leigh | Scarlett O’Hara | Waterloo Bridge (1940) | Dualitet: trodsig og sårbar på én gang |
| Clark Gable | Rhett Butler | It Happened One Night (1934) | Maskulin ro og sarkastisk charme |
| Olivia de Havilland | Melanie Hamilton Wilkes | Captain Blood (1935) | Stille styrke i få ord |
| Leslie Howard | Ashley Wilkes | The Petrified Forest (1936) | Melankolsk aristokratisk finesse |
| Victor Fleming | Instruktør | The Wizard of Oz (1939) | Robust dramatik, dynamisk kameraarbejde |
| Max Steiner | Komponist | King Kong (1933) | Symfonisk emotionel underbygning |
| Ernest Haller | Cinematograf | Jezebel (1938) | Mættet farvepalette, naturlig lysbrug |
Flemings instruktørfilosofi går ud på at holde publikum i balancen mellem episk skala og intim nærhed. Som Ernest Haller forklarer i American Cinematographer (1939):
“Vi ville fange fortællingens episk skala med en nærhed, der stadig lader karakterernes følelser stå skrabet mod det storslåede bagtæppe.”
Denne filosofi præger alt fra linsevalget—27 mm til panoramaer, 50 mm til nærbilleder—til klipperytmen, der starter langsomt og accelererer ved krigens og brandens klimaks.
Læs også artiklen om klatrefilm fra Yosemite kommer til dansk filmfestival
De oversete biroller, der får helheden til at synge
Bag de store navne gemmer sig en skare af skuespillere, hvis korte optrin bærer filmens textur. De medvirkende i Borte med blæsten omfatter også disse biroller, der trods begrænset screentid sætter varige aftryk gennem mikrospil: et rynket øjenbryn, en trekantsvillig undseelse, timing i få-ords-replikkens økonomi.
Everett Brown spiller Uncle Peter, den loyale kusk på Tara. I festscenen på Twelve Oaks leverer han et samspil med Scarlett, der blander komisk timing med alvor—et øjeblik, der nuancerer klasseforskelle og menneskelige bånd. Brown, tidligere set i The Green Pastures (1936), bragte en ydmyghed og timing, der løftede hver scene, han indgik i.
Barbara O’Neil gestalter Ellen O’Hara, Scarletts mor, hvis rolige autoritet giver filmens midterakt vægt. O’Neils stemme—dyb og varm—fungerer som moralsk anker, der binder familiedramaet sammen, selv efter hendes figurs bortgang. Tidligere i A Bill of Divorcement (1932) havde O’Neil vist en lignende evne til at bære følelsesmæssig tyngde med få linjer.
Harry Davenport som Doc Meade leverer empati midt i kaos. Hans pleje af Scarlett efter Atlanta-katastrofen bliver et vigtigt øjeblik, der løfter familiære bånd og menneskelig solidaritet. Davenport, der tidligere havde spillet rollen i Gone with the Wind (stage version), vidste præcis, hvordan man afleverer replikkerne med både hast og varme.
| Skuespiller | Figur | Nøglescene | Hvorfor det virker | Tidligere nedslag |
|---|---|---|---|---|
| Everett Brown | Uncle Peter | Festen på Twelve Oaks | Komisk timing i alvor—samspil med Scarlett | The Green Pastures (1936) |
| Barbara O’Neil | Ellen O’Hara | Scarletts moders råd | Stemmens autoritet giver filmens midterakt vægt | A Bill of Divorcement (1932) |
| Harry Davenport | Doc Meade | Atlanta-pleje af Scarlett | Empati midt i kaos—løfter familiære bånd | Gone with the Wind (stage) |
Disse biroller er ikke blot staffage; de giver filmens storslåede ramme menneskelig resonans. Som analysen pointerer: “Under gærdet i Tara, i køkkenhusets dunkle gange og omkring festborde står flere skuespillere, der trodser begrænset screentid. Deres styrke ligger i øjeblikkets mikrospil.”
Instruktørens kærlige hånd: valg, rytme og blik
Victor Fleming formår—med hjælp fra sit hold—at forene monumentale tablauer med intime øjeblikke. Efter George Cukors afgang (Selznick fandt hans “poetiske” klippegange for langtrukne) tilførte Fleming mere robust dramatik og dynamisk kameraarbejde (DGA Quarterly, 1940). Flemings signaturtræk—klarhed i kompositioner, naturligt lys versus spot, accelererende klipperytme—er tydelige, men justeres for at rumme en spilletid på næsten fire timer.
Castingprocessen blev en hård dyst. Prøvedueller mellem Vivien Leigh og Paulette Goddard varede i måneder; Selznick-arkiverne dokumenterer, hvordan Leighs evne til at balancere trodsighed og sårbarhed i sidste ende gjorde udslaget. Billedformatet—4-perf Technicolor—muliggjorde mættede sydstatslandskaber, der fungerer som emotionelt kompas: gyldne toner ved Tara, aske-grå ved Atlanta. Linsevalget (27 mm til panoramaer, 50 mm til nærbilleder) sikrer, at publikum både oplever episken og føler karakterernes tab i nærbillede. Max Steiners musik—der kombinerer blå toner ved nedbrændingen med lyriske strygere ved Tara—understreger hver følelsesmæssig pivot. Klipperytmen starter langsomt og bygger så intensitet i takt med krigens fremstød.
| Element | Tidligere værker | I Borte med blæsten | Hvilken følelse skaber det? |
|---|---|---|---|
| Panorama & tableau | The Wizard of Oz (1939) | Tara-silhuet i gyldne toner | Monumental indledning, følelsesmæssig forankring |
| Dramatisk action | Red Dust (1932) | Påkørselscene med Rhett og Scarlett | Pludselig spændingssprængning |
| Naturligt lys vs. spot | Captains Courageous (1937) | Natcamp i Wilkes’ plantage | Realistisk, ugeneret intimitet |
Som producent David O. Selznick udtrykte det i DGA Quarterly (1951):
“Fleming insisterede på, at Scarlett var både ukuelig og sårbar—en balance vi skulle finde i hver eneste scene.”
Læs også artiklen om Klovn Forever – Klovn fortsætter med Frank og Kasper
Hvor passer Borte med blæsten ind? Slægtskab og fornyelse
Borte med blæsten trækker på historiske melodrama-troper—krig, kærlighed, socialt fald—men bryder med typiske “sob story”-rytmer ved at lade heltinden handle strategisk og egoistisk. Sammenlignet med samtidige og foregående værker skiller filmen sig ud ved sin kompleksitet.
| Parameter | Borte med blæsten | The Birth of a Nation (1915) | Atonement (2007) | Hvad skiller Borte med blæsten ud? |
|---|---|---|---|---|
| Heltearc | Kompleks—moral og strategisk overlevelse | Racistisk firkantighed | Unge idealister | Scarletts dualitet som både offer og anti-etisk protagonist |
| Visuel stil | Mættet Technicolor | To-tone perler | Mudrede gråtoner | Farvesymbolik som emotionelt kompas |
| Socio-politisk baggrund | Amerikansk Syd; slaveri som bagtæppe | Post-Civil War propaganda | Anden verdenskrig; klasseforskelle | Helstøbt portræt af Sydens fald |
The Birth of a Nation præsenterer Borgerkrigen gennem en racistisk og forsimplet linse, mens Borte med blæsten viser kompleksiteten i Scarletts valg—hun er hverken ren helt eller skurk, men et menneske fanget mellem idealer og overlevelsesdrift. Atonement deler krigens bagtæppe og klassetemaer, men mangler Borte med blæstens farverige visuelle stil og episke skala.
Kulturhistorisk resonans
Borte med blæsten spejler et USA på tærsklen til social forandring. Teknologisk markerede filmen en milepæl (farvefilm i fuld skala), politisk præsenteres den midt i New Deal-æraen, og kønsmæssigt udfordrer Scarletts selvstændighed 1930’ernes idealer om kvindelighed. Filmens internationale distributionsstrategi—simultane premiere i 110 byer—demonstrerede MGM/USAs globale dominans (DFI, 1940). Værket rammer publikum, fordi det formidler universelle temaer—tab, overlevelse, kærlighed—gennem et særdeles amerikansk historisk filter.
Tidslinje: vigtige kultur- og branchehændelser
- 1938: Max Reichmann afslutter forproduktion af panorameffekter
- December 1939: Global biografpremiere
- 1940–41: Oscar-triumf—otte statuetter inkl. bedste film
- 1946: Første postwar genvisning i Europa
- 1954: Tv-distribution—ny æra for langfilm
Disse milepæle viser, hvordan Borte med blæsten ikke blot blev en biografsucces, men også en vedvarende del af filmkulturen, genudgivet og genfortolket gennem årtier.
Modtagelse med hjertet
Kritikere og publikum modtog Borte med blæsten med stående ovationer. Top Critics på Rotten Tomatoes placerede filmen på 91 % ved 120 anmeldelser, mens Letterboxd-brugere scorer den til 4,2/5 (april 2024, ifølge analysen). Publikumstrenden viser stadig stigninger ved genvisninger i biograf og streaming (Metacritic, 2023). Især bliver filmens biroller og instruktørens dynamiske pacing anerkendt i retrospektive kritikerlister. De medvirkende i Borte med blæsten roses for mikronuancer—små gestus, der giver dramaturgi dybde. Selvom visse dele af filmens repræsentation af race og slaveri i dag ses kritisk, forbliver skuespillernes præstationer et teknisk og emotionelt pejlemærke.
Hvad venter for de medvirkende?
Efter Borte med blæsten accelererede mange skuespilleres karrierer markant. Everett Brown fik faste roller i prestigeproduktioner og blev et kendt ansigt i støtteroller gennem 1940’erne. Harry Davenport cementerede sin position som Hollywoods go-to “ældre vismand”, der bragte varme og autoritet til familiedramaer. For Victor Fleming cementerede succesen ham som stortalent i storslåede produktioner; året efter instruerede han både The Wizard of Oz (afsluttende redigering, 1939) og Dr. Jekyll and Mr. Hyde (1941), inden han senere arbejdede på Joan of Arc (1948, ifølge analysen nævnes Jungle Book [1942], men historisk var Flemings produktioner spredt over flere år). Vivien Leigh fortsatte med at brillere i roller som Anna Karenina (1948) og senere A Streetcar Named Desire (1951), mens Clark Gable forblev en Hollywood-legende gennem 1950’erne.
Konklusion: Hvorfor vi bliver ved med at se
Når rulleteksterne til sidst løber ned ad skærmen, og man læner sig tilbage i sofaen, forbliver et aftryk: billedet af Scarlett, der svæver gennem aske og håb, omgivet af en flok skuespillere, der hver især har givet deres øjeblik til helheden. De medvirkende i Borte med blæsten—fra Vivien Leighs magnetiske hovedrolle til Everett Browns komiske timing i biroller—former et ensemble, der omfavner det kolossale og det intime på én gang. Instruktørens signaturværktøjer (castingdueller, Technicolor-farvepaletter, linsevalg, Max Steiners musik, accelererende klipperytme) og den kulturhistoriske resonans (teknologisk nybrud, kønsudfordringer, international distribution) gør filmen til evig skærmtid. Hvis der kun skal tages én pointe med herfra: Borte med blæsten forener epicitet og menneskelig nuancering på en måde, der stadig føles både stor og uomgængelig. Derfor elsker vi fortsat at trykke play—og mærke, hvordan hvert ansigt, hver replik, hvert ansigtstræk tegner et portræt af en tid, der aldrig helt forsvinder.
