/ IT Nyheder / Nye webannoncer en trussel mod danske SMV’er

Nye webannoncer en trussel mod danske SMV’er Ny opsætning i Google Adwords gør desværre synlighed dyrere for mindre virksomheder

Simon på marts 21, 2016 - 6:00 am i IT Nyheder

Google gik i slutningen af februar i luften med en ændring af sin annonceopsætning. Giganten inden for søgemaskiner har nu kun plads til højst syv annoncer på hvert sidenummer, da de fire annoncer ude til højre er fjernet.

Ændringen kan betyde, at dansk erhvervsliv, der hovedsageligt består af mindre virksomheder (såkaldte SMV’er), må til lommerne for at blive set på nettet.

“Google sidder på stort set hele markedet for søgninger i Danmark, hvorfor det her kan blive dyrt. Man betaler stadig kun per klik, men klikprisen vil klart nok stige, når der er færre pladser til rådighed.

 

Små firmaer bør mærke prisstigning

Syv ud af ti danskere arbejder i en større koncern, men pressede mindre firmaer kan risikere at miste rentabilitet og at måtte fyre medarbejdere,” udtaler Søren Lillesøe, direktør i PR-bureauet Supra Media.

Undersøgelser har vist, at brugere af søgemaskiner primært kigger i toppen af resultaterne frem for til siden, hvilket Google er opmærksom på. Ændringen er foretaget for at skabe en bedre brugeroplevelse ifølge søgegiganten, men handler mere om at gavne aktionærer og ejere.

“Nogle gange optræder der Shopping-resultater i højre side i stedet, men ofte vil der være helt tomt. I begge tilfælde gavner ændringen Google selv, da shoppingannoncerne kommer til at stå for sig og dermed være mere synlige, mens klikprisen på de normale annoncer stiger.”

Prissammenligning vigtigt for Google

“Netop prissammenligning er et nyt og interessant marked for Google, der hidtil har set andre firmaer løbe med profitten som f.eks. Pricerunner,” siger ekspert i søgemaskiner Søren Lillesøe.

Han opfordrer mindre virksomheder til i højere grad at satse på søgemaskineoptimering og gå efter de redaktionelle placeringer i søgemaskinerne frem for at skrue op for annoncebudgettet.

“Google har stort set monopol herhjemme, så det handler om at finde et alternativ. Vi anbefaler at skrue op for det redaktionelle, da de gratis resultater i søgninger er billigere i længden, også selvom man finder en løsning via et bureau.”

“At lære det hele fra bunden selv gennem kurser er også en mulighed, hvis flid og talent er til stede. Blogging er også en mulighed, men kan ikke stå alene, hvis man befinder sig i en branche med hård konkurrence,” understreger Søren Lillesøe fra Supra Media.

0 SEND KOMMENTAR
Bedøm denne artikel

Send Os En Besked Her

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *