/ Hus og Have / Rigtige mænd bruger LED strips til jul

Rigtige mænd bruger LED strips til jul Indrøm det nu bare: Du er en lille smule fascineret af Griswold’s julebelysning i Fars fede juleferie!

Brug LED strips til jul
Rigtige mænd bruger da LED strips til jul - ikk, Griswold?
Benny på november 13, 2015 - 12:07 pm i Hus og Have
Rate this post

Du er ikke alene, for siden film havde præmiere for snart 30 år siden, er antallet af danske haver og huse, der er lysdekoreret til jul eksploderet. Men tænker du dig om, vælger du LED pærer og LED strips til jul, hvis du ikke vil ruineres af din Griswold’ske juleeskapade.

Der er efterhånden næppe nogen egn i Danmark, hvor der ikke er en eller flere husstande, der forsøger at gøre Clark Griswold kunsten efter fra kultklassikeren Fars fede juleferie fra 1989. Her dænger den gode Clark – spillet af uforlignelige Chevy Chase – hele huset, haven og nærmeste omegn til med julelys og allehånde lysende juleudsmykning.

Den gang virkede det rimeligt meget for meget. For ikke alene så det noget voldsomt og outreret ud med datidens målestok, der var heller ingen, der ved bare deres nogenlunde fulde fem, turde tænke på, hvad det ville løbe op i kroner/øre-mæssigt.

Lys over juleland

Der gik da også en hel del år, før der begyndte at dukke efterligninger op – i hvert fald hjemme i Jante-Danmark. Et af de første steder, var i den lille by Karise på Stevns, hvor Jeppe Guldbrandsen gjorde Kærvej 1 landskendt med sin voldsomme udsmykning med julelys. Taget, skorstenen og selv væggene på huset var udsmykket. Det samme var hele haven og flagstangen.

De mange tusinde kulørte, blinkende og bippende julelys blev købt på ture til Polen og Tjekkiet, hvor det er noget mere almindeligt, at gå lysamok til jul. Det var da klart, at den gode mand endte i landsdækkende fjernsyn – ja, i flere år transmitterede TV2 ØST fra stedet, når juleudsmykningen blev tændt for første gang det år.

For efterhånden fem-seks år siden udtalte Jeppe Guldbrandsen, at strømregningen for de mange julelys nemt løb op i små 1500 kroner i løbet af december måned – og siden er elpriserne steget gevaldigt. Så hvis du skal gøre ham kunsten efter i dag, skal du nok nærmere afsætte 2000-2500 kroner i dag.

Men på trods af de skyhøje strømpriser synes trenden med at sætte lys på hus og i have til jul at brede sig kraftigere end nogensinde. Selv i de danske julelysekstremisters vugge i Karise, er der i dag flere husstande, der forsøger gøre det større, voldsommere og endnu mere blinkende, båttende og strålende end både Griswold og Guldbrandsen tilsammen.

Brug LED strips og spar kassen på julebelysningen

En af årsagerne er den stadig større anvendelse af LED lys og LED strips til julebelysningen. For i forhold til de gammeldags glødepære-baserede julelyskæder, bruger LED pærer kun en fjerdedel i strøm. Så du sparer hele 75 % på elregningen, lige så snart du tænder for dem.

Men det er ikke den eneste besparelse, der er ved LED julelys. For en LED pære har væsentlig flere timer i sig end de traditionelle pærer. Selv om du har julebelysningen tændt hver dag i hele december, kan en LED strip nemt holde i op til 50 år i forhold til en almindelig glødepære, der næppe holder til meget mere end 5-6 år som julebelysning, før den skal skiftes. Med LED pærer i julebelysningen, har du groft sagt julebelysning for livet – eller kan sende belysningen i arv til de kommende generationer, når du selv slukker pæren engang.

Mange forskellige slags LED strips

Når vi hele tiden snakker om LED strips, skyldes det, at det er de mest praktiske og dem der lige ud af æsken ligner de traditionelle julekæder mest. En LED strip består af en lang plastikbændel, der er monteret LED pærer på med få centimeters mellemrum.

De mange pærer er emballeret i et lag plastik – for LED pærer bliver ikke varme på samme måde som almindelige glødepærer og halogener – og ledningerne i bændlet er trukket på en måde, at du kan korte af eller forlænge strippen, alt efter hvor lang en ”kæde”, du har brug for. Derfor får du også tit leveret LED strips i den samlede længde, hvis du køber flere eksemplarer af den samme LED strip i en webshop.

LED strips fås til flere forskellige spændinger. De mest almindelige – og billigste – er 12v ledstrips. Her skal du bruge en 12 volt transformator. Den følger oftest med eller kan købes løst ved siden af. Køber du en separat transformator, bør du købe en, der kan trække flere LED strips. Tjek hvor mange watt pr. meter de enkelte strips anvender og divider det tal op i, hvor stor en effekt transformatoren kan levere. Resultatet fortæller dig, hvor mange meter LED strips transformatoren kan trække.

En anden meget udbredt spændingstype er 24v ledstrips. De kræver meget overraskende (ironi kan forekomme) i modsætning til deres 12 volts slægtninge en 24 volts transformer – men bortset fra det, kan du anvende og håndtere dem på helt samme måde som 12 volts LED strips.

Det er også muligt at anskaffe 230v ledstrips. Det er samme spænding, som der kommer ud af stikkontakten. Alligevel skal du købe en særlig tilslutningsenhed til dem og du bør også bruge nogle særlige kabelsko til at montere disse LED strips med, for at være sikker på, at du ikke skaber overgang eller kortslutter dem.

Eventuelt kan du overveje at købe nogle aluprofiler til ledstrips, du kan montere LED stripsene i. Aluprofilerne beskytter LED stripsene og du kan skyde en plastikkappe hen foran, så du undgår at der kan komme vand, syre eller fedtede væsker på stripsene. Profilerne kan også hænges op, så du f.eks. kan trække LED strips i luften mellem to bygninger.

Fås i mange farver og spændende effekter

En anden faktor der gør LED strips Griswold-perfekte til julebelysning, er, at de kan fås i flere forskellige farver. Ja, du kan endda få nogle, du kan skifte farve på. Denne type leveres oftest med en fjernbetjening og en kontrolboks, hvor der er indprogrammeret forskellige lysshowseffekter som f.eks. glidende overgang mellem de forskellige farver, løbelys og forskellige blinke-rytmer. Det kan for alvor sætte gang i løjerne.

Så i dag har du væsentlig bedre muligheder for at skabe en stor og imponerende julebelysning, uden at du behøver at skære ned på hverken julegaver og julemad. Bare du vælger LED strips og pærer til julebelysningen. Mon ikke også Clark Griswold ville gøre det samme i dag?

 

0 SEND KOMMENTAR
Bedøm denne artikel
Rate this post

Send Os En Besked Her

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *