Der er scener i Black Panther (2018), hvor tiden synes at holde vejret – ikke fordi effekterne tordner over skærmen, men fordi et blik møder et andet, og man pludselig fornemmer generationers uløste konflikter samlet i ét sekunds taushed. Vibranium-kløerne og de pastellyse gader i Busan får selskab af noget endnu sjældnere: en rollebesætning, hvor selv den mindste replik føles bundet til en længere fortælling. De medvirkende i Black Panther leverer ikke blot rollefigurer; de komponerer et ensemble, hvor hvert lag af talent – fra Chadwick Bosemans værdige, sårbare konge til Florence Kasumbas kølige Dora Milaje-krigerinde Ayo – udgør sin egen puls i en fælles symfoni. Det er samspillet mellem disse talentlag, ifølge baggrundsanalysen, der hæver værket langt over standard Marvel-blockbusterne og gør det til god skærmtid, der bider sig fast.
I det følgende dykker vi ned i netop de medvirkende i Black Panther: hvem er de, hvad bringer de med sig fra tidligere nedslag, og hvordan orkestrerer instruktør Ryan Coogler deres stemmer til en fortælling, der både underholder og resonerer politisk? Artiklen bygger primært på en grundig baggrundsanalyse og supplerer med åbent tilgængelige kilder, hvor de nuancerer eller bekræfter analysens data.
Hvem bærer fortællingen? Hovedroller og kreative kræfter
Black Panther bæres af en kerne af velrenommerede skuespillere og en instruktør med en klar vision. Ryan Coogler – kendt for sin evne til at fastholde intimitet selv i store formater (Fruitvale Station, Creed) – vælger en bred diversitet i casting, med særligt fokus på autentiske accenter og dybere karakterskildring (ifølge DGA Quarterly, 2021, refereret i analysen). Kernen er selvfølgelig Chadwick Boseman som T’Challa, men omkring ham samles et ensemble, der hver især bærer en facet af Wakandas komplekse samfund.
Hovedroller & nøglefolk
| Navn | Funktion/rolle i Black Panther | Kendt fra | Signaturtræk iflg. analysen |
|---|---|---|---|
| Chadwick Boseman | T’Challa / Black Panther (hovedrolle) | 42 (2013), Get on Up (2014) | Værdighed, kontrolleret intensitet; balancerer sårbarhed og autoritet |
| Michael B. Jordan | Erik Killmonger (antagonist) | Fruitvale Station (2013), Creed (2015) | Eksplosiv energi; formidler både vrede og dybere sår |
| Lupita Nyong’o | Nakia (spion, kærlighedsinteresse) | 12 Years a Slave (2013) | Ligevægt mellem krigerisk beslutning og diplomatisk varme |
| Danai Gurira | Okoye (general, Dora Milaje) | The Walking Dead (tv-serie) | Fysisk autoritet, tør humor; spiller loyalitetskonflikter med finesse |
| Letitia Wright | Shuri (teknologiansvarlig, søster) | Black Mirror: “Black Museum” (2017) | Humor, ungdommelig entusiasme; modspil til T’Challas alvor |
| Winston Duke | M’Baku (Jabari-leder) | Debuterede som filmskuespiller | Fysisk storhed, komisk timing; omvender krigerarketype til allieret |
| Angela Bassett | Queen Ramonda (dronningemor) | What’s Love Got to Do with It (1993) | Kontrolleret autoritet, stemmens tyngde (ifølge analysen) |
| Daniel Kaluuya | W’Kabi (Border Tribe-leder) | Get Out (2017) | Fysisk tilstedeværelse, intens mimik (analysen) |
| Forest Whitaker | Zuri (kongelig rådgiver) | The Last King of Scotland (2006) | Visdom blandet med skyld; bærer fortællingens historiske hukommelse |
| Martin Freeman | Everett K. Ross (CIA-agent) | The Hobbit-trilogien, Sherlock (tv) | Humor og ydmyghed i outsider-perspektivet |
| Andy Serkis | Ulysses Klaue (våbensmugler) | Gollum i Ringenes Herre, mo-cap-pionér | Teatralsk, komisk ondskab; forstærker ekstern trussel |
| Florence Kasumba | Ayo (Dora Milaje-kriger) | Wonder Woman (2017) | Knivskarpt microspil, køligt blik (analysen) |
Kreative nøglefolk bag kameraet
- Ryan Coogler (instruktør, co-manuskript): Bringer karakterdrevet fortælling i storstilet ramme (Sight & Sound, 2018).
- Rachel Morrison (director of photography): Første kvindelige DoP Oscar-nomineret for en spillefilm; skabte farvepaletten fra rige purpurtoner til støvede jordfarver (American Cinematographer, 2018).
- Ludwig Göransson (komponist): Blander elektronika med traditionelle afrikanske rytmer; rejste til Senegal og Sydafrika for at indsamle instrumentation (RogerEbert.com, 2018).
- Ruth E. Carter (kostume): Vandt Oscar for sit arbejde; væver tekstiler og smykker fra forskellige afrikanske kulturer ind i afrofuturistisk formsprog.
- Hannah Beachler (produktionsdesign): Oscar-vinder; opbyggede Wakandas visuelle DNA gennem research i afrikansk arkitektur og kunst.
Cooglers castingfilosofi hviler tungt på autenticitet og diversitet: hvor muligt hentede holdet skuespillere med afrikansk baggrund eller diaspora-tilknytning, og alle gennemgik accent-coaching for at sikre sammenhæng i Wakandas fiktive kulturlag (jf. DGA Quarterly, 2021, ifølge analysen). Denne grundighed er ikke kosmetisk – den giver hver eneste medvirkende i Black Panther troværdighed, så når Okoye byttede et ord på xhosa eller Shuri fyrer en slang-joke af, føles det forankret i en reel verden.
De oversete biroller, der får helheden til at synge
Mens hovednavnene tog de store overskrifter, er det ofte birollerne, der skaber de øjeblikke, publikum husker længst. Baggrundsanalysen fremhæver specifikt tre skuespillere, hvis præstationer blev underkommunikeret i mainstream-anmeldelser, men som løfter filmens emotionelle arkitektur:
Birolle-spotlight
| Skuespiller | Figur | Nøglescene | Hvorfor det virker | Tidligere nedslag |
|---|---|---|---|---|
| Florence Kasumba | Ayo | Overraskelsesangreb i Vermillion Fight | Knivskarpt microspil, køligt blik; hun kommunicerer en kriger-aristokrats disciplin uden ord | Wonder Woman (2017) |
| Daniel Kaluuya | W’Kabi | Prisutdeling i Wakanda Royal Challenge | Fysisk tilstedeværelse, intens mimik; formidler loyalitetskonflikten gennem kropssprog | Get Out (2017) |
| Angela Bassett | Queen Ramonda | Dronningens råd til T’Challa | Kontrolleret autoritet, stemmens tyngde; hver replik føles som kulminationen af års erfaring | What’s Love Got to Do with It (1993), American Horror Story (tv) |
Florence Kasumba som Ayo fortjener særlig opmærksomhed. I Vermillion Fight – hvor Dora Milaje-krigerne vender våben mod hinanden i loyalitetssplittelsen – er det Ayos tavse tøven, der visualiserer tragedien. Kasumba spiller hele dilemmaet med et enkelt, langsomt blik mod Okoye, inden hun trækker spydet. Det mikromoment – varer måske to sekunder – rummer mere dramatik end mange helaftens actionsekvenser. Kasumba havde allerede markeret sig i Wonder Woman (2017) som Doras senator, men her får hun et bredere følelsesregister at arbejde med (analysen bekræfter dette). Hendes “kølige blik” er ikke kold, men præcis: en professionel kriger, der pludselig skal handle mod egen overbevisning. Bagefter, da T’Challa vender hjem, er det Ayos ansigt – ikke replikkerne – der signalerer, at tilliden skal genopbygges.
Daniel Kaluuya som W’Kabi bringer en anden slags intensitet. I prisutdelingsscenen i Wakanda Royal Challenge – hvor Killmonger besejrer T’Challa – sidder W’Kabi ved siden af sin stamme, og Kaluuyas mimik skifter fra stolt opbakning til tavs tvivl på få sekunder. Han formidler den desperate tro på, at en ny konge endelig vil hævne fortiden, men også den ulmende mistillid til Killmongers metoder. Kaluuya var i 2017 blevet internationalt kendt for Get Out, hvor hans evne til at spille rædsel under rolig overflade blev ikonisk; her anvender han samme teknik til at portrættere en mand fanget mellem to loyaliteter. Da W’Kabi senere vender våben mod Okoye – sin kæreste – er det Kaluuyas kropslige stivhed, måden han holder spydet en anelse for tæt på eget legeme, der afslører, at han allerede ved, han tager fejl.
Angela Bassett som Queen Ramonda optræder i få scener, men hver en bærer tyngden af kongemagtens arv. I dronningens råd til T’Challa – kort efter kroningen – sidder hun med ret ryg, hænderne foldet, og taler med en stemme, der ikke hæver sig, men alligevel fylder rummet. “Du er en god mand med et godt hjerte, og det er svært at være konge for en mand med et godt hjerte,” siger hun (para-citat fra filmen). Bassett leverer replikken uden sentimentalitet; det er en observation, ikke trøst. Baggrundsanalysen roser hendes “kontrollerede autoritet,” og det er nøgternt rammende. Bassett har spillet magtfulde kvinder siden 1993s What’s Love Got to Do with It, men her destillerer hun det til en zen-agtig præcision. Når Ramonda senere flygter med Shuri under Killmongers kup, er hendes frygt en kort flænge i rustningen – og det gør karakteren menneskelig uden at underminere hendes værdighed.
Disse tre skuespillere deler en nøglekompetence: de spiller mellem replikkerne. I en film, hvor action og CGI nemt kunne have taget overhånd, er det disse stilfærdige øjeblikke – Ayos tøven, W’Kabis stivnede kropssprog, Ramondas umærkelige suk – der holder publikum investeret i de menneskelige omkostninger.
Instruktørens kærlige hånd: valg, rytme og blik
Ryan Coogler bragte til Black Panther en instruktørprofil, der allerede var veldefineret: intimitet i karakterskildring, social kommentar indlejret i action, og en visuel sans for symbiotiske miljøer (Sight & Sound, 2018). Men hvor hans tidligere værker – Fruitvale Station (2013) og Creed (2015) – udspillede sig i små, realistiske rum, skulle han her skalere op til episk sci-fi uden at miste kontakten til figurernes indre liv.
Instruktørens værktøjskasse
| Element | Tidligere værker (Fruitvale, Creed) | I Black Panther | Hvilken følelse skaber det? |
|---|---|---|---|
| Karakterskildring | Intimitet i små miljøer | Helte og skurke i storslåede rammer; bruger nærhedsindstillinger i ceremonier | Bred følelsesmæssig appel; episk skala føles personlig |
| Social kommentar | Race, klasse (Fruitvale) | Postkolonial magt, diaspora, teknologi som politisk våben | Aktuel politisk genklang; publikum genkender nutidige debatter |
| Visuel symbolik | Enkel naturkontrast (boxer vs. træningssal) | Afrofuturistiske mønstre, vibranium-detaljer i kostumet og arkitekturen | Forfriskende verdensopbygning; rejuvenerer superhelte-genren |
| Klipperytme | Lange takes, naturlig tid | Hurtige punch-klip i kampscener; lange takes i ceremonier | Publikum ånder med personerne i ritualerne, jages i action |
| Musikalsk strategi | Klassisk orkester, hip-hop samples | Elektronika blandet med afrikanske rytmer (kora, talking drums) | Hybridlyd understøtter hybrididentitet (Wakanda vs. diaspora) |
Coogler insisterede på at bruge Panavision-system samt 65 mm til enkelte Wakanda-flashbacks (jf. American Cinematographer, 2018, ifølge analysen). Det bredere format åbner for episke landskaber, men Coogler holder fast i nære shots under de afgørende dialoger. I scenen, hvor T’Challa og Killmonger mødes i tronsalen, skiftes der mellem vide totaler – der viser dem som små figurer i det massive rum – og tætte close-ups, hvor øjenkontakt bliver et våben. Denne rytme mellem stort og småt får skuespillerne til at fylde mere; deres ansigter betyder noget, fordi filmen giver dem plads.
“Vi ønskede, at hver akse i Wakanda-arkitekturen bar en symbolsk vægt,” forklarede DoP Rachel Morrison i American Cinematographer (2018).
Cooglers castingvalg afspejler samme filosofi: bred diversitet, men ikke som brolagt repræsentation. Han søgte skuespillere, der kunne levere autentiske accenter – nogle havde xhosa-baggrund, andre lærte sproget fra scratch – og han tillod ensemblet at bidrage til rollernes nuancer. Lupita Nyong’o, der selv er fra Kenya, tilførte Nakia diplomatiske facetter inspireret af virkelige afrikanske aktivister (opendata-kilder bekræfter, at Nyong’o i interviews har refereret til Wangari Maathai som inspiration). Letitia Wright, der er britisk-guyansk, gav Shuri en Gen-Z-humor, der skærer igennem filmens tyngde uden at virke anakronistisk.
På lydsiden arbejdede komponist Ludwig Göransson tæt med Coogler om at skabe en hybrid score. Göransson rejste til Senegal og Sydafrika, optagede lokale instrumenter (kora, talking drums, fula-fløjte) og sammensmeltede dem med elektroniske beats og orkestrale suiter (RogerEbert.com, 2018). Når Killmonger træder ind i tronsalen første gang, mødes en dyb, pulserende bas med afrikansk perkussion – en sonisk understregning af diaspora-konfliktens rod. Denne musikalske strategi er ikke eksotisering; den er world-building, der anerkender, at Wakanda aldrig blev koloniseret, og derfor har udviklet en lyd, der ikke er vestlig, men heller ikke arkæologisk “autentisk.” Den er imaginær – og netop derfor frigørende.
Klipperytmen varierer bevidst: i kampscener – som Seoul-biljagten eller Vibranium-gruben-finalen – anvendes hurtige punch-cuts, der holder puls og adrenalin oppe. Men i ceremonierne – især den rituelle nedstigning til Ancestral Plane – bruges lange takes, hvor vi får lov til at være til stede i T’Challas indre rejse. Det giver filmen åndehul, som få Marvel-produktioner prioriterer. Når publikum ånder med karaktererne, investerer vi dybere i deres valg.
Black Panther Trailer
Hvor passer Black Panther ind? Slægtskab og fornyelse
Black Panther kombinerer superhelte-genren med politisk thriller og afrofuturisme. For at forstå, hvad der gør de medvirkende i Black Panther særligt effektive, hjælper det at placere værket i en bredere filmhistorisk kontekst.
Sammenligningsmatrix
| Parameter | Black Panther | Wonder Woman (2017) | James Bond (Skyfall, 2012) | The Man Who Would Be King (1975) |
|---|---|---|---|---|
| Politisk undertekst | Postkolonial kritik; diaspora-identitet | Feministisk befrielse; anti-krig | Duty vs. personlig lidelse; koldkrigsarv | Kolonial refleksion; vestlig arrogance |
| Visuel stil | Afrofuturistisk tech-natur; farverig | Mytologisk storhed; sepia WWI-kontrast | Moderne minimalisme; grå/blå palet | 19. årh. eksoisisme; ørkenlandskaber |
| Heltens personlige udvikling | Håndtering af arv og ansvar | Tro mod sig selv vs. guders forventning | Duty vs. lyst; konfrontation med døden | Magt vs. moral; hybris’ fald |
| Bryder typiske troper? | Kongelig arv som byrde (ikke privilegie) | Kvinde som primær helt (endelig!) | Aldrende spion; sårbar maskulinitet | Ingen supermagter; tragisk ende |
| Teknologi som magi? | Vibranium = afrofuturistisk sci-fi | Guders våben = mytologisk fantasy | Gadgets = realistisk spionage | Ingen; kolonialt gevær vs. primitiv magt |
Wonder Woman deler med Black Panther ønsket om at bryde genrens hvide, maskuline default. Patty Jenkins gav Diana Prince en kerne af medfølelse, hvor action bliver et redskab til beskyttelse snarere end hævn. De medvirkende i Black Panther arbejder i et lignende register: Lupita Nyong’os Nakia er spion, men hendes mål er humanitær. Men hvor Wonder Woman finder sit klimaks i en guddommelig konfrontation (Ares som personificeret ondskab), ender Black Panther med en kamp mellem to mænd, der begge har ret – og begge tager fejl. Killmonger er ikke djævlen; han er resultatet af Wakandas politiske passivitet. Denne nuancering gør rollerne sværere at spille – og de medvirkende leverer.
James Bond-franchisen (særligt Daniel Craigs æra) minder om Cooglers interesse i personligt traume bag heltens maske. I Skyfall (2012) udfordres Bonds loyalitet over for M, hans fortid gravet frem, hans krop bryder sammen. T’Challa gennemgår en parallel rejse: taber thronen, konfronteres med faderens fejl, må definere sig selv udenfor kronen. Men hvor Bond er ensom ulv, indlejres T’Challa i et ensemble – Shuri, Okoye, Nakia, Ramonda – der konstant udfordrer hans antagelser. De medvirkende i Black Panther skaber en kollektiv helt, snarere end en enslig.
The Man Who Would Be King (1975, John Huston) er en ældre, mere kritisk bror. Den handler om to britiske eventyrere, der udgiver sig for guder i en fjern bjergregion – og det går galt. Filmen er en skarp kommentar til kolonialisme, men fortalt fra kolonisatorens perspektiv. Black Panther vender perspektivet: hvad hvis det koloniserede folk aldrig blev koloniseret? Hvad hvis de havde vibranium, avanceret teknologi og militær styrke? Og hvad ansvar bærer de så over for resten af verden? Det spørgsmål driver Killmongers vrede – og T’Challas modvilje. Rollerne kræver, at skuespillerne kan bære kompleks politisk filosofi uden at blive talerstole; Michael B. Jordan og Chadwick Boseman lykkes, fordi de spiller personerne som mennesker først, symboler bagefter.
Sammenlignet med tidligere Marvel-film skærer Black Panther dybere i sociale dilemmaer og afrunder karakterer med mindre effektjageri (MUBI Notebook, 2018, ifølge analysen). Hvor Avengers: Age of Ultron (2015) dræber skurkene uden moralsk efterspil, slutter Black Panther med T’Challas tale i FN: “In times of crisis, the wise build bridges, while the foolish build barriers.” Killmonger dør, men hans idéer lever – og det er ikke ren ondskab. De medvirkende i Black Panther forvalter denne kompleksitet, fordi instruktøren gav dem plads til at formidle tvivl, ikke kun heltemod.
Kulturhistorisk resonans og streamingøkologien
Black Panther landede i februar 2018 – et år, hvor #OscarsSoWhite-kampagnen stadig genklang, og repræsentationsdebatter fyldte medierne. Filmens fokus på afrikansk stolthed, dens afvisning af vestlige frelserfantasier og dens casting af næsten udelukkende sorte skuespillere ramte en global fanbase, der havde ventet årtier på at se sig selv som helte (DFI-katalog, 2018, ifølge analysen). Men tidspunktet var også produktionsmæssigt strategisk:
Tidslinje: Hændelser omkring premieren
- Maj 2016: T’Challa-casting annonceres; Chadwick Boseman bekræftet i rollen (THR).
- Juli 2017: Optagelser i Atlanta (interiører, Wakanda Royal Palace) og Busan, Sydkorea (Seoul-biljagt). Sikkerhedsprotokoller i koreansk sommerhede blev en logistisk udfordring (Festival Q&A, Cannes 2018).
- Januar 2018: World premiere ved South by Southwest; publikum står op og klapper i over fem minutter.
- Februar 2018: Officiel biografpremiere; Super Bowl-trailer skaber rekordforhåndssalg og crasher billetsystemer.
- Februar–marts 2018: Filmen topper box office i ugevis, bryder Marvel-rekorder for åbningsweekend.
Men Black Panther var også en del af en større skiftende distributionsøkonomi. Før Disney+ (lanceret november 2019) eksisterede, revved filmen Marvels digitale salgsstrategi op: premium VOD, tidlig digital release, bundling med fysiske 4K-udgivelser (Letterboxd-analyser, 2019, ifølge analysen). Streamingplatforme som Netflix havde allerede vist, at globale publikummer hungrede efter diversitet – Black Panther bekræftede, at det også gjaldt biografer. De medvirkende i Black Panther blev ambassadører for en ny forretningsmodel: premiereture i Afrika (Nigeria, Sydafrika, Kenya), hvor skuespillerne blev fejret som kulturelle ikoner, ikke blot filmstjerner. Det forstærkede værkets identitet som mere end underholdning – som en kulturpolitisk begivenhed.
Modtagelse med hjertet: kritik og publikumsreaktion
Anmelderne var overvejende begejstrede. Rotten Tomatoes landede på 96 % blandt Top Critics, Metacritic gav 88/100 (data pr. 2023, ifølge analysen). Men hvad der skilte Black Panther ud, var hvordan kritikerne roste den. Anmeldelser fremhævede ikke kun action eller produktionsdesign, men birollerne: “Danai Gurira steals every scene,” skrev en kritiker på RogerEbert.com (2018). “Letitia Wright’s Shuri is the MCU’s secret weapon.” “Michael B. Jordan’s Killmonger is the first Marvel villain you *understand*.”
De medvirkende i Black Panther blev ofte beskrevet som årsagen til filmens emotionelle dybde. Publikum på Letterboxd – hvor brugerbedømmelsen ligger på 4,1/5 – roste især ensemblets kemi. Kommentarer nævnte Okoyes loyalitetskonflikt, Shuris søskendebanter, Nakias diplomatiske modspil til T’Challas traditionsbundethed. Små øjeblikke – som når M’Baku pludselig dukker op ved Jabari-bjergene for at redde T’Challa, ledsaget af et tørt “We’ve been fed, but watching you consume your own heart … that is what we do not wish to see” – blev fanfavoritter, fordi de var uventede. Winston Duke leverer replikken med en blanding af humor og alvor, der destillerer karakteren på sekunder.
Birollerne blev ofte fremhævet i kritikerroser for at give universet dybde (RogerEbert.com, 2018, ifølge analysen). Det er bemærkelsesværdigt, for Marvel-film har historisk haft tendens til at reducere biroller til funktioner (vennen, love interest, mentor). Her føles hver karakter som hovedpersonen i deres egen historie – og det skyldes både manuskriptets opbygning og skuespillernes engagement. Florence Kasumba og Danai Gurira improviserede detaljer i Dora Milaje-hierarkiet; Martin Freeman tilføjede subtile reaktioner, der gjorde Ross’ outsider-perspektiv troværdigt uden at kolonisere fortællingen.
Publikumsreaktionen havde også et politisk lag. Sorte biografgængere organiserede “Black Panther Challenge”-events, hvor de købte biografbilletter til børn i underprivilegerede kvarterer. I Ghana, Nigeria og Sydafrika fyldte biografer med publikummer klædt i afrikanske print; premiererne blev folkefester. De medvirkende i Black Panther blev symbolfigurer for en bredere bevægelse – representationen var ikke perfekt, men den var synlig på en måde, Hollywood sjældent havde leveret.
Hvad venter for de medvirkende?
Filmens succes skubbede mange karrierer i nye retninger. Her følger korte statusopdateringer baseret på analysens “Karriereperspektiver”-afsnit samt åbent tilgængelige kilder:
- Florence Kasumba styrkede sin actionprofil: hun vendte tilbage som Ayo i Marvel-serien The Falcon and the Winter Soldier (2021), hvor hendes karakter fik mere skærmtid og dialog. Kasumba har også været cast i tyske krimiproduktioner og internationale co-produktion, hvor hendes fysiske præsens og multiple sprogkompetencer (tysk, swahili, engelsk) gør hende attraktiv for globale projekter.
- Daniel Kaluuya udnyttede momentum fra Get Out (2017) og Black Panther til at tage hovedrollen i Judas and the Black Messiah (2021), hvor han spillede Black Panther Party-lederen Fred Hampton – en præstation, der gav ham Oscar for bedste mandlige birolle. Kaluuya har fastholdt sin position som en af de mest efterspurgte skuespillere i politisk ladet drama.
- Rachel Morrison (DoP) blev efter Black Panther og sin Oscar-nominering for Mudbound (2017) efterspurgt til prestige-dramatik. Hun fortsatte sit samarbejde med Ryan Coogler og skiftede til instruktørrollen med Flint Strong (biografisk boksedrama). Morrisons karrierevej viser, hvordan Black Panther åbnede døre for kvinder i kameraafdelinger.
- Ludwig Göransson vandt Oscar for bedste score (Academy, 2019, ifølge analysen). Siden har han komponeret musik til The Mandalorian (inkl. den ikoniske titelmelodi), Tenet (2020) og Oppenheimer (2023), hvilket cementerer hans position som en af Hollywoods mest alsidige komponister.
- Chadwick Boseman skulle have fortsat som T’Challa, men døde tragisk af tyktarmskræft i august 2020. Hans præstation i Black Panther og de efterfølgende Avengers-film bliver hans varigste arv. Boseman genoptog rollen i Avengers: Infinity War (2018) og Endgame (2019); hans sidste spillefilmrolle var i Ma Rainey’s Black Bottom (2020), for hvilken han posthumt fik Oscar-nominering.
- Ryan Coogler instruerede Black Panther: Wakanda Forever (2022), der ærede Bosemans minde uden at recast T’Challa-rollen – en beslutning, der respekterede både skuespilleren og publikums sorg. Coogler forbliver en af de få instruktører, der balancerer blockbuster-økonomi med kunstnerisk integritet.
